Charlie Puth: Nine Track Mind

Charlie Puth
Nine Track Mind

Charlie Puth: Nine Track Mind

GAFFA

CD / Warner Music
Udgivelse D. 29.01.2016
Anmeldt af
Jens Dræby

Puth er bedst kendt som den blide stemme på soundtracket til Paul Walkers tragiske afsked fra Fast & Furious-serien, og nu med sit 12-tracks lange debutalbum Nine Track Mind forsøger han at gøre sit indhug i mængden af følsomme pop-snedkere for ikke at ende som så mange andre døgnfluer.

Desværre ligger Charlie Puths album farlig tæt på den evigt trætte skabelon, der dikterer, at pop-plader ofte bliver forglemmelige, forudsigelige og alligevel usammenhængende. Albummet har den tilbageskuende Marvin Gaye med sin happy-go-lucky vibe og et omkvæd, der klistrer sig til de små grå, men også We Don't Talk Anymore, der ikke kunne blive ret meget mere kopi af Justin Biebers Purpose-lyd. Begge sange er i sig selv fremragende pop-musik, men hører ikke til på samme helstøbte album. 

Heldigvis holder YouTube-vidunderbarnet sig til skiftevis gammel og splinterny r&b og lander ikke i en pøl med EDM og gæstestjerner. Nine Track Mind er lidt bedre end andre forglemmelige udgivelser, og selvom musikken er sikker, viser Charlie Puth, at hans vokal er enestående og alligevel i stand til lidt forskelligt.          


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA