Anderson .Paak : Pumpehuset, København

Anderson .Paak , Pumpehuset, København

Anderson .Paak : Pumpehuset, København

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Nogle gange kan man fornemme, at man oplever en kommende verdensstjerne. I Pumpehuset sker det, da Anderson .Paak sætter sig bag trommesættet. Som det naturligste i verden skaber han ubesværet et vidunderligt funky beat som underlægning til sin blanding af rap og sang. Præcis da overgiver publikum sig, og der breder sig en en sjælden begejstring i hele salen, som om vi ved, at vi bevidner noget stort.  

Særegent talent

At Anderson .Paak er på vej til at blive stor, er godt nok ikke ligefrem en velbevaret hemmelighed mere. Efter hans fingeraftryk var at finde overalt på Dr. Dres comeback-soundtrack "Compton" fra sidste år, har hele musikverdenen haft blikket rettet mod den unge mand fra Oxnard, Californien. Hans debutalbum "Venice" vidnede om en eklektisk kunstner med et særegent talent, og på det nylige "Malibu" udvidede han repertoiret med samarbejder med nogle af hiphoppens sværvægtere, samtidig med at hans eget udtryk fik flere toner af gammeldags r&b. Med andre ord kunne man med rette forvente sig gode ting af aftenens koncert.

Men faktisk er det en overraskende hård fødsel. Først er det en krig i det hele taget at komme ind i Pumpehuset, hvor personalet kæmper en brav for at hjælpe 600 publikummer af med jakken i den smalle indgang, hvilket resulterer i, at mange må opleve opvarmningen leveret af danske Nanna B. fra køen udenfor. Da dj'en sætter musikken i gang, er det et lydbillede præget af en skramlende bas, der ikke er forenelig med den vellyd, man forbinder med Anderson .Paaks musik.

Ikke desto mindre tages der vel imod hovednavnet, da vi hører hans distinkte vokal, og han uden dikkedarer entrerer scenen. Og vokalen er distinkt. Det er ikke til at sige, om han lyder som Mayfield, flyder som Kendrick eller noget helt tredje, for han kan lidt af det hele. Da han i et af åbningsnumrene, "Carry Me" rapper: "Hey, hey, hey, gather 'round hustlers / That is if you're still livin'/ And get on down before the judge give the sentence" er det med reference til Jay-Z, som igen citerer Slick Rick, og sådan svæver Anderson .Paak konstant rundt i musikhistorien.

Multikunstner – men ingen gøgler

Efter et par numre blot assisteret af dj'en bringes The Free Nationals på scenen. Det booster udtrykket massivt, og de mange par på Valentines-date går fra at holde om hinanden til at danse i salen. Og så er det, det sker. Trommesættet har stået mystisk ubemandet, og Anderson .Paak sætter sig bag det og viser over de næste numre, at han er en fremragende perkussionist, samtidig med at hans vokal næsten bliver endnu tightere, når han rapper og synger samtidig.

Man kan let komme til at lyde som en gøgler, når man bliver benævnt tusindkunstner, og på sin vis skriver Anderson .Paak sig blot ind i rækken af rappere, der ynder at spille trommer live, som Common, Mos Def og Flavor Flav. Men egentlig er der i højere grad tale om et multitalent af en musiker, der tilfældigvis også benytter rap som udtryksform.

"Fellas, do you think you can let some of the ladies come to the front?" spørger .Paak, hvorefter han griner "it's hard to get real sexy, when I'm looking at all these beards". Herefter får vi en stribe sange med damerne i fokus, blandt andet den fornemme "Suede", lavet i samarbejde med NXworries. Det er også en af hans mest oplagte regulære sange i konventionel forstand, for ellers er det mere helhedsoplevelser, der smelter sammen, han leverer.

Unikt og ujævnt udtryk

Over en times koncert inklusive ekstranumre afsøger Anderson .Paak krinkelkrogene af hiphop og r&b. Der er hilsner til forgængere fra neo-soul-bevægelsen som ?uestlove og Soulquarians, men det virker meget unikt og med en klar placering i Californiens varme westcoast- sound. .Paak er vokset op i Oxnard ligesom produceren Madlib, og de har en fælles legesyge, der gør, at de aldrig sidder fast i blot et enkelt udtryk.

Anderson .Paak er en spændende liveoplevelse. Jeg ved ikke, om jeg synes, hans sceneshow matcher den indspillede oplevelse. Det er vildt at opleve han gå fra trommesættet til vocoderen og til at springe ud i publikum, men det er, som om han endnu ikke helt er færdigudviklet, og det giver et ujævnt udtryk, hvor han mere virker som musiker til sin egen koncert end hovednavn. Naturligvis er liveoplevelsen præget af, at han ikke kan have gæsterne fra "Malibu" med, og der dermed ikke rappes så meget, men desværre er der også virkelig meget medbragt backing-vokal, og her ville det have klædt udtrykket med egentlige korsangere. Men i glimt oplevede vi stor musik og især stor musikalitet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA