Lubomir Melnyk og Exec : Frost Festival, Arbejdermuseet, København

Lubomir Melnyk og Exec , Frost Festival, Arbejdermuseet, København

Lubomir Melnyk og Exec : Frost Festival, Arbejdermuseet, København

Anmeldt af Frederik Kyhn | GAFFA

Som festivalleder Mikael Pass så fint fik udtrykt det i sin introducerende tale, var aftenens dobbelte koncert en "kronjuvel" på det funklende program til årets Frost Festival. Og ligesom juvelens basale dele udgør en smuk helhed, bestod denne todelte koncert på Arbejdermuseet af simple elementer: to mænd og et klaver. Dertil tilsat et overflødighedshorn af visuel magi fra det danske kollektiv Obscura, der i løbet af aftenens første halvdel fik vægmaleriet i museets detaljerige festsal til at danse bag et slør af sorte skygger, cigaretpletter og mirager af vandspejlinger. Dioderør var blevet sat i sirlige rækker overalt på scenen (og udenfor et par steder) og projicerede hvide lysglimt ud på det betagede publikum. Der var lagt på til den helt unikke koncertoplevelse.

Lubomir MFormskiftende klangbølger

Lige så prangende som scenografien tog sig ud, lige så ydmyg og alment udseende stavrede den 67-årige pianist Lubomyr Melnyk op til sit elskede instrument. Efter eget udsagn kan Lubomyr noget, som ingen andre længere kan, og det noget kalder han for continuous piano. Med en anelse for fabulerende tale om naturvidenskabens fejltagelser satte Lubomyr i med en kort og veldrejet introduktionsmelodi til "Elysium", der ikke videre viste Lubomyrs idiosynkratiske spillestil, men blot lagde sig op ad andre pianisters.

Det varede dog kun indtil det øjeblik, hvor samtlige af pianistens fingre blev sat i sirligt krypterede bevægelser, og armene på den ukrainske kunstner bevægede sig i kurvede bølger. Lige så gjorde tonerne, der, når det gik allerhurtigst, kom i så lind en strøm, at det var svært at adskille den enkelte tone fra den anden. I stedet smeltede tonerne sammen og dannede bølger af klange, der for hvert akkordskift langsomt formede sig i nye klangmønstre, ligesom de skygger der stille faldt over bagvæggens landsskabsmaleri.

Selvom netop den visuelle side i tæt harmoni med musikken gelejdede publikum igennem aftenens sanselige oplevelse, var det musikken, der med Lubomyrs unikke teknik indhyllede rummet ind i vibrerende efterklang. På stykket "Butterfly" fandt pianisten et skatkammer af sprudlende overtoner, der på de lyseste tangenter dannede harmoniske vidundere. Selv et stykke som "I Love You", der, på grund af den specielle lokation, var tilegnet Louis Pio, der grundlagde Socialdemokratiet, og som grundet sin stærke melodi sagtens kunne have været spillet med sparsomt akkompagnement.

Men Melnyk er ikke hvilken som helst pianist, og det blev der sat et udførligt punktum for på den musikalske fortælling om en gammel vindmølle, der i en grusom storm må lide sin endelige skæbne. Her fik Lubomyr bevæget sig over et spænd af blide sofistikerede harmonier til et nærmest kakofonisk kaos og fra en introducerende buldren i de dybe tangenter til en blid og nænsom kvidren i de lyse, da stykket efter hæsblæsende femten minutter ebbede ud.

Det er ikke for alle og enhver at lytte til Lubomyr Melnyks tekniske overlegenhed. Men det er en lektie for enhver i ydmyg tilgang til sit erhverv med flagrende fagter at bede sit publikum om i lige så høj grad at rette det stående bifald, der så fortjent opstod efter sidste nummer mod scenens klaver. At lytte til Lubomyr Melnyk er det tætteste man kommer på at høre, hvordan synergien imellem fingrenes bevægelser og klaverets stålplader vibrerer og virker overvældende og ærefrygtindgydende.

Småt med overskud, men stort med potentiale

At skulle følge op på den yndefulde kaskade af lyd, som Melnyk forinden havde beriget det fremmødte publikum med, var mildest talt en stor opgave. Den var overladt til forsanger i pauseholdende Veto, Troels Abrahamsen og hans spritnye soloprojekt, det klaverbaserede EXEC. Selvsamme fik da også sagt tidligt i sin koncert at han var betydeligt nervøs over at skulle følge op på den tidligere koncert.

Abrahamsen gik på scenen uden introduktion og med et skævt smil på læben, der på sin egen kejtede måde fint illustrerede det skisma, som de fleste af koncertens 12 sange blev udført i. Meget få af sangene sneg sig over to minutter i varighed og blev ofte afsluttet abrupt og pludseligt. Til at afvæbne sig indsatte Abrahamsen lattermilde jokes imellem numrene, hvilket skabte en nærmest varieté-lignende stemning i salen.

Men imellem forvirring og nervøsitet opstod der på de korte numre en helt speciel kombination af angstfuld inderlighed og ekspressiv storladenhed, når Troels Abrahamsen med et alsidigt akkompagnement på klaveret lod sin karakteristiske stemme klinge ud igennem salen. Og her var der ingen nervøsitet at spore. Fingrene flød glat over tangenterne, og stemmen vibrerede med den føromtalte inderlighed.

Især andensinglen fra EXEC-projektets første skive, "The Limber Real", nummeret "Going Under" ramte lige i fællesnævnerens hjertekule og satte sig spor i den bomstille sal. Abrahamsen sprang fra intensitetsniveauer, der spændte fra de helt små plimp på instrumentet på "Hymn" til frådende at kaste sig over de dybe tangenter på "Full of Knots".

Så snart de alsidige numre blev stoppet på mere eller mindre kantet vis var der dog ingen inderlighed eller magi at spore, og den nervøse musiker sprang igen frem fra bag musikkens omsluttende maske. Det var forvirrende hele tiden at skulle afveje, hvor koncerten bar hen. Men i de små kompositioner, der stod i fin kontrast til Lubomyrs alenlange virtuositet, fandtes et stort potentiale for den danske sangskriver i det nye projekt. Det er blot koncertformen, der skal arbejdes med.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA