Ane Brun : Store Vega, København

Ane Brun , Store Vega, København

Ane Brun : Store Vega, København

Anmeldt af Frederik Kyhn | GAFFA

Den irske forfatter Oscar Wilde sagde engang for længe siden, at anmeldelsens rolle var at berige den anmeldte kunst med sin egen. Anmelderen skulle så at sige skrive så ophøjet, at anmeldelsen i sig selv blev, hvis ikke et kunstværk i sin egen ret, så et sidestykke til det, der var anmeldelsens fokus. Wildes ord kan man selvfølgelig synes sit om. Men hvis man tager det for gode varer, så opstår der et problem i det tilfælde, hvor den anmeldte kunst er så betagende og bragende flot, at de skrevne ord, der skal forsøge at indfange, hvad anmelderen har oplevet, fuldstændig visner ved siden af det, som er anmeldelsens fokus.

Omtrent sådan en situation står undertegnede nu i efter at have oplevet norske Ane Brun i Vegas historiske sal på en ganske almindelig fredag aften. Almindelig i den forstand, at der før koncertstart ikke var det store at skrive i vores lille nordiske land, men at der efter sidste ekstranummer, den storladent melankolske "Undertow", var så mange indtryk at grave frem og berettige om, at det i skrivende stund virker fuldstændig ligegyldigt at sætte en sådan oplevelse på skrift.

Et band til tiden

For hvordan skriver man om en solist bakket op af et fuldfedt line-up af et band, der alle iklædt hvide nuancer indtrådte på scenen og fra første strofe på "Hanging" satte så massiv kraft ind, at samtlige publikummer måtte stå tilbage med dinglende kæber og store, tårevædede øjne. Hvordan skriver man om et band, der besad så gedigen en alsidighed, fra den frasefyldige konversation imellem Bruns guitar og kontrabassen på "To Let Myself Go" til en sveddryppende og soulforelsket r'n'b-sag på den feministiske opsang "You Lit My Fire".

Der var simpelthen ikke en eneste finger at sætte på et band, der i særdeleshed beviste sit værd på det hovedsæt-afsluttende Fats Dominos-inspirerede "Do You Remember", hvor aftenens hovedperson trådte af scenen, der blev spillet op til dans i flere minutter, og Hammond-orglet fik sig en over nakken af en sprællevende pianist. Det band kunne have været hovednavn i sig selv.

Nordens forenende, funklende stjerne

Og så har vi slet ikke snakket om kvinden i fokus. Ane Brun er det tætteste, vi i Norden kommer på en væskeægte diva. Og det siges i den mest positive forstand. Sammenligningerne med artsfæller som Lisa Nilsson og Sissel Kyrkjebø er fortjente, men hun overgår dem med sin på én gang stærke og skrøbelige, lyse vokal. Især på numre som den knuselskelige lille vise "Du Gråter Så Store Tåra" viste Brun, hvordan hun i særdeleshed mestrede de folkelige sider af sit virke. For folkelig er hun. Et opråb til salen viste, at folk var strømmet til fra alle tre skandinaviske lande. Hvis det ikke viser en grænsebrydende kunstnerisk indstats, så ved jeg snart ikke, hvad der gør.

Ane Brun er en personlighed med fødderne solidt plantet i den naturskønhed, som også prydede aftenens bagtæppe og lod den massive stemmekraft, som hun besidder tale, når ikke hun en sjælden gang mindede publikum om, at der uden for koncertsalens fire vægge står en verden i brand og et Europa i flossede stumper. Men med Brun bakket op af to fænomenale korsangerinder på smukke harmonier på "Miss You More" fik vi visheden om, at vi måtte vente lidt endnu med at slukke brande. Selv alene på den nyeste single "All We Want Is Love" fik Ane Brun den store sal til at tie helt og vugge i takt med den melodiske guitarfrasering.

Der er ikke de dele af musikkens verden, Brun ikke får vendt på halvanden time. Selv indiske halvtonefraseringer og polyrytmiske takter serveres på "Shape of Your Heart" til danseføddernes store jubel. Lysmanden bag pulten midt i salen fulgte med og lod strålerne af grønne og røde nuancer bade henover scenen og ud over et storsmilende publikum. Og med et sødmefuldt og hjerteligt nik imod visetraditionen igen fik publikum lov til at stemme i på et inderligt "på gensyn" til den norske sangerinde med "Oh Love".

Ja, tak er kun et fattigt ord. Og fattigere er de ord, som står skrevet på den her side. Der kan ikke komme nok klapsalver og hujende sejrsråb til den lyshårede skønhed, der besad aftenens scene på Vega. Så igen, tak Ane. Og på hjerteligt gensyn.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA