Cat Power: DR Koncerthuset, Studie 2, København

Cat Power, DR Koncerthuset, Studie 2, København

Cat Power: DR Koncerthuset, Studie 2, København

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Cirka midtvejs i amerikanske Cat Powers solokoncert tirsdag aften rakte min kvindelige ledsager hånden ud og snuppede mit notepapir og kuglepen ud af min hånd. Da hun rakte det tilbage med et indtagende smil, havde hun tegnet seks små stjerner efterfulgt af et udråbstegn. 

Og selvom "karaktergivningen" på landets største musikmagasin naturligvis ikke – gud forbyde det – foregår på den måde – ja, så havde min ledsager alligevel fat i noget centralt.
 
For her blot tre måneder efter at have født sin søn, og i kølvandet på aflyste koncerter – også i København – sidste efterår, vendte Chan Marshall i aften tilbage og gav en fuldstændig fantastisk, hudløs og hjerteskærende koncert foran et heldigt og sympatisk indstillet publikum i DR Koncerthusets relativt intime Studie 2.
 
Og hudløs – det er en kliché, man ikke kommer uden om, når talen falder på Cat Power: Den efterhånden 43-årige sangerindes koncerter kan være uden filter i en grad, så det kan tangere det decideret pinagtige. Når hun afbryder sig selv midt i numre, indleder monologer som løber ud i sandet eller undskylder alt for mange gange for sit manglende fokus, for ikke at være mere "professionel."
 
Uden sikkerhedsnet
 
Men samme vilje til – eller manglende evne til at lade være med – at bringe sig selv i spil, rummer samtidig muligheden for et stærkt – og stærkt personligt – møde med en kunstner.
 
Det sidste bliver tilfældet i aften, hvor to times skiftesvis intens og famlende koncert forløses med en a cappella-version af den tussegamle traditional "Moonshiner," efter at Marshall har opgivet at stemme sin guitar.
 
Og hvor salen hylder Marshall med stående, langvarigt bifald, mens hun selv – tydeligt rørt – takker for vores støtte ("selvom I ikke engang har været klar over det"), og over vi "lader hende være, den hun er" – og undskylder at hun har været så anspændt og uprofessionel i aften. Denne usædvanlige - og på en måde paradoksale - finale siger en del om koncerten som helhed.
 
Seancen falder i to dele. Omkring kl. 20.00 træder en smilende Marshall ind ad en sidedør og op på scenen med sin guitar og virker fra starten fokuseret, efterhånden som hun pakker sættet ud; egne kompositioner som "Old Detroit," "Colours & the Kids" og "3-6-9" side om side med Cat Powers meget personlige coverversioner, fra Jagger/Richards 1965-hit "Satisfaction" til håndplukkede amerikanske skæringer som "He's a Mighty Good Leader," "Can I Get a Witness" og "Lord Help the Poor and Needy."
 
Det er – i sagens natur – langt fra nogen strømlinet performance – men alligevel væsentligt mere sikkert end besøget i Aarhus for næsten nøjagtigt et år siden. 
 
Nådesløst nærvær
 
Men så – efter godt 70 minutter – konstaterer Marshall forundret, at hun er igennem sin sætliste: I anspændthed og nervøsitet har hun spillet sangene væsentligt hurtigere end sædvanlig. Resten af koncerten er absolut uden sikkerhedsnet, og det er ikke en gimmick, men derimod ganske sigende, da Marshall på et tidspunkt flytter sit mikrofonstativ ud af spotlyset og beder lysmanden i stedet at tænde salens loftslys.
 
"Når man er på randen til at bryde ud i gråd, har man lige brug for et øjeblik....," som hun forklarer lysmanden, som i første omgang vælger at ignorere hendes bøn og i stedet lader spotlyset følge hende på scenen.
 
Men med eller uden spotlys er der adskillige illuminerede stunder af nådesløst nærvær i musikken, i aften: Man sidder yderst på stolesædet i de par sange fra hovedværket "The Greatest," som er med i aften, og også "I Don't Blame You" bevæger.  
 
Monologer om alt fra amme-te til musikkens betydning for hovedpersonen flænges af sitrende udgaver af Otis Reddings "Remember Me" eller den metaforiske outsider-hyldest "Werewolf."
 
Og vi mindes om, at den usikre kvinde på scenen – bag pandehåret, bag den nervøse småsnak og humoren – rent faktisk er en af sin generations mest markante, kvindelige sanger/sangskrivere.
 
Nogle ekstranumre som sådan får vi ikke; det hele flyder ud og bliver til et kunstnermøde hinsides rock- eller popkoncertens sædvanlig formler. Uafrysteligt, mere på grund af alle de blotlagte nerver og neuroser end på trods af dem - en meget, meget menneskelig koncert. Absolut ikke noget at undskylde, Chan. 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA