Lydia Lunch Retrovirus: Loppen, København

Lydia Lunch Retrovirus, Loppen, København

Lydia Lunch Retrovirus: Loppen, København

Anmeldt af Andreas Sorgenfrei | GAFFA

Med en musikalsk karriere, der strækker sig fra sluthalvfjerdserne med no wave-bandet Teenage Jesus And The Jerks, og op til denne senvinteraften på Loppen med Retrovirus, har den i dag 56-årige Lydia Lunch med tiden tilegnet sig en særegen status ud af firsernes mørkeste skygger.

Bagkataloget er enormt, og listen af prominente musikalske legekammerater alenlang. Men for denne anmelder, som ikke er opflasket på Lunch og firsernes New York, var hun indtil for få uger tilbage imidlertid et ubeskrevet blad. Med al respekt for die hard-fans, der måtte læse denne anmeldelse, er det altså fra et dugfriskt perspektiv, og med udgangspunkt i aftenens performance, uden dybere kendskab til sætlisten og karrierens mange perioder, at denne anmeldelse er forfattet. Et gennemlyt af en stak udvalgte plader i ugerne op til koncerten løftede dog imidlertid noget af sløret for, hvad der var i vente. Og særligt live-albummet "Retrovirus" fra 2013 medbragte et løfte om, at Christiania nok ville komme til at støje mere end sædvanligvis denne aften.

De jazzede elementer af avantgarde med horn og klaver, der gennemsyrer solodebutpladen "Queen of Siam" fra 1980, er med "Retrovirus" så godt som udviskede. I stedet er det guitarist Weasel Walter, der træder i karakter, som en sand virtuos mester udi det kaotiske med sine konstante disharmoniske udbrud op ad de seks strenge. Med en stålsikker bund i form af den formidable eks-Sonic Youth-trommeslager Bob Bert, der sammen med Weasel er med på denne tour, efterlader den nu tre år gamle "Retrovirus"-plade altså store forventninger til aftenens Loppen-koncert.

Og lad ét være sagt: Den trio, som Lydia Lunch her har samlet, kan virkelig noget helt særligt sammen. Med skarp sans for udsyrede grooves og brutale stemningsskift mellem støj og harmoni fremstår de som en samlet trio, der har taget et radikalt take på en lang karriere og fået deres helt egen ting ud af det.

Desværre er koncerten også fra starten plaget af tekniske vanskeligheder og en frontkvinde, der forsøger, men aldrig for alvor kommer ordentligt ud over scenekanten. Et kvarters tid før koncerten ender med at gå i gang, kommer Weasel Walter slaskende ind over scenen med en gigbag og begynder at lave sin egen lydprøve. Dj'en spiller stadig. Det bliver klart, at bandet ikke har lavet ordentlig lyd endnu.

Dertil flankeres Lunch af et nodestativ, hvorfra hun vender papirer mellem numrene i den første del af sættet. Det springer i øjnene som et irritationsmoment, at det skal være nødvendigt at have, hvad der må formodes at være sangtekster på skrift med på scenen, når man turnerer med et så vanvittigt fedt backingband.

Koncerten kommer altså delvist skidt fra start, rent performancemæssigt. Delvist, idet bandet synes at skide på det hele og spille lige gennem alle slingrekurser som en musikalsk magtdemonstration, mens Lunch derimod virker anderledes hæmmet i sin optræden. Det bliver ganske enkelt aldrig en rigtig nærværende oplevelse at være i hendes selskab, selvom man dog også momentvist, som i "Mechanical Flattery", kan ane, at hun kan være en større oplevelse på en bedre dag.

Lunch' stemme er med tiden blevet godt tilrøget. Hun pulser smøger mellem numrene og taler hårdt og provokerende til publikum med et glimt i øjet. Hendes aggression og primitive stil går godt i spænd med musikkens vildskab. Hun spænder ikke over noget særligt stort register stemmemæssigt, og fremstår på mange måder både slidt og endimensionel, men hele tiden med den her rå coolness over sig. På en god aften med mere overskud skal hun helt sikkert nok være fantastisk. Men for denne anmelder udebliver magien desværre altså under gode dele af aftenens koncert.

Lunch afslutter med at understrege over for publikum, at hun nu, grundet for sløsede klapsalver, ikke gider at spille mere, og går direkte over i ekstranummeret, Suicide-coveret "Frankie Teardrop". Efter koncerten beder hun os alle pisse ad helvede til og gå over og købe "some fucking merch!"

Med et band, der spiller en femstjernet koncert, og en Lunch, der for denne anmelder synes at læne sig mere op ad de to, er tre stjerner, hvad det kan blive til for dette danske visit fra Lydia Lunch Retrovirus.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA