R. Kelly : The Buffet

R. Kelly
The Buffet

R. Kelly : The Buffet

GAFFA

CD / Sony Music
Udgivelse D. 11.12.2015
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Så er gode gamle R. Kelly på banen igen, og med tankerne på forgængeren og mandens øvrige virke ved man godt, hvad klokken er slået: velour-blød r&b med tekster, der er lige så langt ude, som produktionerne sidder i skabet. Begge dele i øvrigt leveret af manden selv.

Lattermusklerne får en motionstur, når ufrivilligt komiske linjer som "When I spit it it's like I popped a molly in your ear" eller endda "my lyrics got a big dick and I just fucked the shit out of y'all" droppes med Kellys autotunede lummer-kælne vokal. Det tilbagelænet liderlige er jo en disciplin, vores hovedperson mestrer til perfektion – ligesom de lattervækkende lyriske guldkorn og begge dele er der til fulde på The Buffet. Pakket ind i varm vellyd.

Midt i al den musikalske lagengymnastik dukker der minsandten en duet med datteren Ariirayé op, hvor Kellys fejl og mangler tages under kærlig behandling. Og det fungerer mærkeligt nok i al sin malplacerede herlighed og giver sexgalningen et menneskeligt ansigt.

Endnu et R. Kelly-album, der er mere sært fascinerende end egentlig glimrende. Kedeligt bliver det i hvert fald aldrig, og én er ting sikkert, når man dykker ned i R. Kellys buffet: Man bliver mæt.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA