Mikkel Nordsø Band: Diving In Space For 3 Decades

Mikkel Nordsø Band
Diving In Space For 3 Decades

Mikkel Nordsø Band: Diving In Space For 3 Decades

GAFFA

CD / Stunt Records
Udgivelse D. 05.01.2016
Anmeldt af
Ivan Rod

Den danske guitarist Mikkel Nordsø har igennem hele fire årtier været en uomgængelig størrelse, når talen i Danmark faldt på guitar og genrer som jazz, world, cross-over eller poprock for den sags skyld. Han slog først sit navn fast via orkestre som Entrance, Buki Yamaz og Sneakers. Men nu runder han også tre årtier som frontfigur i sit eget orkester, Mikkel Nordsø Band. Og det er dette sidste, han fejrer med albummet: Diving In Space For 3 Decades, et knivskarpt, vidtfavnende og overvældende album, der med al ønskelig tydelighed demonstrerer, hvor højt et internationalt niveau, Nordsø som musiker befinder sig på.

På jubilæumsalbummet spiller han med Ben Besiakov, Peter Danstrup, Eliel Lazo, Jacob Andersen og Ole Theill foruden gæstemusikerne David Sanborn, Palle Mikkelborg, Al Agami, Caroline Fransecka og Jens Haack. Og dén konstellation skaber et respektindgydende, energisk, musikalsk udtryk, der mikser traditionel folk med bossa, samba, rock, blues, jazz og rap i en absolut moderne form for cross-over eller fusion. Nordsø demonstrerer med overskud, hvilken farverigdom der kan komme ud af at mikse genrer og opløse grænser.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA