Anthrax: For All Kings

Anthrax
For All Kings

Anthrax: For All Kings

GAFFA

CD / Nuclear Blast Records
Udgivelse D. 26.02.2016
Anmeldt af
Keld Rud

Glem alle bekendtgørelser og fanfarer, der er gået forud for For All Kings. Det er hverken Anthrax' bedste, hårdeste eller tungeste. Til gengæld følger det fornemt i forgængeren Worship Musics fodspor. Det album forenede New York-thrashernes fortid og nutid på en helt igennem ærbar facon, der resulterede i et stærkt og moderne thrashalbum. Her tager For All Kings tråden op.

Efter introen Impaled thrasher You Gotta Believe til den store guldmedalje, mens den efterfølgende Monster at the End overbevisende bearbejder lytterne i mid-tempo. Hvis man ser bort fra den stort anlagte Blood Eagle Wings, der næsten er otte minutter, kører resten af albummet i disse to gear. Breathing Lightning er nok den lettest tilgængelige sang, mens Evil Twin og Zero Tolerance er de mest aggressive. 

En lille håndfuld mindre sange, der godt nok viser et tændt hold musikere og byder på nogle respektable riff, men desværre få virkelige mindeværdige omkvæd betyder, at For All Kings samlet set står som Worship Musics lillebror. Meget lig, men ikke nær så stærk.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA