Rickie Lee Jones: Lutherkirken, København

Rickie Lee Jones, Lutherkirken, København

Rickie Lee Jones: Lutherkirken, København

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det var noget af et scoop, at menighedsrådet i Rosenvængets Sogn på Østerbro havde fået booket selveste Rickie Lee Jones til at give intimkoncert i Lutherkirken for kun cirka 350 tilhørere – hendes eneste koncert i Danmark i denne omgang. Jones plejer at give koncert på noget større steder, når hun er i landet og besøgte senest Train, Store Vega og Aarhus Teater i 2010. Billetterne blev da også hurtigt udsolgt, selvom priserne var velvoksne på 400-500 kroner.

Rickie Lee Jones er nemlig ikke hvilken som helst sangerinde og sangskriver. Hun vandt i 1980 en Grammy i kategorien Best New Artist for sit selvbetitlede debutalbum fra 1979, der blandt andet indeholdt hendes mest kendte sang, "Chuck E's in Love" og nåede en tredjeplads på den amerikanske hitliste. Også det efterfølgende album, "Pirates", fra 1981 gik top fem i USA. Siden er Jones og hendes sange i spændingsfeltet mellem folk, jazz, blues, pop og rock med mere drattet noget længere ned ad hitlisterne, men hun har stadig et dedikeret publikum, hvor en del har medvirket til at finansiere hendes 14. studiealbum, dette års fremragende "The Other Side of Desire" (der toppede som nummer 164 på den amerikanske hitliste). Et album indspillet i Jones' nye hjemby, New Orleans, og dybt inspireret af den lokale musikscene.

Rickie Lee Jones er dog også kendt for en noget svigende formkurve rent koncertmæssigt. Jeg har set hende fire gange tidligere. Første gang, i Kolding Teater i 2006, var okay, men præget af slingrende sammenspil mellem en lettere beruset Jones og hendes to medmusikere. Anden gang, på Train i Aarhus i 2007 med et meget rocket udtryk var helt forrygende. Tredje koncert, på Train i 2010 var overvejende fin, men igen præget af visse musikalske uoverensstemmelser mellem Jones og hendes band og (forståelig) brok over et larmende publikum. Fjerde gang var solo på Aarhus Teater i Aarhus Festuge 2010, hvor Jones flere gange var ramt af mindre hosteanfald, men ellers sang smukt og gav en nærværende koncert. (Læs anmeldelserne her).

Hvad så nu? Spændingen var høj i det smukke lokale, hvor et fuldt koncert-setup var rullet ind under kirkeloftet, komplet med store lamper som supplement til kirkens lysestager. Jeg havde været så heldig at få plads på tredje række få meter fra aftenens hovedperson og var lettere nervøs på hendes vegne. Kunne hun levere?

Ungpigestemmen intakt

Inden vi fik svaret, åbnede menighedsrådets repræsentant med en kort præsentation, hvor han blandt andet fik fortalt, at publikum gerne måtte tage billeder, men uden blitz og kun i de første tre numre. Denne regel, som i parentes bemærket er tommelfingerregel for professionelle koncertfotografer i store dele af verden, og som burde udbredes til publikum generelt, var en fremragende løsning på den situation, jeg havde frygtet, nemlig at publikum ville sidde og filme hele koncerten og dermed ødelægge den intime stemning. Selvom det skulle vise sig, at der ikke var ret mange, der tog billeder overhovedet. Der var nok at koncentrere sig om på scenen. 

Det stod nemlig hurtigt klart, at Rickie Lee Jones havde en af sine absolut bedre dage. Da hun slog de indledende, bluesede toner an på den akustiske guitar i åbningsnummeret, "Weasel and the White Boys Cool" fra debutalbummet, bredte sig en forventningsfuld fryd blandt publikum, og da hun kort efter åbnede munden, kunne man konstatere, at hendes karakteristiske, nasale ungpigestemme var lige så lys, ren og kvidrende, som sidste gang hun var i landet. Den lå godt nok lidt lavt i mikset i de første par numre, men det blev der hurtigt rettet op på fra lydmandens side, og fra da af var koncerten ren fryd. 

Rickie Lee Jones havde medbragt fem musikere på henholdsvis el-guitar/akustisk guitar/kor, keyboard/kor, kontrabas/el-bas, trommer og mandolin/violin/slagtøj/kor, og de udgjorde en fremragende backing. Både guitaristen Josh Tellier, keyboardspilleren Vincent Rehel og mandolinspilleren Catherine Ledoux leverede stærke soloer i outroen i første nummer, mens trommeslageren Max Sansalone holdt pulsen med nænsomt whiskers-spil. Rickie Lee Jones smilede bredt og huggede løs på den akustiske guitar, og sangen blev afsluttet til voldsomme klapsalver. 

Vokalen havde fået sin rette placering i lydbilledet i tredje sang, "The Last Chance Texaco", endnu et højdepunkt fra debuten, så man for alvor kunne nyde Jones' kvaliteter som såvel sangerinde som tekstforfatter, hvor sangene i de unge år ofte var skarpe portrætter af strandede eksistenser fra samfundets nedre lag. Jones' sangskriverevner er dog usvækkede i dag, hvor numrene på det seneste album både musikalsk og tekstmæssigt er inspireret af, at hun for et par år siden flyttede fra Los Angeles til New Orleans. Eksempelvis "Jimmy Choos" og "Valtz de mon Pere", der fulgte, sidstnævnte med keyboardspiller Vincent Rebel i en fremtrædende rolle på – triangel. Der bliver kælet for de musikalske nuancer hos Rickie Lee Jones. 

Vi fik herefter klassikeren "Chuck E's in Love", overraskende tidligt i sættet, i en afdæmpet, stærk version med Jones på fingerspillet guitar og flere af musikerne – og publikum – på knips, og stemningen steg yderligere. På de forreste rækker føltes det, som om Jones havde direkte øjenkontakt med publikum, og da hun under soloer fra henholdsvis Vincent Rehel og bassist Frank Laplante i den nye "J'ai Connais Pas" kastede sig ud i en slags senior-twerking, kom hun også helt ud til de bagerste rækker rent visuelt. 

Magi bag tangenterne

På "Haunted" fra det seneste album skiftede Jones til elektrisk guitar og hakkede til uden plekter, hvilket kostede hende en knækket negl, som hun dog ikke lod sig distrahere voldsomt af. Nu var vi cirka halvvejs igennem sættet, og Rickie Lee Jones gik herefter om bag flygelet, hvorfra hun sang de fleste af koncertens øvrige sange. Det blev blandt andet til gåsehudsfremkaldende, helt lavmælte "On Saturday Afternoons in 1963" og "Coolsville", begge med smuk violinledsagelse og flygellyden klingende majestætisk i kirkerummet, og en intens "Infinity" – en af de smukkeste sange fra det seneste album – med dirrende hi-hat og elegant, dybrødt lys på scenen.

Jones forlod mod slutningen af koncerten tangenterne for atter at træde frem på scenekanten og give os evergreenen "Hi-Lili, Hi-Lo", hvor hun nøjedes med at synge uden at spille guitar samtidig – og hendes vokalforedrag til gengæld nåede nye højder. "Satellites" fik fællesklappene frem, og helt alene på scenen, kun med akustisk guitar, kastede Jones sig så ud i Rolling Stones-klassikeren "Sympathy for the Devil", som hun også fortolkede på coveralbummet "The Devil You Know" fra 2012. Det var aldeles overbevisende og fik atter de små hår i nakken til at rejse sig, ikke mindst under sangens afsluttende "oh oh"-råb. Og så fik selveste djævelen også taletid midt i kirkerummet få meter fra prædikestolen – det var nok ikke gået i kirketiden.

Vi fik ingen ekstranumre, men et generøst sæt på to timer og 20 sange, der kom godt rundt i bagkataloget med hovedvægten på det første, storsælgende album og det seneste. Rickie Lee Jones sluttede med dette års fornemme "I Wasn't Here" og mange tak til publikum fra en sangerinde og sangskriver, der i sit 60. år i den grad er på toppen og gav den stærkeste koncert af de fem, jeg hidtil har oplevet med hende. "See you soon", var hendes afskedsreplik til det ekstatiske publikum, og man kan kun stærkt håbe, at hun mener det og snart vender tilbage. Det, der på papiret var et scoop for menighedsrådet i Rosenvængets Sogn, var det så sandelig også live. Senere på året holder de i øvrigt koncerter med Jomi Massage og Lydmor i Lutherkirken – det bør man nok også kigge forbi til.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA