The Cult: Hidden City

The Cult
Hidden City

The Cult: Hidden City

GAFFA

CD / Cooking Vinyl
Udgivelse D. 05.02.2016
Anmeldt af
Keld Rud

Den erfarne rockproducer Bob Rock og britiske The Cult med guitarist Billy Duffy og forsanger Ian Astbury som omdrejningsakse har gennem årene arbejdet sammen om at skabe nogle af gruppens mest elskede værker. Og selv om Hidden City måske ikke ligefrem er et mesterværk, har jeg svært ved at se, hvorfor samme skæbne ikke skulle overgå dette album.

Fra åbneren Dark Energy, et rocknummer, der på eminent vis sammenfatter bandets styrker, når det drejer sig om at levere smæk for skillingerne, til den afsluttende Sound and Fury er det en udelt fornøjelse at være i selskab med de efterhånden garvede musikere. Hidden City er et album, der lige så langsomt folder sig ud og åbenbarer sine styrker. Hvilket bl.a. kan tilskrives den store variation og dynamik, der lægges for dagen. De 12 sange trækker på de mange stilarter, The Cult gennem årene har udforsket: postpunk, gotik, hard rock og alternativ rock. Et stærkt koncentrat af et af Englands bedste rockbands gennem de sidste 30 år.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA