Huldre : Kulturmaskinen, Odense

Huldre , Kulturmaskinen, Odense

Huldre : Kulturmaskinen, Odense

Anmeldt af Morten Gottschalck | GAFFA

"Skal du med til HYDRA?" spurgte min ven gennem en håndfuld flæskesvær for nogle uger siden. Og sådan stiftede jeg bekendtskab med Huldre. Navnet kommer fra oldnordisk, hvor en Huldre er en slags overnaturligt væsen, som bor ude i ødemarken og lokker folk til sig for at gøre mystiske ting ved dem. Så jeg var naturligvis hooked.

I aften var Huldre en del af Klub Golem, Ras Boldings mangeårige alternative koncertklub, som har undgået at blive en del af den kommunale vækstpakke, der gennemstrømmer så meget i Odense for tiden. Jeg træder ind ad døren, afleverer min jakke og modtager et udefinérbart blik fra en fyr i sort, med sort eyeliner og sort hår. Velkommen til sortheden, fremmede. Kom ned og leg i mørket.

Hele den sorte pakke

Salen er spættet med sortklædte emoer, larpers, ultratynde semi-teens, en fyr i dragepyjamas og enkelte weekend-yuppies, som er trukket i mørkesort for i hemmelighed at dyrke de private lyster. Det er så alternativt, som noget bliver i "byen i midten", og det friske pust er tiltrængt. Før koncerten giver Ras Bolding den som dj, og betaler tribut til heltene Lemmy og især Bowie. Lyset blinker voldsom, da vi får serveret svenske Machinae Supremacy med "The Great Giana Sisters" på Commodore 64, før lyset slår et sidste flikflak, hvorefter Huldre træder ind på scenen.

Først skal instrumenterne dog lige tjekkes. Huldre er seks personer, fire mand og to kvinder, og de tager sig den tid, en ost skal tage. Violinen og fløjten ses efter. Da de sætter i gang, er det tydeligt, at vi har at gøre med et orkester, som kender hinanden intimt. De leger nærmest.

Mellem to stole

Huldre har sin egen stil, og den har omkring 6000 likes. Når jeg siger stil, så mener jeg ikke, at Huldre har sit eget ID3 genre-tag, som Primus har, men at de har placeret sig mellem to genrer: Heavy og folk. Det er godt nok, fordi det tiltrækker begge publikum, men det er også mindre godt, fordi Huldre ikke melder klart ud, hvad de vil. Skal vi headbange eller danse? Skal vi synge med eller råbe op? Moshpit eller square dance? Vi ender med at gøre lidt af hvert, mens vi kigger op for at se, om det nu var det rigtige. Orkestret Huldre smiler til os og lader os implicit vide, at fra deres side handler det om skaberlyst og spilleglæde. Men budskabet går ikke helt klart igennem, og glæden bliver en kende afventende.

Kulturmaskinen i Odense er bagud på lydsiden. En fyr tager fat i os, peger op i loftet og siger "Kan I se den betonklods dér? Den blokerer for en del af lyden. Kom tættere på, så bliver det bedre." Vi træder et par skridt nærmere, og min tidligere nævnte ven (ham med flæskesværene) kvitterer med et tørt "jeg synes nærmest, det blev værre".

Sandt for dyden skal det nævnes, at Huldre ikke har megen bund i aften. Lydbilledet er kraftigt domineret af toppen, diskanten, bækkenet og vokalen. Bassen og stortrommen tager bagsædet, og det har indflydelse på, hvor heavy Huldre kan lyde. I dette tilfælde forbliver det noget letbenet – i forhold til heavy-koncerter, jeg har været til. Det ændrer dog på ingen måde ved, at musikerne er dygtige. En tidlig guitarsolo, en insisterende trommen, en klar fløjte og en liflig vokal er nogle af ingredienserne. Disse folk kan deres kram.

Åbne vinduer

To tredjedele inde i koncerten kommer der rigtig luft under vingerne. En fløjte-solo bringer stemningen op på tæerne, og en impromptu-kædedans tager form nede i salen. Og lige netop der begynder alle at synge med. Det er, som om solen bliver lukket ind. De langhårede musikere har ikke sluppet smilet, og nu glider hele salen ind i den gode trance, som resulterer i en halvcirkel foran scenen, hvor folk går arm i arm. Lige pludselig er det okay, at bunden mangler i heavy-delen, for nu er kompositionen stærk nok til at bære det.

Det er som om, Huldre næsten har et hit. Og det er det djævelske ved folk-genren, for man kan ikke behandle det som Red Hot Chili Peppers, der absolut må have et radiohit på hvert album. Det betyder mere for Huldre, om folk danser, og mindre om det ryger på Spotify. De cirka 150 mennesker i salen jubler, da den nydelige forsangerinde Nanna Barslev (i øvrigt den mest korthårede i orkestret) mindes dengang for fire år siden, da de spillede op til fastelavnsboller på Kulturmaskinen. Et rutineret orkester, som tydeligvis kommer sine fans ved. Øjeblikket efter kaster Barslev sig ud i kædedans på gulvet, og som en fjols misser jeg min chance, fordi jeg står med min kuglepen og notesbog.

Huldre fortjener virkelig bedre lyd. Især Bjarne på bas er underrepræsenteret. Men vil Huldre buldre eller hitte? Vil Huldre spilles i radioen, når de i efteråret forhåbentligt leverer næste udgivelse, så skal de i forvejen dygtige musikere nok grave lidt dybere efter flere catchy riffs og dynamiske kompositioner, som sætter nakkerne i bevægelse. Skal det hitte på folk-festivalen, skal der måske bare skrues op for bassen og tilføjes mere trance, så folk rigtig kan danse. Huldre kunne rimeligvis frasortere to-tre af de sløveste numre – eller tilføje dem en sund dosis Jim Morrison – og tilføje en rigtig ørehænger som ekstranummer, i stedet for den mystiske "hvornår er nummeret slut"-jam, som vi får serveret. Så ville pakken utvivlsomt blive mere spændende at pakke ud. Fire flotte stjerner og et varmt ønske om masser af medvind herfra.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA