Bonnie Prince Billy: Pond Scum

Bonnie Prince Billy
Pond Scum

Bonnie Prince Billy: Pond Scum

GAFFA

CD / Domino
Udgivelse D. 22.01.2016
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Første gang Will Oldham satte sine ben på britisk jord under sit nye alias Bonnie "Prince" Billy, var en udmarvende prøvelse. Et forsinket fly, en navneforveksling og et kæmpe søvnunderskud var ikke den bedste måde at påbegynde indspilningerne til Radio 1. Trods det opnåede den legendariske producer John Peel at undfange nogle magiske øjeblikke med Bonnie "Prince Billy" hen over en årrække, som her er dokumenteret på Pond Scum.

Her i den tidlige start under sit nye alias anes et skyhøjt niveau, som sidenhen har kastet en perlerække af album af sig med den uforlignelige prins og hans små skæve fortællinger om livets skyggesider. Sangene er spartansk instrumenterede med kun Oldham og hans guitar. Den ikke før udgivne Beezle er smuk og harmonisk, mens coveret af Princes The Cross er pirrende med Oldhams højoktav-vokal og skrantende guitarlireri, der sætter nerverne på en spids. Jolly Five og Death to Everyone, sidstnævnte fra mesterværket I See A Darkness, er en prins i afklædt tilstand, der tryller med sit udtryk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA