Massive Attack : Tap1, København

Massive Attack , Tap1, København

Massive Attack : Tap1, København

Anmeldt af Per Bloch | GAFFA

På nettet er opvarmningen Young Fathers kategoriseret som hiphop. På scenen er de et eklektisk mix af rap, soul, grime, moderne storbyjungle. Og hip-hop. Skrattende beats og dundrende rytmer ud over stepperne. Fire skotter, tre af dem i front med mikrofoner, den sidste lige bagved på trommer og knapper.

En slags M.I.A.-energi møder Oasis-flaberi fremført af tilknappet kontordreng møder åben-skjorte-gade-dreng møder anonym-mand-i-midten. Scenefremtoningen pendulerer imellem "jeg gider hverken være her eller gøre mig umage"-attitude og "der findes ikke noget vigtigere end at være lige nøjagtig hér"-udstråling. Det siger sig selv, at sidstnævnte både gør sig bedst på scenen og for musikken.

Fem mikrofonstativer står klar forrest på scenen og præcis klokken 20.00 går Massive Attack på scenen. Sangerinden Martina Topley-Bird åbner med "Battle Box 001", store armbevægeler og blitzende medicin-begreber på storskærmen. Orkestret består af fem instrumentalister og dertil kernen i Massive Attack, Robert Del Naja og Grant Marshall samt aftenens stemmer: allerede nævnte Topley-Bird, Azekel, Horace Andy, Deborah Miller og de tre sangere fra Young Fathers. En alsidig besætning, der tilsammen formår at dække Massive Attacks meget brede lydunivers. Fra de slæbende og tunge numre til de højpulserende og svævende sange.

Hvad handler Massive Attack om? Det er noget med mennesker og maskiner, hjerterytmer og kredsløbstakter, pixels og bløde kurver, støv og knas, krokodilletårer, farverigdom, om blomster der bryder jordskorpen, politik ... en masse budskaber om flygtninge, tabloidoverskrifter, statistik, krig og medicinalmilligram. Et lysnede show, der ruller forbi på skærmen bagerst på scenen. En billedstrøm, stroboskopisk, nærmest som undertekster til musikken. Endda også på dansk: "Linse: Jeg gider ikke betale topskat for dovne arbejdsløse". Vi smiler og frydes over at blive talt direkte til, som vi plejer, men når effektmageriet toner ned, eksempelvis i "Teardrop", føles det som at få fred til at lytte til fine live-versioner og fortolkninger af klassikere, som musikere gør sig umage for at gøre levende.

Stemmerne
Lyden af Massive Attack er også defineret ved de mange skiftende vokalister, der har tilført deres stemmer: Damon Albarn, Sinéad O'Conner, Tricky et cetera. Azekel er nyeste skud på stammen og medvirker også på deres nye ep. Han giver en uovertruffen og intens udgave af titelnummeret "Ritual Spirit". Horace Andy, der om nogen er indbegrebet af Massive Attacks lyd, virker skrøbelig, da han kommer på scenen for at synge "Girl I Love You". Jeg holder vejret, når han går omkring på scenen og håber, han ikke knækker. Hans vibrato er distinkt, som vi kender den, men alligevel forandret. Hans stemme og sang er dybtfølt og ægte, som altid, og hans udtalte sensibilitet klæder musikken og gør den endnu mere levende.

Det er en fryd at iagttage Robert Del Najas nærvær på scenen. Sikker, present og musikalsk allestedsnærværende. Grant Marshall kommer og går, og når han er der, er det med hans karakteristiske dybe klang. Jeg tager mig selv i at tænke, at bandet har startet en af sangene i en forkert toneart, for så dybt vil han ikke kunne synge, men jeg tager fejl – han smyger sig ned i registret og fanger bunden. Andre gange er det en rystende dyb bas fra elektronikken, der tager fat om os. Sætter sig i struben og maven. Man kan se bækkenerne omkring trommesættet vibrere, ligesom fibrene i tøjet sitrer. Massive Attack er i sandhed et massivt angreb, og de rammer hele spektret fra de lyseste ornamenter til de mørkeste afkroge.

Fornuft og følelse
Kan man gøre alt rigtigt og alligevel fejle? Måske. Koncerten har det hele, men næsten for meget. Full speed og full stop. På godt og ondt, og bagsiden af medaljen er, at hver gang tingene begynder at glide og gøre godt, så er nummeret slut. Når det spiller, så er det dirrende smukt og helstøbt – "Angel", "Ritual Spirit", "Safe From Harm" ... men det bindes ikke sammen, og vi ender med knap to timers stopdans; fragmenteret og abrupt.

Massive Attack er det perfekte soundtrack, men til scener fra storskærmen, der er overlæssede med indtryk og budskaber, og udtrykket er klippet i stykker, så der aldrig kommer en sammenhængende film ud af det. En perlerække af kortfilm, der aldrig glider sammen til et fælles hele. Og de krydrende budskaber, der kværner på bagtæppet ender som forvirrende visuelle distraktioner – og hvorfor? Der er ingen grund til at flytte fokus fra musikken. Det ærgrer mig. I små glimt keder jeg mig. Jeg når at formulere sætninger til anmeldelsen. At sende et par fotos hjem. Og samtidig konstaterer jeg, at det er imponerende, velspillet og musikalsk storslået. Og så igen: stadig med en vis armslængde.

Der, hvor armen bøjer og kommer ind og rører kroppen, er eksempelvis, når Robert Del Naja stopper "Inertia Creeps", fordi guitaren ikke kan høres, og de starter forfra. En bug i maskineriet, et menneske, der opdager, at noget mangler og gør noget ved det.

Efter knap en time og tyve minutter er første sæt slut. Kort pause og et heftigt encore sætter ind: Martina Topley-Bird på den nye ep's "Take it There" og Young Fathers synger en potent og skabet "Voodoo in My Blood". Den uomgængelige "Unfinished Sympathy" med Deborah Miller lukker koncerten. 


Enkelte numrene i løbet af koncerten er helt oppe at ringe – andre drukner i distraherende visuals og informationsbombardementer. Hvad gør man ved det? Når noget er 6-stjernet og andet er 2-stjernet. En form for gennemsnit? Måske undlader man at hænge sig i tal og karakterer. Når det drejer sig om musik, bør følelser og sansninger aldrig drukne i fakta og fornuft. Husk venligst det næste gang, Massive Attack.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA