König: König

König
König

König: König

GAFFA

CD / Sony Music
Udgivelse D. 05.02.2016
Anmeldt af
Jens Dræby

Det er modigt gjort af den frembrusende duo at åbne denne debut-ep med Lord Sivas skæve og skingre vokal. Kan man komme over Svært At Forsvinde og banaliteter samt et tåkrummende rap-vers fra Siva, ligger der en ualmindelig udsøgt håndfuld af sange perfekt bundet sammen af Christina Königs tidløse sangstemme.

Den aarhusianske stemning emmer ud af de seks sange, der på imponerende vis sammensætter dansk blødsøden 80'er/90'er-pop med den tætpakkede r&b-lyd fra Hukaos.-kollektivet. Nøjagtigt som Thøger Dixgaard minder om Helmig, er det svært ikke at tænke König som en ny Nanna eller Alberte Winding. Bare lyt til Her Igen, der lyder som en tidløs sommer-sang af bare ben og håndbajere krydret med blæsere og nedtonet korsang og rap fra en overraskende Kesi.  

Ep'en når ikke helt samme niveau som førstesinglen, den øjeblikkelige ørehænger Uundværlig, men leverer den helt rigtige spændvidde, der skal til for at lave en sublim pop-udgivelse. Der er tropisk marimba og funky guitar på Mere End Evigt, mens Alle De Gange er en knipsende slow-jam og Eksplosion er brygget på samme karamel, som den Karl William laver sin musik på. Det hele er elegant skruet sammen til at understøtte Christina Königs sang.   



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA