Spidergawd : Posten, Odense

Spidergawd , Posten, Odense

Spidergawd : Posten, Odense

Anmeldt af Morten Gottschalck | GAFFA

I samme minut som jakkerne kyles i garderoben, trykker aarhusianske The Silent Low nådesløst bas-pedalen ned. Helt ned i scenen.

Corrosion of Conformity har muligvis ligget på pladespilleren i øvelokalet, og opvarmningsbandet holder den helt klassiske form med bas, lead- og rytmeguitar, med vokal og trommer. Hvor er det dog en fornøjelse at blive overrasket med sydstats-rock'n'roll og voldsom bas, som er tykkere end hovednavnets. På en hammersyg onsdag. Gutterne er tydeligvis gode venner, og stemningen på scenen er derefter. Underligt at den slags kun får 3-400 likes og 13 publikummer i landets tredjestørste by. I kan ellers godt begynde at booke dem derude. Fire flotte stjerner til The Silent Low, som dog godt kunne bruge en smule botox på sine trommeskind. 

Spidergawd

Hovednavnet trækker cirka fem personer mere end opvarmningen, men norske Spidergawd virker komplet upåvirkede. De er kommet for at høvle det ene lækre rocknummer efter det andet af, and by spidergawd, det er, hvad der skal ske.

Der findes altså en helt særlig skandinavisk lyd. For mig er den umiskendelig, og går igen lige fra Röyksopp til The Knife over til færøsk punk og selv i Volbeat. En klarhed i lyden, en optimisme og underliggende glæde og tilfredshed, som også mærkes i Spidergawds harmonier.

Hvor The Silent Low viste sit kammeratskab tydeligt, siger Spidergawds frontmand Per Borten mere "jeg har hyret disse gutter til at fyre den af". Han er lige ved at tabe mig på gulvet med sin kølige distance, sin underligt stive facon, store norske designerbriller og kæmpe halstørklæde, da Spidergawd i fjerde nummer pludselig skruer helt ned. Helt, heeeeelt ned for den voldsomme tonsen. Alle folk spidser øren og tager et skridt frem i skoene, og pludselig bryder nummeret ud i fuldfed brølende norsk rockabilly. Hele salen er med. Oh my spidergawd, sådan skal det være. Reddet fra en kedelig treer. Og nu kommer spilleglæden på scenen.

Næsten flammer

Saxofonen spilles som en guitar på crack, og vi glider fra fræsende guitar til Dizzy Mizz Lizzy-storladenhed uden så meget som én krummet tå. "Come OUN now!" råber Per Borten i den nordiske mørkeblå jakke og de lysebrune spidse sko og høvler uden nogen form for slinger ind i et nyt nummer, der lyder som Fu Manchus tvilling, mens den overskægbeklædte trommeslager spytter på sig selv og smadrer lilletrommen for tredje eller fjerde gang. For så vildt er det i aften. "I know, I know!!" råber Borten i næste nummer, men hans fråde om munden virker mere tilrettelagt end spontan, og hans blik søger straks instrumentet. Dygtige, det er de altså.

Klokken bliver 22, bandet har spillet i en time, og de påstår at koncerten er slut. Men vi nægter at acceptere det, for det blev ret godt undervejs. "Jo, jo," siger de. "Nej, nej", svarer vi. Okay, de giver efter. Spidergawd serverer et sidste sprødt og buldrende nummer og sender os ud i februars kølige skandinaviske regn med rødlige kinder, som næsten blusser.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA