Tigran Hamasyan: Luys i Luso

Tigran Hamasyan
Luys i Luso

Tigran Hamasyan: Luys i Luso

GAFFA

CD / ECM Records
Udgivelse D. 06.01.2016
Anmeldt af
Ivan Rod

Den armenske jazzpianist, Tigran Hamasyan, er en ekstraordinært dygtig musiker. Og en mand, der er dybt forbundet med og forankret i den armenske kulturarv – især i den armenske kirkemusik. Hans nye album, det første på ECM, afspejler dette. Luys i Luso er således et album, hvorpå Tigran Hamasyan sekunderet af Jerevans Statskammerkor tager arrangementsmæssige og improvisatoriske livtag med religiøse sange, der stammer fra det femte til det tyvende århundrede. Resultatet – det gamle materiale, de nye arrangementer, improvisationerne fra henholdsvis klaveret og koret – er som samlet hele betagende flot. Musikken og sangene er gribende, inderlige, vemodige. Fortryllende. Levende. Og nok så væsentligt, det hele afspejler – trods moderne gevandter – at den oprindelige armenske / byzantiske traditionen i sig selv er åben overfor og rig på improvisation. Sangene nærmest tilskynder til improvisation, trods deres stringente udgangspunkt. Og det forhold griber Hamasyan og kammerkoret altså an med åbenlys engagement, professionalisme og sanselighed. Luys i Luso er noget af det bedste, jeg længe har hørt. Musik fra grænselandet mellem den enkle, sfæriske jazz og den korbaserede religiøse musiktradition.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA