Beach House: Store Vega, København

Beach House, Store Vega, København

Beach House: Store Vega, København

Anmeldt af Frederik Kyhn | GAFFA

Arkivfoto

Den megalomaniske finesse

Når et band på et og samme år disker op med hele to fuldfede albums, er det et vidnesbyrd om et musikalsk og kreativt overskud. Et ensemble, der sidder inde med så meget rå energi og uforfalsket gåpåmod, at de gængse grænser for albumformatet simpelthen bare ikke er nok.

En lignende energiladet ekspressivitet kunne spores, da bandet trådte på scenen i Store Vega og fyldte salen med uforfalsket shoegazende synthpop. Der er sket meget med den amerikanske duo, der live bliver budt op af ligeledes trommer, bas og ekstra meget synth, siden de en søvndyssende søndag i 2010 tryllebandt Pavilion-scenen på Roskilde med små intime ballader. På de to nyeste skiver, i særdeleshed den seneste "Thank Your Lucky Stars", eksperimenterer duoen med en sound, der endnu mere end tidligere udgivelser nikker anerkendende mod 80'ernes støj-aficionadoer i My Bloody Valentine.

Bagtæppet til aftenens koncert i Store Vega vækkede da også følelsen af at vågne op i en drøm fra 80'erne. Med skumringsmættet belysning i nuancer af violet og mørkeblå stod små funklende stjerner frem og lagde et sagte tusmørke over aftenens band. Noget der stod helt i tråd med et band, der er notorisk kendt for at tilbageholde en ydre ekspressivitet. Iscenesættelsen, der lagde bandets ansigter i skyggernes dybder, havde dog intet at skulle sige, når især forsangerinde Victoria Legrand kastede sine omkransende lokker rundt i et virvar af forløsende kropslig udfoldelse.

Klangfuld kakofoni

Det var et band, der emmede så meget af en trang til uhæmmede energiudladninger, at selv de mindste kompositioner blev voluminiøst opført og fyldte hver en afkrog af Store Vegas sal. Fra en tungt buldrende "Beyond Love", der med en fremadstormende stortromme vakte salen til live og satte benene i gang på de fleste publikum. Over en smuk melankolsk klagesang på "Space Song" anført af Alex Scallys afvejede, men dybt præcise guitarspil. Til en knasende og støjende perle på "One Thing", hvor klaverbaserede Legrand svingede den knitrende og helt igennem distortede guitar, til sidste sfæriske tone ringede ud. Hele aftenens sæt emmede langt væk af en vitalitet og en indædt lyst til at spille, som gjaldt det det forbandede liv. Med et andet afsæt havde de storladne livenumre måske lydt tomt, men på en en bund af velskrevne popnumre føltes den udvidede støj og raketfarten mod stjernerne som den perfekte opgradering af gruppens lyd.

Grandiositeten, der præger gruppens lyd på plade, fulgte hånd i hånd med de knasende og tungt synthbelagte lydflader, der spredte sig som ringe imellem publikums ører og flere gange lagde salen helt tyst og måbende bag sig. Og med en forsangerinde, der på numre som den fint eksikverede livedebut på "Somewhere Tonight" viste en spændevidde, der kan måle sig med 50'ernes croonere. Det var en aften, der også beviste, at selvom man skriver stramt afmaskede popnumre, er det legitimt at bryde ud i længere jams, fordi det band der stod på aftenens scene ubetinget udviste legende kreativitet og virkefuld energi, frem for nødvendige efterspil. Det var en helt igennem sublim oplevelse at se den amerikanske duo tilbage på dansk jord.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA