WhoMadeWho: Red Bull Academy Special feat. Sohn, Sevdaliza & Taragana Pyjarama, Koncerthuset, DR Bye

WhoMadeWho, Red Bull Academy Special feat. Sohn, Sevdaliza & Taragana Pyjarama, Koncerthuset, DR Byen, København

WhoMadeWho: Red Bull Academy Special feat. Sohn, Sevdaliza & Taragana Pyjarama, Koncerthuset, DR Bye

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Det var en særdeles speciel oplevelse, der udspillede sig i DR's koncerthus til aften. Både visionær koncert og showcase, der dels udstak nye veje for det danske elektroniske flagskib, WhoMadeWho, og dels gav os både stjernestunder og - skal vi sige: lovende elementer? Det sidste stod den hollandsk/iranske sangerinde Sevdaliza for. For vist har hun en okay stemme, der knækker følsomt på de kendte steder og har en vis power. Ligesom en enkelt eller to af sangene i det, der blev opvarmningsdelen til det store brag, havde et vist potentiale.

Alligevel var det lidt som at se MØ uden dennes tæft for de hooklines, der for alvor er iørefaldende, men til gengæld havde arrangementerne et minimalistisk og skævt præg, som jeg ret godt kunne lide. Bliver Sevdaliza lidt mindre amerikansk wannabe og måske lidt mere iransk, kan det blive endda meget spændende, for udtrykket har bestemt noget med dansen og den fine stemme. Og - det skal siges - lige under den del af koncerten, led musikken og sangens tydelighed under akustikken i koncertsalen, hvor jeg - hver gang, jeg får den der badeværelse-lyd til, hvad der kunne havde været en spændende oplevelse med en tør lyd - tænker på, hvorfor 350 journalistiske arbejdspladser lige skulle ryge, da man overskred budgettet i forbindelse med bygningen af det koncerthus. Ak, ja.

Vi var blevet lovet WhoMadeWho, og lykkeligvis valgte de at inkorporere gæsterne Sohn og Taragana Pyjarama i deres eget sæt. Det gjorde en stor aften med det fantastiske danske orkester endnu bedre. Men der var også mindre fede momenter:

Nu var det jo den store koncertsal, og så kan man vælge så meget. Havde det været i Underholdningsorkestrets dage, havde det måske været en option? I Amsterdam, da jeg oplevede bandet, mens de forberedte denne koncert i Red Bull-studiet, havde Tomas Barfod lovet noget med en masse oldschool synthesizere. Dem synes jeg måske lidt manglede.

Men i stedet havde man sat sig for, at det store orgel med de massive orgelpiber skulle i aktion, og til den opgave havde man indkaldt Kashmirs svenske keyboardspiller, Henrik Lindstrand, som leverede introen til koncerten. Det var svulstigt og meget lidt spændende. Jeg ved ikke, hvor vant Lindstrand er til at spille bassen med fødderne, men det blev i hvert fald hverken fugl eller fisk, hverken Bach eller netop afdøde Keith Emerson, og jeg var glad, da det var overstået. Men klart, når det nu var i salen, skulle det prøves.

Til gengæld var WhoMadeWho utroligt veloplagte, og de diskede op med en mageløs koncert, hvor de modigt afholdt sig fra at spille hits som Satisfaction og i høj grad gav os adgang til stykker, hvor de to vokalister - Tomas Høffding og Jeppe Kjellberg - kunne give os deres henkastede blueeyed soul på den der henført elegante måde, der er blevet så fornemt et varemærke. De to klæder hinanden med Høffdings tenor og brug af falset og Kjellbergs baryton - og falset - begge i en rivende udvikling som sangere.

Koncerten var som vanligt en tour de force med et band, der både har de sindssygt spændende breaks og synth-figurer og samtidig har et nærmest garageagtigt groove, som man finder hos rocktrioer, når de er bedst. Her er Tomas Barfods spillede trommesæt organisk og parret med de elektroniske ekskursioner på sublim vis. Mens Høffdings walking bass og New Order-agtige basgange har drive og Kjellbergs guitarhelt-attituder holder, fordi han er en spændende guitarist, der af og til lukker op for godteposen, men også tager tykt pis på rollen.

Vi fik selvfølgelig en lang række af de store sange fra den nu 13-årige karriere, hvor vi startede stærkt ud med to tracks fra sidste års fantastiske album, Ember: den åndeløst smukke Subliminal og så titelsangen, altså i omvendt rækkefølge i forhold til pladen. Det er et af de numre, der har det magiske touch, der er typisk for bandet, hvor de i teksternes enkelte budskab har noget af den samme hit-klarhed som eksempelvis Laid Back, og så har opfundet et riff, der giver sangen vinger. Jeg er aldeles forført af Ember.

Derefter kom der et par numre, jeg ikke kendte, som måske var fra det kommende album, for jeg synes at huske dem fra øveren i studiet i Amsterdam. Koncerten var godt i gang, og de veloplagte frontmænd var som ved at sprænges foran et publikum, der elskede deres kunst. Running Man er også en klassiker, og Tomas Høffdings smittende glæde bar sangen ud blandt et publikum, der virkelig var med. Og snart var det tid til et glimt af Sohn, alias englænderen Christopher Taylor, der med sin overjordisk smukke stemme gav os hittet Lessons fra den fine plade Tremors. Han er stærkt beslægtet med WhoMadeWho, og de to sangere agerede fornemme korsangere på dette enkeltstående møde med en kunstner, der var en spændende tilføjelse til aftenen.

Koncerten fortsatte på det høje niveau, og da det blev tid til ekstranumre, var det samtidig tid til at få danske Taragana Pyjarama, der ledsaget af en hjælper, ligeledes på keyboard, gav os den smukke Givers fra sidste års lysende Ariel-ep. Det var flot af WhoMadeWho at rydde scenen for denne kunstner på et tidspunkt, hvor publikum for alvor var åbne og sugede de smukke toner til sig. Så kom drengene tilbage med Heads Above, for så at lukke festen med klassikeren The Loop, med dens guitarbredsider og turene med bottleneck'en hen over Fender Telecasteren, mens det hele tiden var, som var der indlagt teasers, der inviterede til den Satisfaction, der aldrig kom. Modigt af bandet, men det var også med til at pege frem, frem for at satse på et sikkert blast from the past.

Det blev en fest med et mageløst orkester og deres venner. Nu ser jeg frem til den plade, der er i støbeskeen og med lidt held kommer i slutningen af året.

Tak for festen!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA