Manowar: SCC, Aarhus

Manowar, SCC, Aarhus

Manowar: SCC, Aarhus

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Okay, lad os bare være ærlige: Det er efterhånden ved at være lang tid siden, Manowar har begået et godt album. Men derfor kan de nu sagtens være en ganske medrivende affære live. Og denne søndag aften er det så blevet Aarhus' tur til at få stålet fra de fire selvudnævnte Kings of Metal at føle.

I Scandinavian Congress Center er scenen bygget op som et græsk tempel, og efter en bombastisk præsentation går bandet på til tonerne af The Miracle and Finale, før de som vanligt åbner med Manowar fra debuten Battle Hymns. Og netop battle-hymner er der i rigt mål her til aften.

Forsanger Eric Adams har efterhånden rundet de 61, men stemmen står som et overraskende stærkt og solidt anker i den fræsende metal, og der er stadig ingen, der rocker et spartansk læderoutfit som Manowar. De mange "hammer"-tegn fra publikum belønnes med bonustracket (!) Die For Metal fra Gods of War og vi får en opvisning udi shreddingens ædle kunst.

Fokuser på musikken

Sammenspillet er massivt, og som koncerten skrider frem, kommer de medbragte storskærme i brug. Desværre er langt fra alle visuals lige imponerende, og det ene øjeblik får vi brændende kranier, mens det næste byder på et animeret "Bamse På Planeten"-associerende månelandskab. Helt galt er det under Sons of Odin, hvor nogle rollespillere giver den gas i en billig produktion, der minder om det der rollespilsprogram for børn, der kørte på DR1 for nogle år siden. Her lykkes de virkelig at tage pusten ud af et nummer, der ikke var alt for godt i forvejen. Kære Manowar, bare drop det der og fokuser på musikken.

Kings of Metal sparker for alvor metal-ballet i gang, og firkløveret viser, at der var en gang, hvor "other bands play, Manowar kill". Leveringen sidder lige i skabet og er længder bedre end den version, der findes på den ligegyldige genindspilning af pladen af samme navn, som kom i 2014.

Til en båndet version af Heart of Steel får vi en storskærmshyldest til bandets faldne brødre, der tæller folk fra Richard Wagner og Orson Welles til Dio, Lemmy og naturligvis bandets afdøde trommeslager Scott Columbus. Efterfølgende trakterer Joey DeMaio med en bassolo i bredformat, der byder på bade flamenco-toner og – naturligvis – munder ud i Sting of The Bumblebee, der dog føles rigeligt som om autopiloten er slået til, før pedalen trykkes i bund på King of Kings

Nyt eller gammelt?

Man kan altid diskutere sætlister, og jeg er langt fra fan af Metallica-modellen, hvor et band nærmest er blevet et omrejsende evergreen-show og har en obligatorisk vifte af gamle hits og sikre sange, der foretrækkes på bekostning af nyere materiale. Så på sin vis er det forfriskende, at Manowar lægger en stor del af vægten på deres nyere plader. Desværre er de plader bare ikke særligt gode, og det sker mere end én gang under koncerten, at publikum virker decideret uinteresserede i, hvad der foregår på scenen under de nyere numre. Og det kan da også undre, når bandet nu rent faktisk har et stort og formidabelt bagkatalog at plukke fra, at de så vælger så mange, der giver mere lyst til at gå ud og hente øl, end til at lytte efter. Og endda så mange, der ligger så tæt op ad hinanden i form, tempo og opbygning. For Manowar har en ret så varieret sangskat at plukke fra.

Jeg vil nødig være fortaler for "spil noget af det gamle"-mentaliteten, for det, de gør, gør de så glimrende, men publikum tabes som nævnt i svinget et par gange, og det går ud over koncerten som helhed. Forskellen i indlevelse under The Dawn of Battle og Hail And Kill er til at føle på, og det kan godt ske, der er et par stykker derude, der synes, at Manowars tre seneste plader er deres bedste. I så fald har de haft et brag af en koncert.

Alt i alt er der ikke desto mindre tale om en afsindigt gennemført seance (hvis man ser bort fra de mest rædderlige visuals), der byder på både ild, røg og den obligatoriske brandtale fra Joey, der denne gang kan koges ned til: "Aarhus er et fedt sted, og hvis der er nogle, der ikke kan lide jeres Manowar T-Shirts, så fuck dem!", før Warriors of The World United og Black Wind, Fire and Steel sætter et eksplosivt punktum for koncerten og sender "the true metal people" ud i kulden med smil på læben og gjaldende fællessang.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA