Joanna Newsom og Robin Pecknold: Glyptoteket, København

Joanna Newsom og Robin Pecknold, Glyptoteket, København

Joanna Newsom og Robin Pecknold: Glyptoteket, København

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Frost Festival har gennem februar – for sjette gang – holdt koncerter på usædvanlige københavnske lokaliteter, blandt andet Planetariet, Hotel Astoria og Arbejdermuseet, med markante danske og udenlandske kunstnere. Det absolutte hovednavn var dog den amerikanske sangerinde, sangskriver og harpenist Joanna Newsom, der sluttede festivalen af i Ny Carlsberg Glypoteket.

Joanna Newsom er en ganske særegen kunstner. Alene det, at hendes hovedinstrument er harpe, adskiller hende fra langt de fleste andre inden for den rytmiske musik. At hendes stemme er usædvanlig lys, at hendes tekster er lange og meget komplekse og billedrige, og at hun har en forkærlighed for sange på fem-10-15 minutter, ofte uden egentlige omkvæd, holder hende også på sikker afstand fra mainstream-musikken. Alligevel har hun fået opbygget en solid fanbase via sine fire album og stabil turnévirksomhed, og de 450 billetter blev da også udsolgt på få timer. Det var også kun Newsoms femte besøg i Danmark fra og med koncerten i Lille Vega i 2004 – og hendes første i seks år.

Koncerten fandt sted i Festsalen i Glyptoteket, hvor smukke antikke søjler og statuer og stemningsfuld lyssætning udgjorde de noget nær optimale fysiske rammer. Harpen knejsede prægtigt midt på scenen omkranset af flygel, trommesæt og en sektion med strygere og strengeinstrumenter.

Opvarmning: Robin Pecknold ****

Inden hovednavnet skulle vi dog lige have en lille halv times opvarmning ved Seattle-sangeren og sangskriveren Robin Pecknold, der bedst er kendt som forsanger og sangskriver i pauseholdende Fleet Foxes, men nu er draget på turné med Newsom med nyskrevne solosange, som han, ifølge festivalleder Mikael Pass, ikke helt ved, hvad han skal gøre med – måske udkommer de på et album.

Pecknold fremførte seks numre på en akustisk guitar med fyldig rumklang og skiftevis akkord- og fingerspil. Hans karakteristiske lyse stemme var smuk og stærk som i Fleet Foxes-dagene, og sangene var udmærkede, om end jeg greb mig i at savne de flotte vokalharmonier fra Fleet Foxes. Robin Pecknold kan dog helt klart også klare sig på egen hånd.

Joanna Newsom: *****

Jubelen var massiv, da Joanna Newsom trådte ind på scenen fulgt af sine fire musikere. Publikum tav dog andagtsfuldt, da Newsom satte sig ved harpen, begyndte at klimpre og i headset-mikrofonen sang linjen "We sailed away on a winter's day" – så var sejladsen til en eventyrlig parallelverden i gang.

Åbningsnummeret, "Bridges and Balloons", er også første skæring på Joanna Newsoms debutalbum "The Milk-Eyed Mender" (2004), hvor Newsom og hendes harpe var stort set eneste medvirkende. I aften var sangen blevet omarrangeret for band med blandt andet flotte korpassager fra de to violinister og diskret slagtøj, og det fungerede glimrende.

Ellers havde sættet hovedfokus på Newsoms senere albums, og her lå liveversionerne tæt på de indspillede, minutiøst arrangerede udgaver. Det samme gjorde Newsoms særegne, meget smukke vokal, som ofte befandt sig i et meget højt register uden at komme ud af kurs andet end en enkelt gang, hvor den ellers officielt godkendte fotograf kom lidt for tæt på. At sammenligne stemmen med den unge Kate Bush er oplagt, men ikke for oplagt. Også fordi Joanna Newsoms ambitionsniveau er mindst lige så højt som hendes register – og den kunstneriske kvalitet følger med.

Newsom var i front bag harpen det meste af tiden, men satte sig i visse numre også bag flygelet, mens hendes bror Pete Newsom fremdeles skiftede mellem trommer og keyboard, strengebetvingeren Ryan Francesconi vekslede mellem guitar, banjo og Balkan-instrumentet tambura (en slags lut), og violinisterne og korsangerne Mirabai Peart og Veronique Serret også betjente blokfløjte og keyboard – for alle parters vedkommende til tider med instrumentskift midt i en sang. Ubesværet og imponerende, og med fremragende lyd. Og en del hurtige stemninger af udvalgte harpestrenge undervejs.

Som en tur i junglen

Sangene fra Newsoms seneste album, "Divers" (2005), fyldte en del på sætlisten, og de er i Newsom-sammenhæng relativt let tilgængelige, med både vers og omkvæd og en længde på sjældent over fem-seks minutter. Over for disse stod de imposante, episke, 10-15 minutters kompositioner fra albummene "Have One on Me" (2010) og "Ys" (2006). Som på pladerne var de live som en tur i junglen – jo længere, man kom ind, jo vildere blev det. Og det gjaldt både musikalsk og tekstmæssigt.

Flere numre, eksempelvis "Emily" og "Have One on Me", lagde ganske forsigtigt ud, men byggede gradvist op mod et crescendo med piskende trommer og dramatiske strygere. Newsoms tekstudtale var heldigvis tydelig, så man kunne høre hendes ord- og associationsrige tekster, hvor konkrete elementer, ofte fra naturen, møder filosofiske udsagn. Eksempelvis "All we saw was that Time is taller than Space is wide", som det lyder i sangen "Waltz of the 101st Lightborne" – og sådan en linje kan man jo så tænke lidt over.

Det er svært at nævne højdepunkter, da koncerten som sådan var ét langt et af slagsen. Den udstrakte "Good Intentions Paving Company" blev dog mod slutningen decideret behageligt groovy, så man kunne sidde lidt og rocke i stolene, og i det ligeledes lange ekstranummer "Baby Birch" blev vi undervejs instrueret i fællesklap, uden at det virkede påklistret.

Klappet blev der også mellem numrene, højere og højere, jo længere vi kom ind i koncerten, og da Newsom efter halvanden time for første gang gjorde tegn til at lægge til kaj, var der omgående dømt stående ovationer. Det manglede da også bare for en helt igennem fremragende afslutning på en vellykket og i øvrigt stort set udsolgt Frost Festival. Vi ses næste år!



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA