Imazzalen: Global Cph, Nørre Alle 7, København N

Imazzalen, Global Cph, Nørre Alle 7, København N

Imazzalen: Global Cph, Nørre Alle 7, København N

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Der er ingen tvivl om, at jeg har et stort og glødende hjerte for Amazigh-musik fra det sydlige Marokko. Jeg har samlet på musikken, siden jeg første gang satte mine ben i fiskerbyen Taghazout i 1982. Skufferne bugner med kassettebånd og blandt de kæreste eksemplarer i min samling er dem med orkestret Izanzaren.

Anført af fænomenet Igout Abdelhadi på banjo og sang tog de tråden op efter Casablancas Nass El Ghiwane og skabte en protestmusik på berbersproget tazelhait, som swingede psykedelisk, så det forslog. En bølge har fulgt dem, og blandt de bedre eksponenter for stilen har været Oudaden, Igoudar og Inerzaf. Her lignede instrumentationen, altså banjo, dobbelttrommen af ler kaldet tam-tam, bendir-rammetrommen og gnaouaernes hofinstrument, guimbrien. Der er siden fulgt så mange efterlignere, at det næsten er patetisk. Og nu over 30 år senere kom så næste skud på stammen og hed Imazzalen. Det var ikke nogen god idé.

Bevares, publikum dansede, især i anden afdeling, hvor bandet spredte det nærmest psykedeliske tæppes rytmiske arabesker ud, som jo er en del af pakken i den musik Igout Abdelhadi og Nass El Ghiwane opfandt for de mange år siden. Men farligheden hos disse copycats var helt væk, og i stedet fik vi nogle Izanzaren- og Oudaden-covere og et par enkelte sange af egen avl. Her hørte vi i et væk de sikre slagord fra Koranen, gentaget med kald-svar som hos gnaouaerne og som et højdepunkt fattede perkussionisten - der ellers mest havde tjattet til et par rungende congas, som han ikke havde meget begreb om at spille - endelig den medbragte tebel-tromme og fik vist os, at han i det mindste havde greb om de mest basale gnaoua-trommemønstre. Berberne har en spændende form for gnaoua kaldet Ganga, som fokuserer på perkusssion og chants og trommen var som et ekko af nogle af de idéer. Svage ekkoer.

Men ellers var det lange passager, hvor der var tilløb til tranceforløb, men hvor der blev spillet så forsimplet, at det var som havde de fået besked hjemmefra om, hvad vi godt kunne lide. Fremfor at give os den ærlige berbertråd. Guimbri-spilleren havde ikke mesterniveau, men var nærmest en bassist, og han havde lært sig lidt engelsk, så den fik  hele armen med termer som "berberblues", selv om det der kom hverken var i 12 takter eller havde noget der overhovedet mindede om blues. Jeg tror, at nogle har fået den idé at ord som "gnaoua" og "blues" er smarte ord at fyre af, for europæere uden den dybe kendskab til marokkansk musik. Det er det ikke.

Så til trods for at de gamle travere fra Izanzaren kørte okay, så var det mere suppe, steg og is end den med en vis spænding imødesete koncert med god amazigh-châabi fra Agadir-området.

Man må håbe at arrangørerne næste gang fremviser originalerne, såsom de aldrende Izanzaren – eller vover springet og  tager fat i de Rwais-barder, som er den levende del af Amazigh-musikken. Eller nogle af de kvinder, der for alvor får gør en forskel, så som fantastiske Fatima Tabaamrant.

I stedet for at satse på copycats uden megen brod.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA