S!vas: Train, Aarhus

S!vas, Train, Aarhus

S!vas: Train, Aarhus

Anmeldt af Mads Jensen | GAFFA

Iført "tonede ruder", som i S!vas-terminologi er det samme som solbriller, står det fremmødte publikum på Train klar til at flyve D.A.U.D.A. Duften af cannabis spreder sig i det tæt på tætpakkede lokale, og koncerten er klar til at gå i gang.

S!vas' tro følgesvend Reza med en nyfunden smag for falafler indtager scenen med sin Apple-computer under armen, og publikum er tændte. I aften skal festen dog krydres og dette i form af Hukaos- medlemmet Tais, som er aktuel med ep'en "Ecstacy". Tais og Reza indtager hver deres dj-pult, og festen bliver sparket i gang.

S!vas kommer flyvende ind på scenen, og publikum eksploderer og giver den op for rapperen fra Brøndby Strand, som i dag er iført sorte crew neck, guldhalskæde og "tonede ruder".

Festen er sparket i gang, men allerede efter første nummer driller teknikken, og den halvpinlige stilhed ville få selv Steve Jobs til at vride sig lidt i graven. S!vas tager dog kontrol over situationen ved at snakke med publikum, hvilket samtidig bidrager med følelsen af et stort nærvær. Apple-maskineriet virker efter kort tid igen, og et inferno af lys, røg fra røgkanoner og gæster, der diskret pulser på deres joint, skaber scenen, inden "Ung Igen" brager ud over højtalerne. Temperaturen på Train tangerer det subtropiske, og en kondensdråbe fra loftet over mig kæmper forgæves med at klæbe sig fast.

Folk smider både hænder og hæmninger i vejret, og en fadøl flyver i raketfart igennem lokalet og rammer en sagesløs kvinde i baghovedet. Hun ryster kort på hovedet, for derefter at fortsætte sin mere eller mindre talentfulde dans i takt til de tunge beats. Lidt væk fra festens epicenter står flere folk dog med deres telefoner, ikke for at tage billeder, men for at scrolle ned ad Instagrams nyhedsvæg, hvilket vidner om, at S!vas ikke har fanget publikums totale opmærksomhed.

Første halvdel af showet er at dømme ud fra publikums energi og valget af sange en smule monotont, hvor vokalen også engang imellem bliver slugt af Auto-tune-afrundingerne. De store hits er blevet gemt bagerst i kataloget, hvorfor første halvdel halter lidt.

Gæster løfter showet

Anden halvdelen af koncerten skal dog vise sig at blive et rent festfyrværkeri, som bringer ovenstående ord til skamme. "Kbhavana" er den første af en hel kavalkade af hits, der skal afløse hinanden i andel halvdel af showet. I modsætning til den 13. marts sidste år, hvor S!vas og Ukendt Kunstner indtog Train sammen, er S!vas i dag det eneste navn på plakaten. Dette er dog så ikke helt tilfældet alligevel. Om det er en erkendelse af brug for hjælp eller bare en musikalsk genistreg er ikke til at sige, men tilstedeværelsen af Højer Øye, Kesi og Ukendt Kunstner gør bestemt ikke festen dårligere. Højer Øye springer rundt på scenen til "Hva Ska Der Ske", Kesi på "Vors" og Ukendt Kunstner på "Stein Bagger", hvor sidstnævnte uden sammenligning må betragtes som aftenens klimaks.

Andel halvdel af showet er sprængfyldt med energi og S!vas' evne til at inddrage publikum skaber et fremragende show fyldt med nærvær og tilstedeværelse. Mobilerne bliver ikke længere brugt til at kigge på damer på Instagram, men til at tage billeder og optage videoklip.

Efter at have inviteret tre andre rappere op på scenen vil S!vas trods alt selv lukke og slukke det på nuværende tidspunkt overophedede bal. En af de helt store kendinge mangler, nemlig den sang, der banede vejen for, at S!vas står på Trains scene denne lørdag aften. "D.A.U.D.A" blæser udover højtalerne og stemningen når næsten "Stein Bagger"-højder, hvorefter S!vas siger tak for i aften og bevæger sig ud fra scenen. Beskedne råb om et ekstranummer dør hurtigt ud, men S!vas kommer dog tilbage på scenen for at give publikum et musikalsk slag i ansigtet at gå hjem på.

"Jaja" bliver nummeret, der på fornem vis lukker og slukker, hvorefter S!vas råber "tusind tak for i aften, Aarhus!" Folk valfarter herefter ud for at forkorte livet gennem et filter og skåle på aftenenes koncert.

En god og nærværende koncert, hvor anden halvdel trak første halvdel op og introduktionen af kendte navne skabte god energi. En god og en tam første halvdel lader dog en stå tilbage med en følelse af, at vi aldrig nåede helt i top, men slet heller ikke helt i bund.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA