Tame Impala : Falconer Salen, København

Tame Impala , Falconer Salen, København

Tame Impala : Falconer Salen, København

Anmeldt af Anine Fuglesang | GAFFA

Hvis der var nogen, der var i tvivl om, hvorvidt Tame Impalas nye numre fra deres tredje og anmelderroste album "Currents" fra sidste år ville fungere live, er enhver tvivl forhåbentlig forduftet efter at have overværet aftenens for længst udsolgte koncert i Falconer Salen.

Tame Impalas nye plade holder hele vejen, også selvom (eller måske på grund af) der er skruet ned for fuzz-guitaren og lagt mere vægt på spacet funk og en mere poppet synthesizerlyd. Det holder på anlægget derhjemme, og det holder hundrede procent live sådan en onsdag aften, der på kun halvanden time går fra at være grå og kedelig til at være badet i neonfarver.

Fra Tame Impala, med Kevin Parker som deres ubestridte frontmand og manden bag musikken, går på scenen til lyden af en tung, groovende intro, opbygges der et musikalsk momentum, underbygget af et imponerende og farverigt grafisk show med oscilloskop-visuals, der kastes rundt i salen og på væggen bag ved scenen.

Det syntetiske og discoprægede look, Tame Impala lader herske i deres artwork og musikvideoer, bringer de i den grad også i spil gennem hele aftenens koncert. Et godt og festligt akkompagnement til musikkens univers.

Ekkolydende synths og en dansabel basgang sparkes i gang og udløser det cirka 10 minutter lange "Currents"-hit "Let It Happen", og publikum kvitterer ved hurtigt at danse sig ind i det hypnotiserende tempo.

Tame Impala har os fra starten.

Nye strømninger i musikken

Da jeg tidligere på dagen taler med Kevin Parker om de nye, musikalske strømninger, der har fundet vej til det strammere og mere 80'er-prægede lydbillede på "Currents", indrømmer den australskfødte musiker, at han inderst inde altid har haft et godt øje til pop. Han har derfor heller ikke noget imod, hvis han fremover bliver betegnet som popmusiker.

Men efter lidt snak frem og tilbage konkluderer Parker, at han fremover selv vil beskrive sin musik som "discopsych".

Der er en god balance mellem nye såvel som gamle numre gennem aftenens koncert, og der bliver således leveret både disco og psych.

Selv har jeg måttet erkende mig som fan af Tame Impala efter udgivelsen af "Currents", der med numre som "The Less I Know The Better", "The Moment" og "Yes I'm Changing" bevæger sig væk fra det mere støjende og mudrede lydbillede, som de to tidligere albums "Innerspeaker" og "Lonerism" har båret præg af. "Currents" står renere og er mere raffineret, og efter min mening fungerer det virkelig godt, mens andre anser albummet for værende syntetisk.

Damn cool Elephant

Og netop ovennævnte tre numre fra "Currents" leveres på fornem vis denne aften. Den lettere melankolske fortælling i "Yes I'm Changing", signalerer i både udtryk og tekst den transformation, Kevin Parker har været igennem de seneste par år, både personligt og musikalsk. Det er lige før, tiden formår at stå stille under eksekveringen af nummeret, der leveres fra hjertet af Parker, som vandrer roligt rundt på scenen og sørger for at få nummeret ud til alle i salen.

"The Less I Know The Better" er ifølge Parker det track, han for tiden bedst kan lide at spille, selvom det efter eget udsagn udfordrer ham så meget, når det skal synges live, at han er nødt til at holde sig ædru gennem en koncert. Men der er ingen grund til bekymring – og ingen slinger i valsen.

Lidt mere usikkerhed er der derimod at spore under "Eventually". Et nummer, hvor kedsomheden stadig indfinder sig momentvis, når jeg lytter til det, og hvor lyden driller og får Parker til at virke ude af trit med sangen.

Nok er Parkers fascination af 60'ernes tilbageskuende rock kommet i baggrunden på "Currents", og vi er røget godt 10 år frem i tiden, men denne aften kommer vi (gudskelov) ikke uden om perler fra Tame Impalas tidligere psychedeliske opusser.

Publikum forkæles med ældre numre som "Mind Mischief", "It's Not Meant To Be", "Why Won't They Talk To Me" og "Apocalypse Dreams", der byder på velspillede broer og forførende variationer.

Særligt den tungt groovende "Elephant" står som et af aftenens højdepunkter. Et nummer med så meget coolness som "Elephant", og som tilmed leveres overlegent på den fede måde, bliver svært at overgå i fremtiden. Selv for Parker.

Encore på Roskilde

Kevin Parker virker ydmyg og taknemmelig for aftenens fremmøde og har med sin korte, dog klichéprægede interaktion fat i sit publikum, mens han agerer professionelt, tilbagelænet og behersket på scenen.

Numrene leveres på æstetisk vis med Parkers forførende falset, og han er bakket op af et velspillende band, der nok er anonyme i deres fremtræden, men får sangene til at leve.

Efter ekstranumrene "Feels Like We Only Go Backwards" og "New Person, Same Old Mistakes" efterlader Tame Impala mig med et indtryk af en super cool koncert med stærke melodier og groovy rytmer, der bliver leveret med overskud.

Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tage derfra med en følelse af, at jeg som helhed savner "det lille ekstra", der er så svært at definere. Når jeg så alligevel lander på de fem stjerner, er det for de overvejende, intense øjeblikke, hvor Parker hypnotiserer publikum med sit talent , og én ting er sikkert: Tame Impala kalder på mere. Så Roskilde – godt booket!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA