Dream Theater : DR Koncertsalen, København

Dream Theater , DR Koncertsalen, København

Dream Theater : DR Koncertsalen, København

Anmeldt af Christian Weber | GAFFA

Af logistiske årsager stammer billederne fra koncerten i Vejle Musikteater 12. marts

Det var med let nervøse trækninger, jeg satte mig på min plads i DR's Koncertsal og ventede på, at Dream Theater gik på scenen og skulle fremføre hele deres nye progressive to-akts rockopera, The Astonishing. Fra ende til anden, uden andre numre fra bandets store bagkatalog. Den nuværende Europa-turné, som også lægger vejen forbi Vejle Musikteater på lørdag den 12. marts, er lagt an på den episke storladenhed, som de amerikanske prog-legender altid har haft en forkærlighed for, men som nu lige har fået en tak op ad ved, at hele det nye album fremføres rundt i europæiske teatersale.

Der skal på ingen måde lyde et negativt ord angående bandets beslutning om kun at spille det nye album. Det er immervæk tæt ved 150 minutter langt, og de har lagt vejen forbi så mange gange i de senere år, at der har været rig lejlighed til at opleve en bredere gennemgang af bagkataloget. Det viser også, at bandet ikke er bange for at tage chancer og gå nye veje, og det er trods alt en vigtig grundingrediens for et progressivt rockband.

At jeg så langt fra er sikker på, at The Astonishing er et bedre konceptalbum end favoritten Scenes From A Memory fra 1999, er en anden sag. Der er rigtigt fine musikalske elementer på det nye album, der fortsætter den høje standard, der blev sat på Dream Theaters selvbetitlede album fra 2013, der var en af bandets absolut stærkeste udspil siden de, i undertegnedes øjne og ører, urørlige år fra 1999-2003 med udgivelserne af førnævnte Scenes From A Memory, semi-konceptalbummet Six Degrees of Inner Turbulence fra 2002 og Train Of Thought fra 2003. Konceptet og historien på The Astonishing rangerer jeg til gengæld ikke meget højere, end Keld Rud gjorde i sin anmeldelse her på GAFFA.

Men det kunne jo tænkes, at dramaet ville udfolde sit potentiale i de rette rammer, og derfor var der også en forventningsfuld spændthed i kroppen, da showstart nærmede sig. Måske ville historien blive vakt helt anderledes til live, og jeg ville føle mig langt bedre tilpas i den dystopiske fremtidsverden, skabt af guitarist John Petrucci, hvor The Great Northern Empire holder den afsidesliggende landsby, Ravenskill fastklemt i sine stålkløer, og hvor musik bliver skabt ved tryk på en knap (bandets slet skjulte socialrealistiske kommentar til nutidens lurende farer). Støjen udføres af og for nogle åndsforladte og ganske uvenlige droner kaldet NOMACS, der må betegnes som R2D2s fætre fra helvede.

I førnævnte Ravenskill er der dog tændt et håb for at nedkæmpe diktaturet: Gabriel er The Chosen One, der sammen med brormand i Ravenskill Rebel Militia kæmper og smigrer sig vej frem til den skumle Lord Nafaryus og den smukke datter, Faythe, der lytter til ordentlig musik i skjul på sit værelse. Alle roller fremføres af sanger James LaBrie, som bestemt har stemmebåndene til det. Selvom det medfører nogle tåkrummende stykker undervejs, hvor han bl. a. skal agere den uskyldige Faythe.

Da lyset dæmpes, og showet starter, står det hurtigt klart, at bandet akkompagneres af et solidt video-baggrundstæppe, der præsenterer alle karaktererne og tager os igennem historien. Det fungerer delvist. Det visuelle er ganske sikkert med til at forklare og inddrage os i hele fortællingen, hvor bandet agerer soundtrack, og det er egentlig ganske gennemtænkt og sætter nogle detaljer på plads, som ville have været svært at blive klog på selv uden utallige gennemlytninger af studiealbummet. For The Astonishing er tydeligvis ment som en helhedsoplevelse, og der skulle være et spil og en film på forhandlingsbordet.

Den store baggrundsskærm bringer imidlertid også nogle lidt kuriøse elementer, som f.eks. Faythes meget lyserøde hår, der gør hende meget dukke-agtig; hendes far, Lord Nafaryus' ansigtstics, fordi vi skal vide, at han er ondere end sædvanligt tilsyneladende, og hvad med beboerne i Ravenskills dyrkelse af Gabriel som en lettere dubiøs vækkelsesprædikant, der tryllebinder hele landsbyen med sin sang, imens folk står med armene løftet op imod himlen? Det virker undervejs i showet en anelse besynderligt, at så garvede og virtuose musikere spiller til noget, der et godt stykke ad vejen er et fantasy-plot.

Og vi snakker virkelig om nogle voldsomme musikere. The Astonishing er måske bandets mest sangorienterede album, hvor soli har en mere begrænset rolle i forhold til tidligere. Men det skinner alligevel utroligt tydeligt igennem, at guitarist John Petrucci nok er en bedre guitarist, end han er historiefortæller. Han modtager aftenens største bifald efter flere af sine soli, der netop ikke kun er fræsen op og ned ad gribebrættet, men også maler med nogle tydelige David Gilmour-penselstrøg undervejs. Imens oser Mike Mangini på trommerne af spilleglæde og overskud, også selvom han måske må holde sig til nogle af de lidt mere simple beats på denne turné.

Keyboardtroldmanden, Jordan Rudess er tydeligst under de mere stille numre, hvor han og James LaBrie har scenen for sig selv, men han er hovedmanden bag mange af de lydeffekter, der sørger for, at den futuristiske dystopi er ganske troværdig, på lydsiden om ikke andet. Bassist John Myung passer som altid sin del bundsolidt, som næsten kun han kan gøre det, men det er næsten sanger James LaBrie, der er den mest imponerende denne aften.

Han har ikke samme udstråling som en Mangini, og han kan nok stadig være en torn i øjet for folk, der er tiltrukket af Dream Theaters musik primært for metal-elementerne, men den gode lyd i Koncertsalen, i hvert fald fra undertegnedes position, afslørede endeligt, at LaBrie på sit felt muligvis er lige så virtuos som John Petrucci er på sit. Hans vokale spændevidde er intet mindre end imponerende – gad vide, hvad der er af trylledrik i den termoflaske, han har stående ved siden af sin bandkollegas trommesæt.

Det er så lidt en skam, at der er så mange af numrene her til aften, der kræver, at LaBrie skruer ned for den kraft, der gør ham til en af de bedste rocksangere igennem de seneste 25 år. Mange af de stille numre ligner til forveksling også hinanden og bliver for Disney-sukkersøde.

Koncerten i Koncertsalen kunne ikke overbevise om, at The Astonishing i det store hele kan holde til at stå alene. Det er dog et modigt træk af Dream Theater, og der virkede umiddelbart til at være en billigelse i salen af den stramt anlagte sætliste. Koncertsalen er da også snildt et sted, Dream Theater kan vende tilbage til, for sådanne musikere fortjener den slags rammer. Men det forpligter dem så også til grundigt at overveje, om fantasy-genren ikke bør lades i stikken på næste Europa-turné.

 



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA