Grimes : Falconer Salen, København

Grimes , Falconer Salen, København

Grimes : Falconer Salen, København

Anmeldt af Frederik Kyhn | GAFFA

Der skulle ikke gå mange splitsekunder, efter at de båndede toner af albumåbneren "Laughing and Not Being Normal" ebbede ud, før de første eksplosioner ramte. Med en baggrund af militære camouflagetæpper blev publikum med nummeret "Genesis" revet ind i en sonisk krigszone, hvor granatsplinter af populærkulturelle referencer fløj i et mesterligt virvar fra scenen, og hvor overløjtnant Grimes i et Harley Quinn-inspireret outfit kommanderede sine tropper med cirkelspark og sprint fra den ene scenekant til den anden. Flankeret af to alsidige dansere bevæbnet med sai-sværd, mindede opstillingen allermest om en bizarro-udgave af enhver konventionel popkoncert.

Grimes er nemlig soundtracket til en generation, der er opvokset med pigegrupper og popstjerner med rottehaler og i de sene ungdomsår er trådt hovedkulds ind i en desillusioneret verden, hvor virkeligheden består af iturevne fragmenter af referencer. Og disse stumper har canadieren samlet op og med en sublim bevarelse af poppens sensibilitet skudt det ud i alverdens øregange. At sige, at Grimes er idiosynkratisk synes nærmest at være en underdrivelse eller i værste fald en fuldstændig misforståelse af hendes virkelige talent, som er at skabe et momentum med sin musik i en fragmenteret verden, hvor intet er sikkert. Lige med undtagelse af, at en Grimes er en Grimes er en Grimes. Og hende kan vi li'. Åh ja, hende kan vi li'.

Der er ikke den reference, Grimes ikke tør kaste sit frådende manga-monster af et alter ego over, et ego der ved hvert eneste nik med de farveskiftende lokker mod poppens efterladenskaber har gedigen pondus. Grimes har siden udgivelsen af sit forrige album, "Vision", brugt en mængde tid i Taiwan, og inspirationen fra K-Poppen er heller ikke til at skjule. Især på numre som "Realiti" og "Scream", hvor Grimes på plade har fået hjælp af rapperen Aristophanes, men på livescenen selv begav sig ud i, på hårdtslående taiwanesisk, at kaste vers efter sit publikum.

Spol tiden tyve minutter frem, og selvsamme sangerinde havde begivet sig ud i sin egen nyfortolkning af Franz Schuberts verdenskendte lied "Ave Maria", der blev leveret med et underlag af tung bas. Der var sågar referencer til Riot Grrrl-bevægelsen med guitar slynget om halsen og tre hurtige akkorder på "Flesh Without Blood". Der var et anerkendende nik mod 90'ernes trancescene med "Venus Fly". Grimes har selverkendt ikke nogen musikalsk skoling, og gudskelov for det. Der er intet for stort, tyk, tyndt eller lavt til at passe ind i den kakofoniske suverænitet, Grimes præsterer på en scene, hvor et gennemgående udtryk altid er nærværende og præsent.

Falconers forbandelse

Det er nærmest blevet et mantra i dansk musikanmelderi, men den gode løsning på Falconer Salens lydlige kvaler synes ikke at findes. Den rungende sal stjæler de fleste finesser og giver en solid kras kvalitet til enhver pumpende bas, og det uanset hvem der skulle stå på Frederiksbergs største scene. I en bydel, der ellers netop er kendt for sine skrå brædder. I Grimes' tilfælde gik det unuancerede lydbillede især ud over den vokale præstation, hvor de normalt flyvende fraseringer i verset til "Go" røg sig en tur på intonationen. Det samme gjorde de mindre feststemte numre som "Symphonia IX" og "Venus Fly", der nærmest forsvandt i lyden af pludrende stemmer og opstemt hujen.

Erkendt er Grimes ikke den teknisk bedste sangerinde, men hvad helvede betyder det i grunden egentlig, når der på alle andre parametre sendes en vertikal langefinger ud til forældede normer og støvede konventioner? Det ville simpelthen stå ud i mængden af progressive tiltag i musikken, hvis der blev leveret fejlfri skønsang. Her får man værsgo i stedet at tage imod indestængt monstergrowl og headbanging, tilsat lillepigegrin og store smil. Det er eklektisk, og det er fantastisk.

Ikke engang et ekstranummer skulle leveres konventionelt, næh nej. Stakåndet og knejsende på sin trone af synthesizere og drumpads forklarede aftenens enfant terrible, at processen i at skulle forlade scenen for få sekunder efter at entrere den igen, simpelthen var for unødvendigt nervepirrende. Så aftenens afslutning, "Kill V. Maim" blev leveret prompte og slående lige på, halsende efter sig selv som resten af showet og med et tifoldigt overskud af energi i bagagen. Grimes er sin helt egen unikke skabning, og med aftenens koncert beviste hun samme for første gang på københavnsk grund.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA