Ex Bleeder Group: Christianshavns Beboerhus, København

Ex Bleeder Group, Christianshavns Beboerhus, København

Ex Bleeder Group: Christianshavns Beboerhus, København

Anmeldt af Christian Voldborg Andersen | GAFFA

I sin imponerende karriere har den legendariske stjerneguitarist Peter Peter sat sit umiskendelige præg på dansk rock- og punkmusik. Onsdag aften spillede han en eksklusiv intimkoncert sammen med sangerinden Maria Eline Hansen i konstellationen Ex Bleeder Group i Christianshavns Beboerhus i København. Koncerten var en musikalsk rå og kompromisløs oplevelse, der mindede publikum om, hvorfor Peter Peter, med rette, regnes som en af landets dygtigste rockguitarister.

Koncerten blev indledt af Peter Peters karakteristiske flænsende guitarriff. De øvrige bandmusikere spillede stramt og energisk, men det var primært Peter Peters musikalske indsats, der tog pusten væk fra publikum. Hans ekspressivitet, umiddelbarhed og timing var fascinerende at overvære fra start til slut. Det hele gik som en leg, når han skiftede spillestil fra nummer til nummer. Udtryksformen varierede fra benknusende punknumre til mere eller mindre akustiske numre. Men Peter Peter gad ikke at spille akustiske sange i særlig lang tid. Derfor var koncerten mest præget af larmende punktoner, som publikum kunne headbange til. De skæve kvindelige vokaler tilførte lydbilledet kant og nerve.

Når der blev spillet gedigen punkrock, fik Ex Bleeder Group selveste Sex Pistols' klassiske albummesterværk "Never Mind the Bollocks, Here's the Sex Pistols" til at lyde som poleret og harmløs popmusik. Det kunstneriske udtryk var generelt ekstremt hårdt og brutalt. Peter Peter og co. spildte ikke tiden på sniksnak mellem numrene, men der blev også plads til korte humoristiske kommentarer om sangene, der blev spillet. Man kunne tydeligt se og høre på samtlige medlemmer af Ex Bleeder Group, at det var en oprigtig fornøjelse for dem at spille sammen. Den uhøjtidelige stemning gjorde, at koncerten føltes som én lang leg. Både for bandet og publikum.

Den velkomponerede sætliste bestod af gammelt og nyt materiale. Fremførelsen af nummeret "Goodbye Cruel World" var et af aftenens mest mindeværdige øjeblikke. Endnu et af aftenens mange højdepunkter var det maniske nummer "Knucklehead", der, som bekendt, optrådte i den danske filminstruktør Nicolas Winding Refns debutspillefilm "Pusher" fra 1996.

I en tid, hvor de fleste musikere gerne vil behage masserne med anonym popmuzak, var det intet mindre end befriende at overvære en ubøjelig kunstnerisk rock'n'roll-udfoldelse, som ikke var et forsøg på at lefle for det brede publikum. Peter Peter og co. leverede en kraftfuld og skarpskåret koncertpræstation for fans af voldsom undergrundspunk. Mere af det, tak.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA