Diverse kunstnere: Code Walk, Molly, Chinah, Soleima, Guldregn, Katie Keller, Lille Vega, København

Diverse kunstnere, Code Walk, Molly, Chinah, Soleima, Guldregn, Katie Keller, Lille Vega, København

Diverse kunstnere: Code Walk, Molly, Chinah, Soleima, Guldregn, Katie Keller, Lille Vega, København

Anmeldt af Rosa Louise Stilgren | GAFFA

Det er sjette år i træk, at Vega trækker op i ærmet og gnubber støvet af spåkulglen, for at give sine udsolgte sale et glimt af fremtidens stjerner. Som sædvanlig havde de spirende stjernefrø tiltrukket publikum som fluepapir, og billetterne var derfor blevet revet væk. Det blev en aften præget af udtryksfulde sangerinder og en stemning på kogepunktet. I år var særlig gennemsyret af de elektroniske elementer, men også smadret punklyd og dansksproget pop havde fundet en plads mellem de spejlblanke trævægge.

Code Walk****

De første, der fik overrakt faklen var duoen Code Walk, der består af producerne Søren Gregersen og Jesper Nørbæk. De er af Vega blevet sammenlignet med Disclosure, og det var da også en beskrivelse, der passede som fod i hose, da duoen trådte ind på scenen foran sort/hvide visuals af simple stregtegninger. Den slagkraftige duo lagde ud med flimrende ambiente lydflader, der stille og tilforladeligt måtte vige pladsen for tonerne af en kraftig synth. De instrumentale passager fortsatte gennem koncertens første numre, hvor vokalsamples og energisk drumpad fik blusset op i de stive publikumsskikkelser. 

I løbet af koncerten fik duoen besøg af forskellige gæstevokalister. Det første levende billede blev Chinah-forsangerinde Fine Glindvad, der over slæbende housebeats afrundede klangene med sin skælvende falset i en enkel popballade. Rigtig spændende blev det, da The Entrepreneurs-forsanger Mathias Bertelsen kom spankulerende ind på scenen og spillede med musklerne i sit store lungeorgan. De vokale kraftladninger og Bertelsen nonchalante færden på scenebrædderne smittede øjeblikkeligt af på duoen, der virkede mere end selvtilfredse med deres håndværk. 

En af faldgruberne ved de mange gæstevokalister er den overhængende fare for at blive overskygget og anonymiseret af stærke røster eller karismatisk fremtræden på scenen. Samtidig kan det også bidrage til et mangeartet udtryk, der bliver trukket i forskellige retninger af vokalisternes musikalske standpunkt. For Code Walk virkede det nogenlunde efter hensigten. De fik holdt den brede musikalske spændvidde, men gled også til tider ind i skyggerne, hvor man kunne blive i tvivl om, om udtrykket var deres eller kun på lånt tid. 

Molly****

Fra dansevenlige housebeats til smadret guitarlyd og sveddryppende kraftudladninger fra orkestret Molly, der allerede fra begyndelsen bemærkede, at de var aftenens eneste rockindslag. Det taklede de med et uovertrufne energiudladninger, der ikke bare udmøntede sig i flere liter sved, men også en vis ærefrygt fra det forundrede publikum. 

Koncerten første tonestrejf henledte hurtigt tankerne til 00'ernes punkrock-bølge, der nærmest var kendetegnet ved lange guitarremme, et glimt i øjet og melodiøst guitarfileri. Den association blev dog hurtigt bragt til skamme, da Molly på et splitsekund fik sprunget gennem en dundrende grunge-føling og med et hovedspring landede i punkmusikkens galoperende vildskab. I en sky af sved, spyt og stikkende vanvidsøjne leverede orkestret hårdhændet deres numre, der balancerede mellem melodiøst rock og udtryksfuld punk. Desværre var koncerten tynget af uklar lyd, der gjorde at de mere melodiøse numre druknede lidt i sig selv. Til gengæld viste orkestret råstyrke, der sked de jævne lydforhold et stykke og lod udtrykket tale for sig selv. Et eksplosivt indslag, der ebbede ud gennem et langvarigt ekko af distortion, blinkende lys og en høj puls, der gjorde, at publikum stakåndede måtte klamre sig til gelænderet på vej ned ad trapperne til næste koncert. 

CHINAH****

Chinah var uden tvivl aftenens mest omsværmede orkester. Publikum stod som sild i tønde med fadøl i øjenhøjde, og var man derfor særlig varsom, ville man kunne tage en tår af sidemandens øl uden de store protester. De lagde stærkt ud med singlen "Minds", der stormede frem over rungende bas og derfor ikke helt kom til sin ret, men til gengæld var det tydeligt, at publikum havde hørt nummeret i rotation inden koncerten.

Der var ikke en finger at sætte på Fine Glindvads florlette vokal, der er det bærende element i Chinahs melankolske univers. Bag hendes lange lokker skjulte sig et bedrøvet ansigtsudtryk, der gjorde, at orkestret fremstod noget indadvendt og derfor aldrig krøb helt ind under huden. Der blev til gengæld løsnet lidt op i spilleglæden, efterhånden som koncerten skred frem, og særligt afslutningsnummeret "Away From Me"  blev overlegent fremført i et sløvende tempo, hvor teksten for alvor fik lov at spire frem bag de rungende dybe lydflader. 

Orkestret formåede at holde trykket i publikumsrækkerne koncerten igennem, og det på trods af at skrøbeligheden i deres electropop måtte lade livet under døninger af tung bas. Det betød, at flere af teksterne ikke fremstod knivskarpt, men i stedet blev vokalen reduceret til en klangfarve på lydpaletten. 

Soleima*****

Den danske sangerinde Sarah Mariegaard har tidligere slået sine folder i hiphop-gruppen Flødeklinikken, men har med singlen "My Boi" slået sit navn fast som solokunstner. Soleima har ikke samme vokale spændvidde som sin forløber Fine Glindvad, men til gengæld besidder hun en meget karakteristisk klang, der ikke sår tvivl om vokalens udspring. 

Den danske sangerinde sejrede især på sit nærvær og barnagtige tekstunivers, der blev leveret med tæt øjenkontakt til de forreste rækker, som hurtigt blev tryllebundet af musikkens naivitet og umiddelbarhed. Hendes elektroniske popunivers vekslede ubesværet mellem næsten prædikende hiphopelementer, til tider gyngende reggaeassocierende vokal og en generel variation i sine vokale betoninger. De enkle tekster lød, som var de revet ud af en ung piges dagbog og hendes uskyldige spekulationer om kærligheden. 

Singlen "My Boi" blev mødt af genkendelsens glæde, og det smittede hurtigt af på sangerinden, der med overskud og sødme kunne træde ned ad scenen til et opløftet publikum. 

Guldregn***

Guldregn fik æren af at lukke og slukke i Stauning Salen. Det livlige orkester består af medlemmer fra grupper som De Høje Hæle, The Floor Is Made Of Lava og Pitchshifters. Det skortede derfor ikke på hverken erfaring eller musikalsk talent. Det dansksprogede tekstunivers red på højderyggen af klassisk dansk pop, som man kender det fra slagere som Danser Med Drenge.

Orkestret havde koncerten igennem vanskeligt ved at løsrive sig fra associationerne til familiefesternes obligatoriske balleband. Et lidt uheldigt stempel, som de aldrig rigtig fik løftet sig fra. Til gengæld fik de sålerne til at pibe mod trægulvet hos publikum, der havde slubret fadøl, som en ensom ørkenvandrer ville drikke vand efter flere ugers tørke. De friske popmelodier emmede af gentagelser og fik hurtigt sat sig fast på hjernen. Der gik ikke længe før numre som "Stadig Væk" og "Sydvest For Stenbroen" forplantede sig til publikum, der sang med igen, igen, igen og igen. 

En letfordøjelig oplevelse, der hyldede hverdagspoesien og gav publikum, hvad de trængte til efter flere timers koncentration, men som mest af alt mindede om et fjernt ekko fra dansk firserpops storhedstid. 

Katie Keller**

Katie Keller var sidste levende billede. Den danske sangerinde træder i hælene af popdronningen Medina, og sammenligningen var svær at ryste af sig i løbet af hendes korte koncert. Med selvsikre skridt spankulerede hun frem og tilbage på scenegulvet med trommer og synth placeret i hvert sit hjørne. 

Der var ikke særlig noget revolutionerende over stilen, der allerede dominerer radiofladerne, og hun har da også været P3's Uundgåelige med nummeret "Eller Ik'", der faldt i god jord hos publikum. Hendes skarpe vokal besad masser af kraft, men var på sigt ikke nok til at bevare et spændende lydbillede. Numrene flød ganske enkelt sammen til en ensartet flade, der ikke efterlod sig dybe spor i hukommelsen. Derfor faldt det på et tørt sted, når hun blev suppleret af sjove vokalsamples, der var et nødvendigt krydderi og et befordrende middel til at fastholde koncentrationen. 

Keller havde svært ved at løsrive sig fra sine inspirationskilder, og originaliteten var derfor vanskelig at få øje på. Til gengæld mestrede hun sin genre, og med mere materiale og et skarpere udtryk skal hun nok få greb om de altid hungrende poplyttere. 

Efter mange timers musik gik aftenen på hæld, og hvis man ikke besluttede sig for at sive ud i nattemørket, kunne man fortsætte forsøget på at tømme fadølsfustager i Vegas Lounge. En vellykket aften, der bød på mange spændende stjernefrø, som nok skal finde sin plads på den danske musikscene. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA