Whitesnake: Kulturværftet, Helsingør

Whitesnake, Kulturværftet, Helsingør

Whitesnake: Kulturværftet, Helsingør

Anmeldt af Carsten Skov | GAFFA

Arkivfoto

Truende fodbold-nederlag og terroranslag i Paris var lagt til side til fordel for et par timers opvisning i, hvordan en i sin form tilbageskuende musikgenre kan skabe tiltrængt energi og fornem fest.

Med udsigt til Kronborg, der henlå i blå belysning, var der i Kulturværftet lige overfor lagt op til fest i rødviolette farver. Nuvel, i første omgang kæmpede amerikanske The Dead Daisies en brav kamp for at sparke festen i gang. En kamp, der endte mere end uafgjort med godt en håndfuld egne melodier og glimrende cover-versioner af "Hush" og "Helter Skelter" af henholdsvis Deep Purple og Beatles.

Scenen blev ryddet hurtigt og effektivt, mens publikum søgte mod baren for genoptankning af øl i stænger. Et helt sikkert tegn på, at publikum var sat op til fest og – alderen taget i betragtning – til endnu en gang at lade alder og grånende hårpragt være aldeles ligegyldige omstændigheder, når nu man stadig føler sig ung indeni.

Klassiske numre med nye nuancer

Lyset blev slukket og den båndede musik skruet op. Cover-versioner "Whole Lotta Love" og "My Generation" var klare tegn på hovednavnets opmærksomhed på målgruppens musikalske og tidsmæssige rodfæste – om end man måtte forvente nuancer hist og en lille drejning her.

Det var i hvert fald lige præcis, hvad man fik, da David Coverdale og resten af bandet indtog scenen og tændte op under "Burn". Den blev serveret med skarphed og sans for den kompakte om end ikke voldsomt nuancerede guitarlyd, der er Whitesnakes force. "Bad Boys" fulgte lige i hælene, hvorefter det stod klart, at nok skulle publikum ikke regne med at de rustne stemmer kunne blive optaget i et kirkekor, men teksterne var studeret grundigt hjemmefra, så der blev sunget med stor entusiasme.

Med et par alvorsord satte David Coverdale lørdagen derpå i perspektiv ved at dedikere aftenen til ofrene for terrorhandlingerne i Paris. Det skulle på den måde ikke lykkes mørkemænd at tryne os til tavshed, tværtimod. "Make some fucking noise!" var opfordringen.

Whitesnakes tekstmæssige og musikalske univers er ikke skåret ud af fantasy-litteratur. Skåret til benet er der dybest set for hovedparten tale om kærlighedssange. "Love Ain't No Stranger", "Give Me All Your Love Tonight" og "Ain't No Love In The Heart Of The City" signalerer alene i titlen en tilgang til emnet, som nogle vil kalde banal. Jeg vil tillade mig at justere denne betragtning til, at teksterne er befriende enkle, og sammen med den musikalske indpakning får publikum samlet set et energi-boost, som om musikken blev indtaget intravenøst.

Klassiske virkemidler

Stemmen er blevet lidt rusten, og visse høje toner bliver af gode grunde ikke nået med samme ungdommelige lethed som dengang, David Coverdale blev hyret ind som substitut for Ian Gillan i Deep Purple. Der er dog stadig saft og kraft i hans vokale servering, for eksempel i "You Keep Me Moving", og han kan fortsat ikke holde sig fra lidt for tydeligt at krukke sig igennem showet. Men det er jo netop det, der er forventningen til og varemærket for Whitesnake.

Med de to glimrende guitarister Reb Beach og Joel Hoekstra var det måske lige på kanten til at være FOR meget, at der var sat tid af i aftenens dagsorden til to på hinanden følgende guitarsoli. Lidt vel meget lir, men også så meget karakter og forskel, at det alligevel gav mening og ledte frem mod en af aftenens stjernestunder med "Mistreated", hvor det var svært at føje så meget ny drejning og særkende til det bærende riff, at man ikke uvægerligt ledte tanken hen på, hvordan Ritchie Blackmore selv ville have spillet det.

Den tanke forduftede dog med noget så gammeldags og alligevel forfriskende som en trommesolo, hvor Tommy Aldridge overbevisende demonstrerede, at nok besidder han ikke en Ian Paices lethed, men at hans variationer og mønstre, som minder mere om nu afdøde Cozy Powell, er vigtige elementer i Whitesnakes musikalske udtryk. Og det uanset, om han spiller med eller uden stikker.

Blandede musikalske bolsjer

På vej ind i aftenens opløbssving var sætlisten præget af sikre, men også indiskutabelt overbevisende valg. I "You Fool No One" og "Soldier Of Fortune" var der nok skruet ned for lydstyrken, men den sidste gnavpot i salen måtte efterhånden have mærket sangene krybe ind under huden. Med den poppede sing along-sag "Is This Love" blev tempoet skruet op, inden "Fool For Your Loving" og den uundgåelige "Here I Go Again" bragte det ordinære sæt sikkert i mål. Festen blev dog forlænget en smule med ekstranummeret "Still Of The Night".

Der er måske dem, der mener, at David Coverdale og Whitesnake sælger ud af arvesølvet med "The Purple Album". Efter denne lørdag aften i Hal 14 kan jeg med fasthed sige: Jeg er absolut ikke enig. De gamle Deep Purple-numre bliver både i Whitesnakes nyindspilning og fremført live tilført nye drejninger og arrangementer. Blandet med Whitesnake-numre af både nyere og ældre dato bliver den musikalske festmiddag både velkrydret og varieret. Jeg ku' i hvert fald nemt blive enig den svensker, der på vej til færgen begejstret konstaterede, at det havde været jävla bra.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA