Da Kinky Bastards
Demo

Da Kinky Bastards: Demo

GAFFA

Demo-cd / https://soundcloud.com/kinky-bastards
Udgivelse D. 03.01.2016
Anmeldt af
Hansen

Der er en speciel plads i mit hjerte til den industrielle techno, der laster hele Rolanden med mørk minimalisme og sammenbidte korte loops. Der er smæk på fra start til slut, og selvom både lyde og opbygninger er velkendte, er de alligevel skruet effektivt sammen og virker ikke trætte eller gammeldags. Det er kun de – i mine ører lidt fjollede – stemmer, der i breaks'ne lige skal fortælle om narko, der trækker ned. Ellers er det et potent ridt på 909'eren ud i natten, og det vil glide nemt ind i mange dj-sæt. Og det er selvfølgelig ikke lavet til hjemmelytning, men til den hårde hypnose foran højtalerne.

Synths'ne er seje, og melodistumperne holder, men når gruppen tager den ned i råstyrke eller tempo, falder det lidt fra hinanden. Dér er deres trommer og melodier ikke gennemarbejdede nok. Resten lander fint i den revival af industrial, der for tiden er i klubmiljøet, men jeg tror nu ikke, at bandet har vejret tendenser, før de lavede det her. Det virker mere, som om de altid har pumpet denne blanding af Ant-Zen og stål.

 



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA