Tales Of Murder And Dust: The Flow In Between

Tales Of Murder And Dust
The Flow In Between

Tales Of Murder And Dust: The Flow In Between

GAFFA

LP / Fuzz Club Records
Udgivelse D. 23.03.2016
Anmeldt af
Kristoffer Veirum

Det siges, at djævlen gemmer sig i detaljen, og på The Flow In Between, andet album fra aarhusianske Tales of Murder and Dust, er det som om, at han står på lur i næsten hver takt.

Den meditative åbner Tidal Wave flyver sine ni minutter til trods hurtigt forbi og skaber en urovækkende stemning, der sætter barren for resten af albummet. Black Reflections sætter tempoet op med undertoner af en italiensk spaghettiwestern sat i Helvede. Man genkender senere en forvrænget Morricone i Distorted Ways' guitarmelodi, og man drager skæbnesvangert med på Sisters ominøse sjælefart.

Tales of Murder and Dust fremmaner en barsk natur, et eksistentielt stenbrud, et tidsligt forfald, og de holder albummet igennem en skarp koncentration. Store, urolige flader, der som havet gemmer på store dybder, man langsomt synker i, des mere man hengiver sig til at lytte efter. Musikken fordrer kontemplation, og det virker som en rejse at nå enden i Endless Repetition, hvor man vil sværge på, at man har set Skønheden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA