Dance With Dirt: Marathon

Dance With Dirt
Marathon

Dance With Dirt: Marathon

GAFFA

CD / AEM Records
Udgivelse D. 26.02.2016
Anmeldt af
Christian Voldborg Andersen

Det danske band Dance With Dirt er klar med deres andet studiealbum, Marathon. Gruppen, der debuterede med debuten We Are Dance With Dirt i 2013, spiller guitarbaseret og melodisk poprock. Musikken er hverken kompliceret eller revolutionerende, og der er ingen prætensioner om at lave stor popkunst, men drengenes musikalske energi er bestemt ikke til at tage fejl af.

På det dramatisk opbyggende åbningsnummer The Pleasures Of Being Poor demonstrerer bandets forsanger Magnus Jacobsen sin karakteristiske rockvokal. Der er dømt falsetsang, larmende guitarspil og buldrende trommer. Det er kompetent og veludført drengerøvsrock. Titelnummeret Marathon lyder som en hybrid mellem Kings of Leon, The Who og Tom Petty & The Heartbreakers. Albummets musikalske referencer knytter sig til guitarmusikkens helt store navne i udlandet.

På nummeret Living Is Easy prøver bandet for alvor at forene pæn popmusik med den skarpe rockmusiks ingredienser. Bandet fungerer dog bedst, når de spiller mere traditionel rockmusik. Sangskrivningen er bestemt ikke stor poesi, men bandet kompenserer med smittende charme, drive og gåpåmod. Som lytter bliver man revet med af drengenes kraftfulde karisma. Der er ingen tvivl om, at et nummer som Coming Home kan sætte gang i et feststemt festivalpublikum på en solrig sommerdag.

Højdepunktet på albummet er nummeret Drunk Lovers, der har et omkvæd, som kan hamle op med de helt store stadionrockbands. Albummets sange fortjener at blive hørt live, hvor bandet for alvor kan vække kompositionerne til live. Numrene tigger nærmest om at blive leveret live med masser musikalsk testosteron. Danske fans af tidløs poprock vil føle sig godt til rette i selskab med Dance With Dirt, selvom deres andet album ikke tilføjer meget nyt til poprockens alfabet.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA