David Bowie: Blackstar

David Bowie
Blackstar

David Bowie: Blackstar

GAFFA

CD / Sony Music
Udgivelse D. 08.01.2016
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Da David Bowie efter 10 års fravær brød tavsheden ud af det rene ingenting med The Next Day i 2013, var overraskelsen lige så stor som et granatnedslag. Denne gang har legenden fodret os med urovækkende lydklip, små korte videoer og afstedkommet opsætningen af Broadway-musicalen Lazarus inden udgivelsen af hans 25. album. Akkurat som en dommedagsprofeti over, hvad der var i vente. Hvor The Next Day virkede retrospektiv og begrænset med et lidt for middelmådigt rocksnit, kigges der på Blackstar (ses på coveret som en sort stjerne) dybt i krystalkuglen, og Bowie fremstår atter som en inspireret fornyer.

Der tages ikke nogen lette veje, hele tiden afsøges de skæve vinkler i det musikalske setup, der både er improviserende løssluppent og stramt tøjlet. Højrehånden Tony Visconti har produceret eksemplarisk, og et nyt hold af avantgarde jazzmusikere spottet af Bowie selv på en lille newyorker-klub anført af den talentfulde saxofonist Donny McCaslin og den grænsesøgende guitarist Ben Monder skaber med stor indlevelse den perfekte ramme til de farefulde lydkollager. "Something happend on the day he died/Spirit rose a metre and stepped aside/Somebody else took his place and bravely cried" messer Bowie på titelnummeret, der med sine synkoperede beats og sit arabiske electronica-output er som et studie i undergang og klaustrofobi. Påvirkningen af alverdens rædsler og terrorens grimme ansigt er lige om hjørnet.

Fortabelsen mod afgrunden fortsætter på albummets stærkeste sang Lazarus: "Look up here I'm in heaven/I've got scars that can't be seen", hvor sortsynet brydes ved at være svøbt i lækker sax og en elastisk svajende basgang. 'Tis A Pity She Was A Whore lyder som en udrykning med alarmerende saxstrofer, og trommer, der falder som piskeslag er mikset helt frem i lydbilledet, mens Sue (Or In Season Of Crime) er bygget over et repeterende og stålsat beat med en manisk syngende Bowie. Albummets mest melankolske øjeblik er den sjælfulde Dollar Days, hvor den blå tone rammes inderligt og smukt lige på kornet. Ikke siden Scary Monsters har der været så meget på spil, og de kræfter, som udfolder sig er hverken forcerede eller søgte. David Bowies genkomst på Blackstar er af næsten bibelske dimensioner, hvor han undfanger sit første lille mesterværk i mere end 30 år.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA