JazzKamikaze : Atlas, Aarhus

JazzKamikaze , Atlas, Aarhus

JazzKamikaze : Atlas, Aarhus

Anmeldt af Rasmus Espersen | GAFFA

Ti år sammen er ganske imponerende for et band, der som JazzKamikaze giver alt, hvad de har på scenen og spiller som om, der ikke var nogen morgendag. Ikke desto mindre var det i anledning af bandets ti års jubilæum, at de denne fredag aften gæstede Atlas i forbindelse med Vinterjazz.

Det hele startede med Marius Neset, der med et luftigt spil nærmest hviskede dybe saxofontoner ud til publikum. Så satte resten af bandet ind, og pludselig var der så meget blæs på saxofonen, at jeg kiggede efter en blæsertrio et sted på scenen. Uden held. De fortsatte i "Up To No Good", en hurtig, rockende og funky The Meters-agtig sag, hvor JazzKamikaze viste deres sans for en god rytme og modrytme samt et nærmest telepatisk præcist sammenspil i et imponerende højt tempo.

Her spillede Neset sin anden solo – hvor han fik luften fra vides ikke. Allerede på denne anden saxofonudfoldelse var et mønster blandt publikum, der skulle holde resten af koncerten, trådt frem. Først tabte vi underkæben, så smilede vi helt op til ørene, og så hujede og klappede vi.

Med lydens hastighed

JazzKamikaze fyrede den af på scenen. Baggrundsbanneret bar ordene "Travelling at the Speed of Sound". En hastighed, der beskriver tempoet i musikken ganske godt. Aldrig har jeg hørt et band spille så hurtigt, men samtidig beholde en enorm tyngde i lyd og udtryk. Især trommeslager Anton Egers tempo imponerede. Hans teknik er af en anden verden, men han brugte den så musikalsk som et middel og ikke et mål i sig selv, noget en del YouTube-fænomener kunne lære noget af.

Efter en eksplosiv start bød pianisten Morten Schantz i sin AC/DC-T-shirt velkommen til fejringen af JazzKamikazes ti år sammen. Vi skulle lidt ned i tempo med "Laima", et nummer om en thailandsk strand. Man kunne fornemme bølgernes skvulpen i bandets dynamiske sammenspil, men det var nu ikke ren solferie, der var en intensitet i nummeret, en lurende, ildevarslende basgang, der gjorde, at man som lytter ganske vist kom ned i tempo, men alligevel blev holdt på stolekanten.

JazzKamikazes musik kræver opmærksomhed, og den får det. De spiller dynamisk både i lyd, rytmer og tempo. Efter "Laima" blev der igen skruet op for det musikalske festfyrværkeri. Indpisker og bassist Kristor Brødsgaard holdt sin kontrabas mere vandret end oprejst, når han for alvor gav den gas og rockede med – hvilket var tilfældet i mere end halvdelen af tiden.

Guitarist Daniel Davidsen spillede med lige tilpas meget effekt på til, at den fik hele armen, men stadig blendede perfekt ind i musikken. Han stjal ikke rampelyset, men indtog sin andel på imponerende vis. Han og Neset spillede en solistduel, der slog gnister. Morten Schantz spillede sin bedste klaversolo i "Rastapopoulos", der i det hele taget bød på gave efter gave fra tangenterne med sine bluesede, vuggende gentagelser.

JazzKamikaze spillede med fuld fart og lukkede øjne, hvilket aldrig resulterede i en hård landing, men derimod har skærpet de andre sanser resulterende i evig vellyd og ekstremt præcist samspil. Det kan godt være, at de fejrede ti års jubilæum, men de spillede, som om det var 50.

Smells Like Teen Spirit

Alle fem medlemmer imponerede og leverede i det højoktane, symbiotiske sammenspil. På trods af dette høje grundniveau stak Eger og Neset alligevel ud. De spillede, som om de havde glemt, at de også skulle kunne holde til et tyve års jubilæum, men de blev ved nummer efter nummer og duellerede endda i en solo, der burde sætte sine fysiske begrænsninger og tvinge hinanden i jorden, men bare gjorde dem bedre og bedre.

Marius Neset nævnes sammen med historiens helt store saxofonister. Det er helt sikkert det rette selskab at nævne ham i, men hans spil tåler ingen sammenligning. Det er af en anden verden og skal opleves. Han spillede endda på både tenor- og sopransaxofon – samtidig. Uden at det blev nogen fjollet gimmick, det lød fantastisk, og spillet veg ikke en tomme fra den høje klasse, han havde udvist på bare en enkelt saxofonen aftenen igennem. For at slå syvtommersøm i sin overmenneskelig spillede han da også lige guitar.

Til slut bød ti års jubilarerne en 25 års jubilar indenfor i form af "Smells Like Teen Spirit", elegant listet ind af Marius Neset til publikums måben, smilen og jublen. Det resulterede i stående ovationer. Disse måtte gentages efter ekstranummeret "Karaboudjan", endnu en komposition fra Schantz' hånd opkaldt efter en Tintin-figur. På en flot, men ualmindeligt kold aften holdt JazzKamikaze gryderne i kog og humøret i top indendørs. Jeg gik lykkelig derfra med et håb om en 11 års jubilæumstour.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA