Jason Isbell: Store Vega, København

Jason Isbell, Store Vega, København

Jason Isbell: Store Vega, København

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

(Arkivfoto, red.)

Lige der, hvor country møder classic rock, altså der, hvor din far synes, det bliver rigtig fedt, der finder man Jason Isbell, countrymusikkens redningsmand, som via en håndfuld virkelig stærke sange holder et udsolgt Store Vega i sin hule hånd aftenen igennem.

Efter de to seneste virkelig stærke albums, "Southeastern" fra 2013 og "Something More Than Free" fra 2015, er det heller ikke svært for Isbell at sætte en sætliste sammen, som de fleste kunstnere vil kigge misundeligt på. Der bliver lagt stærkt fra land med "Stockholm", "Palmetto Rose" og "24 Frames". Isbell nåede at medvirke på tre Drive-by Truckers plader, inden hans overdrevne, og efterhånden veldokumenterede alkoholindtag satte en stopper for hans tid i bandet. Isbell nåede dog at skrive nogle af det bands allerfineste sange, og vi får ud over de stærke sange fra Isbells solokarriere også et par prøver fra den tid, her står særligt "Decoration Day" ud som en af aftenens helt store højdepunkter.

Det er Isbells faste backingband, The 400 Unit, som omgiver Isbell, og det er klart, at det er en virkelig sammenspillet enhed, som står på scenen, dog uden Isbells kone Amanda Shires, som ellers før har udgjort en fin tilføjelse til det ellers i forvejen fremragende backingband – Isbell her også udgivet et par plader, hvor The 400 Unit er krediteret med navn.

Sangene bliver taget godt imod i salen, og det virker til, at publikum er godt bekendt med bagkataloget. Det giver modspil til de ord, som den virkelig kompetente opvarmning John Moreland har sunget først på aftenen, "people don't care about songs anymore" – det gør de tydeligvis, for der er ikke nogen særlige gimmicks eller tricks ved Jason Isbell. Han er bare en sindssygt dygtig håndværker, når det kommer til at skrive gode sange.

Hjemme i USA er Isbell da også, sammen med sjælevennerne Sturgill Simpson og Chris Stapleton, blevet gjort til frontfigur i en slags revitalisering af en countrygenre, som mange mener er forsvundet i drengerøve og bling. Isbell derimod er the real deal. Han har levet et liv som kan måle sig med Hank og Johnny, og han kan skrive sange, som med tiden må måles op imod de samme legendariske forbilleder. "Alabama Pines", "Travelling Alone" eller aftenens lukker "Codeine" er bare tre eksempler på mesterlig sangskrivning.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA