The Game: Store Vega, København

The Game, Store Vega, København

The Game: Store Vega, København

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

GAFFA har sandt for dyden ikke været imponeret over Games sceneoptræden. Over fire koncerter fordelt på ti år har han fået gennemsnitligt to stjerner. Med hans vel nok bedste album siden debuten i form af "The Documentary 2" ude nu tyder meget på, at dette bliver aftenen, hvor andengenerations gangstarapperen fra Compton råder bod på fortidens fadæser og viser, hvor pengeskabet skal stå.

Velvalgt opvarmning fra Aarhus V-veteran

Scenen er i al fald sat. Store Vega er udsolgt, og grundet grundig kropsvisitation slanger køen sig langt ud på Enghavevej. Det er lidt ærgerligt, for det betyder, at en del går glip af den velvalgte opvarmning fra Marwan. Aarhus V's store søn har ikke så få lighedspunkter med hovednavnet, blandt andet at han i særdeleshed sværger troskab til westcoasten, og det får publikum at føle på numre som "Butter Bombay", "Hvad Så Hvad" og "Gi' Mig De Penge".

Marwan har valgt de mest hardcore og gadeorienterede numre fra bagkataloget, hvilket virker til at passe publikum fint. Der råbes anerkendende, når han rapper: "Kommer ikk længer ind ad en vindue / vi sparker døren ind nu". På et nummer som "Selvgjort, Velgjort" skulle man tro, det var en solokoncert målt på den positive respons, foreviget af den Pimp-A-Lot-affilierede Yahya Hassan, der filmer med sin telefon på scenen – Aarhus V er i byen.

"Det er længe siden, København, men det er svært at få spillejobs herovre, hvad kan en perker gøre?!" råber den statsløse palæstinenser, før han serverer det sidste skud, et nyt nummer, der tilsyneladende hedder "Aarhus V Veteran". Demonstrativt smider han trøjen, Game er ikke den eneste, der skal have den fornøjelse, og med fare for at fremstå som en sexistisk anmelder kan jeg herfra indrømme: Marwan – høj, flot mand. Mens monsterbangeren med LOC-feature og et beat, der stinker af old school westcoast brager ud i Vega, er det rimeligt at konstatere, at Vega er varmet op, og Game har noget at leve op til.

Indbegrebet af et hiphop-barn får publikum op i det røde felt

Vega er efterhånden proppet, og folk er klar til hovednavnet. Hver gang der ses en rød trøje på scenen, jubles der som unger, der har set julemanden. Game må stadig have stillet sit ur på Los Angeles-tid, for allerede før klokken har slået ni, stiller dj'en, Nu Jersey Devil, sig bag pladespillerne. Sammen Mvrcus Black er han sat til at varme salen endnu mere op, selvom det ret beset ikke er nødvendigt. En coverversion af Jay-Z's "Public Service Announcement" blandes med "Ruff Ryderz Anthem", og herfra får vi de sædvanlige klassikere som "Hit Em Up" og "Nuthin' But A G Thang". Heldigvis er Nu Jersey Devil en mand, der forstår at læse et publikum, så han stopper brat musikken og råber: "Fuck all that fuckery – it's motherfuckin' Gaaaaaame time!"

Ind på scenen kommer en høj mand iklædt en gigantisk vinterjakke og LA-kasket. Med sig har han back-up rapper, guitarist, trommeslagere, to keyboardspillere og det meste af meet'n'greet crowden fra backstagelokalet, der tilsyneladende skal overvære koncerten fra scenen. Der er med andre ord godt fyldt, og man kunne forestille sig, at koncerten hurtigt vil gå i opløsning, som det er sket før.

Det er imidlertid ikke tilfældet i første omgang. Manden i vinterjakken, der ikke overraskende viser sig at være Game, og ikke overraskende hurtigt smider samme jakke, bevæger sig ud i en stribe vidunderlige versioner af de bedste numre fra det nye album. Det DJ Premier-producerede titeltrack "Documentary 2" erstattes af "On Me", hvor Erykah Badus mørke, kælne vokal fra "On & On" danner bunden for en organisk legesyg produktion, får med det samme koncerten op i femte gear. "Standing On Ferraris", der handler om at dilemmaet i at være for stor til at sidde i en sportsvogn, giver plads til "Don't Trip", en halvfemserhyldest skabt af Dr Dre og Will.I.Am, der vækker minder om A Tribe Called Quests storhedstid.

På mange måder er Game indbegrebet af et hiphop-barn. Han bærer arven videre fra NWA og er nærmest en mere tro gengivelse af deres musik end "Straight Outta Compton" biopic'en, men han søger også inspiration i andre genrer, ligesom NWA i øvrigt selv gjorde. På de nye numre kan han skifte fra at rappe, så man føler sig hensat til et gadehjørne i Compton, til i det næste øjeblik flowe og lave ordspil som Notorious BIG. Jo, han har Eazy-E tatoveret på brystet, men konstaterer også "I taught myself how to spit by listening to Illmatic".

Hans mørke, raspende vokal er lidt hærget og mere hæs end normalt, men han rapper ubesværet de nye numre. Selv da han skal op i tempo på dub-step bangeren "El Chapo". Det er ikke verdens dybeste track, men ikke desto mindre imponerende, hvor mange spanske narkogloser han kan fyre af i et hæsblæsende tempo. Publikum kvitterer med at gå amok de rigtige steder, og Game virker til at have dem i sin hule hånd.

"In the words of DJ Khaled – they don't want me in Copenhagen" griner han med reference til stjerneproduceren, der er blevet en Snapchat-sensation. "Ali Bomaye" fra "Jesus Piece" er første afstikker fra det nye album, og også "Red Nation" og "One Blood" med de storladne produktioner får publikum i det røde felt.

Tidligere tiders unoder og vodkaklovn

Da vi skal længere tilbage i kataloget virker det desværre, som om Game også vender tilbage til tidligere tiders unoder. Det er tredje show i Danmark og måske er det en slags forløsning, der indtræffer, men det stramme show bliver noget løsere, der bliver brugt mere tid på at fjolle på scenen. En ting er, at han afspiller Eazy-E-hyldesten "Boyz N The Hood" stort set uden at rappe med, men da "Next Episode" serveres, er det blot for at tage selfies med første rækkes kameratelefoner. Nuvel, det er sjovt, at Piru Blood-rapperen nægter at tage billede med en blå iPhone, men alligevel.

Helt kritisk bliver det, da en publikummer i en meget stram trøje dumper ind på scenen og tvinges til at drikke vodka med Compton-rapperen. Bedst, som man troede Game var vokset fra pinlige seancer som at drikke en hel liter sprut på scenen, viser det sig, at han nu i stedet drikker en flaske med fire liter sprut på scenen. Altså, det er bare vand i en vodkaflaske, men tænk nu hvis det var – høhø. Vodkaklovnen fra crowden drikker løs, og hvad der startede som en mesterlig koncert, er nu igen lidt af et cirkus, hvor "I'm in love with the Co Co" og andre druksange afsynges.

Vi får et par klassikere fra "Doctors Advocate", inden det er tid til et 2pac-medley. Der kommer flere på scenen, denne gang et par børn, hvoraf den ene måske var den samme, som var på scenen i 2009. The older they get, the cuter they ain't. Flere af tilskuerne fra backstagen vil også frem og blande sig, så der opstår noget hyggetumult, som vel nok er mægtig skægt, men ikke helt har noget med en koncert at gøre. Og så spiller han da bare "El Chapo" igen, sådan hvis vi ikke hørte efter første gang.

Drømmen om en gennemført Game-koncert

Eneste reelle højdepunkt i anden halvdel af showet er fremførelsen af "Dollar And A Dream", der går over i den Kanye West-producerede "Dreams", hvor salen mørklægges, og kun publikums telefoner lyser op. Mod slutningen rapper Game "I had dreams of fuckin' an r'n'b bitch like Mya", hvorefter han stopper nummeret og pædagogisk docerer: "that was a dream I had, so then I did it, anything is possible". I sandhed en livslektie, der er værd at tage med hjem.

Da vi sendes mod udgangen og afterpartyet med "Hate It Or Love It", er det med følelsen af, at den røde tråd knækkede midt i showet. Første halvdel af koncerten var til topkarakter, anden halvdel var til tider tåkrummende. Game proklamerer for 117. gang "Copenhagen one of my favorite cities," og vi kan sgu også godt li' ham, men en dag ville jeg ønske, at han ville skrue ned for sine gimmicks og lade musikken tale. Det er min lille drøm, for han kan, når han vil.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA