Suede : Koncertsalen, DR Koncerthuset, København

Suede , Koncertsalen, DR Koncerthuset, København

Suede : Koncertsalen, DR Koncerthuset, København

Anmeldt af Niki Treumer Mogensen | GAFFA

 
Hvorfor begår han selvmord? Det er spørgsmålet, der stilles under første sang-del af Suedes video, som ledsager det splinternye album, "Night Thoughts", der udkom den 22. januar. Dette har publikum fornøjelsen af at se i fuld længde, da dens Danmarkspremiere ledsager britpoppernes koncert i DR's Koncerthus mandag aften. Det udgør første sæt på bandets nuværende turne, hvor anden del er en mere traditionel koncert med et sæt bestående af ældre sange. De er primært fra bandets første tre plader fra midthalvfemserne, og det er især dem, der får publikum i ekstase denne mandag.
 
I salen mødes publikum i første omgang af en scene, der er helt dækket af et lærred, hvorpå filmen kører under første sæt, ikke helt ulig Gorillaz' set-up på turneer. I filmen går en ung mand ned på en strand og videre ud i vandet og druknedøden, samtidig med at bandet er gået i gang bag lærredet, efter en dyster intro har sat scenen. Herfra følger de nye sange i kronologisk rækkefølge fra albummet, og hvor de i forvejen udgjorde et flot hele i sig selv, så er samspillet med billedsiden fantastisk udtænkt og udført.
 
Fra det tidlige højdepunkt "Outsiders" får vi alligevel lov at se bandet, da spotlyset sættes på dem, så de kan ses igennem lærredet og videoen, som de således interagerer med også visuelt. Bandets ubestridte frontmand og sanger Brett Andersons vokal lyder vidunderlig, og Richard Oakes, der sidder ned gennem første sæt, etablerer hurtigt sin guitar som kernen i bandets lyd med en række flotte solo-passager. 
 
"Der er næsten for meget at holde opmærksomheden på, især når man ikke kender sangene," siger min sidemand, og det er rigtigt, at det kræver fuld opmærksomhed både at nyde bandets optræden og fortællingen i filmen.
 
Sidstnævnte giver lidt efter lidt en række ledetråde og i sidste ende løsningen på gåden fra toppen af skribleriet her, da tragedien viser sig at være udløst af en personlig ulykke. Denne splitter en lille familie, mens følelserne forstærkes af klip fra tiden, hvor parret møder hinanden første gang, et fortælletræk der vækker mindelser om Ryan Gosling-filmen "Blue Valentine". Men samtidigt eleverer videoen som sagt sangene – der live leveres noget mere energisk end på pladen – til et nyt niveau. 
 
Fortællingen er utroligt flot filmet og lykkes blandt andet med en række krydsklip til at understrege handlingen, ligesom interaktionen med især Brett Anderson fungerer virkelig godt, blandt andet da filmens hovedperson og forsangeren synkront synger dybtfølt ned i mikrofonen, og da Suede-frontmanden mod slutningen er synlig igennem selvmorderens synkende krop. 
 
Det er mesterligt, og publikum er nogenlunde med, selvom de fleste altså lader til mest at prøve at fordøje de nye sange og følge handlingen i filmen. Men det er jo ikke kun det nye, de er kommet for.
 
"Nu peaker det!"
 
Allerede i metroen på vej mod Amager er der snak om musik og festivaler fra 90'erne, og man fornærmer vist ikke nogen ved at sige, at et kig rundt i salen hovedsageligt spotter folk med dåbsattester fra før 1980.
 
Det er jo Suede, der står på programmet, og de vil altid hænge uløseligt sammen med den periode i 90'erne, hvor de med en række stærke sange var frontløbere i britpoppen. Det ses også hurtigt i publikums redaktion i andet sæt, hvor lærredet er væk, og bandet er klar til at fyre gamle hits af, nu i en mere afslappet stemning. 
 
Publikum er kommet op og stå, og de kan hurtigt glæde sig over klassikere som "Trash" og "Animal Nitrate". Væk er alle forbehold og eftertænksomheder, store dele af publikum skråler med på sangene, og en nær mig råber "nu peaker det!" mod sin sidemand.
 
Hvor bandet var virkelig tight og koncentrerede bag lærredet i første sæt, er de nu mere løsslupne og render rundt og hygger sig. Brett opfordrer publikum til at klappe og synge med, og de, der ikke gør det i forvejen, skal ikke bedes om det to gange.
 
Et hurtigt kig på bandets seneste sætlister afslører, at rigtigt mange af sangenere går igen og ofte i den samme rækkefølge – blandt andet er de fire sidste sange altid de samme – men selvom det måske kan virke lige vel skemalagt, så må man bare anerkende, at der virkelig virker.
 
Bandet, om end mere traditionelt rocket og med fart på end i første sæt, lyder godt. Simon Gilbert på trommer og Mat Osman på bas emmer af rutine, mens Neil Codling hyppigt skifter mellem keyboards og guitar uden at vise svagheder.
 
Inden storhittet "Beatiful Ones" sætter et naturligt punktum for det andet sæt, får publikum også fornøjelsen af Brett Anderson på helt tæt hold, da han bruger halvdelen af "The Drowners" blandt tilhørerne, hvor de, der ikke i forvejen har givet sangeren en high five eller kælet hans hår (det GØR pigerne!) har chancen. Inden da har Brett sunget "The Big Time" uden brug af mikrofon og kun flankeret af Richard Oakes på akustisk guitar. Endnu en lille perle, ligesom "So Young" også tvinger folk til at danse og synge med.
 
Alt i alt er det en storslået præstation fra den britiske kvintet, der byder på både biograf-lignende hygge og koncentration og fællesang og gåsehud, som stod hele salen og gjaldede med på nationalsangen i Parken før en landskamp.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA