Gustaf Ljunggren: Årets Gudman, Amager Bio, København

Gustaf Ljunggren, Årets Gudman, Amager Bio, København

Gustaf Ljunggren: Årets Gudman, Amager Bio, København

Anmeldt af Steen Fabrin Michelsen | GAFFA

"Jeg vil bede jer om at give endnu en stor hånd til vores kasserer og tidligere ungdoms-kriminel Peter Fröhlich," siger Kristian Leth, formand for Foreningen Gudman, kækt fra scenen. Vi har netop taget fat på anden afdeling af hyldestkoncerten for Gustaf Ljunggren, der bliver kåret som Årets Gudman, og den gråhårede kasserer er nu på vej op på scenen.

Her vil han give begrundelsen for, hvorfor det i år er den sympatiske svensker, der anerkendes som en af "de store kapaciteter i dansk musik, der skaber berigende oplevelser og gør det konsekvent, uselvisk og modigt," som der står på foreningens hjemmesiden. En hæder, der i øvrigt oftest gives til en musiker, der normalt ikke løber med overskrifterne i medierne, fordi vedkommende er en såkaldt sideman, altså en instrumentalist, der bakker en hovedartist op.

"Gustaf Ljunggren, du er Årets Gudman, og du er selvskreven til titlen. Det er jo indlysende, hvorfor du er en af de mest eftertragtede musikalske magikere i Danmark. Du er en mand, der mestrer lige præcis den evne at give din stemme og din sound til alt det, du rører. Musikken bliver bedre, når Gustaf Ljunggren spiller på den. Listen over hvem du har spillet med bliver uoverskuelig lang, men alligevel formår du altid at yde dit bedste. Ofte går man til koncert med hovedartisten, og så ender man med at lytte til Gustaf."

"Du er ydmyg i dit spil, men sikker på dine evner. Du er ydmyg som menneske og mestrer at lytte og tale. Du er loyal, du er en høflig mand, en god kammerat og så er du selvkritisk som bare fanden. Medmenneskelighed er din styrke, og koncentration er dit våben. Dit øre er uovertruffet og din lyd er, på alle de talløse instrumenter, du spiller på, latterlig god. Gustaf Ljunggren, vi er så stolte af at kalde dig Årets Gudman. Tillykke med det."

Sådan lyder begrundelsen, Fröhlich læser op, og den kan ikke være mere rigtigt. Ljunggren er vitterligt en ganske særlig musiker, der i sin helt egen ubesværede og enkle stil spiller på stort set alle instrumenter. Han går uden problemer fra strengeinstrumenter til blæs for dernæst at sætte sig ved tangenterne. Genrer tror han ikke på. Derfor er der også musikere af alle mulige slags, der står i kø for at spille med ham i aften. Der er både unge, ældre og midt imellem, og de kommer fra såvel Danmark, Sverige og den øvrige verden.

Koncerten tæller store danske solister som Thomas Helmig, Povl Dissing, Marie Key, Peter Sommer, Kasper Eistrup fra Kashmir og de lidt nyere Mads Damgaard Kristiansen fra Reptile Youth og Kill J. Som et lidt kuriøst islæt er også den gale og hylende morsomme komiker Anders Matthesen, som Ljunggren blandt andet samarbejdede med i forbindelse med Jul på Vesterbro, på plakaten.

Af danske instrumentalister er blandt andre trommeslageren Emil De Waal, der af Ljunggren bliver fremhævet som ham, der tog ham under sine vinger, da han kom til Danmark, pianisten Søren Kjærgaard og klarinettisten Elith "Nulle" Nykjær Jørgensen på scenen adskillige gange undervejs i koncerten. De fire spiller sammen i en jazzkonstellation og giver undervejs den stemningsfulde "Gräns", hvor Ljunggren spiller det stakkerede banjotema. Fra Sverige er blandt andre sangerinden Sofia Karlsson til stede sammen med Gustafs skolekammerat Per Ekdahl, der er trommeslager. Han får undervejs i koncerten æren af at have introduceret den klassisk trænede Ljunggren for rytmisk musik. Og sidst, men ikke mindst, er sangerinden fra Irland Cathy Jordan og den skotske ditto, Eddi Reader, kendt som sangerinde i hedengangne Fairground Attraction, med.

Med sådan en line-up kan det vist ikke undgå at blive en fantastisk aften, og det skal jeg skal love for, at det bliver det. Det er gennemgående så fantastisk, at det faktisk er ærgerligt at fremhæve noget frem for andet. Skal jeg alligevel nævne noget, gør gentagelsen af programpunktet "Naked" fra Spot Festival 2014, hvor Ljunggren akkompagnede en række yngre sangere på klaver, dog virkelig stort indtryk på mig. Her mærker jeg Ljunggrens helt særlige nærvær og tilstedeværelse i nuet.

I aften er det Mads Damgaard Kristiansen fra Reptile Youth, Kill J og Marie Key, der får muligheden for igen at blive akkompagneret af Ljunggrens spartanske smagfulde spil og diskrete dynamik. At Ljunggren ud over de unge også giver plads til den ældre genration, gør bare klaverdelen endnu mere fantastisk. Povl Dissing og Eddi Readers duet er ganske enkelt rørende.

Ellers leverer Thomas Helmig en fremragende version af "Midnat i Europa". Her spiller Ljunggren nogle mandolinlignende guitarfigurer til. Kasper Eistrup, som Ljunggren har spillet med i forbindelse med Steffen Brandts arrangement "Uden for Sæsonen" på Bornholm, leverer to kopinumre, som "han gerne selv ville have skrevet". I det sidste, som er "First Time I Ever Saw Your Face", demonstrerer Ljunggren, at han også gerne arbejder med dissonans i sit guitarspil.

Alt i alt er det altså en meget stor oplevelse at være til Gustaf Ljunggrens hyldestkoncert, som ganske passende bliver afsluttet af Eddi Reader, der synger sit store hit "Perfect" fra tiden i Fairground Attraction. Her reagerer publikum da også ved spontant at danse rundt mellem bordene i Amager Bios fantastiske koncertsal.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA