Annika Aakjær: HeadQuarters, Aarhus

Annika Aakjær, HeadQuarters, Aarhus

Annika Aakjær: HeadQuarters, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Efter hele seks års albumpause udgav sangerinden og sangskriveren Annika Aakjær i februar omsider sit tredje album, det fine "Lykkens Gang". Et par uger senere tog hun så på en lille forårsturné, som lørdag aften sluttede i et udsolgt HeadQuarters i Aarhus – en intim scene med plads til 150 gæster.

"Lykkens Gang" er radikalt anderledes end Aakjærs to første album, hvor det halvakustiske singer-songwriter-univers fra debuten "Lille Filantrop" og det mere pompøse, men stadig håndspillede ditto fra toeren "Missionær" er afløst af elektropop. Lidt i stil med den bevægelse, Aakjærs kollega – og gode veninde – Marie Key foretog på sit første soloalbum efter to udgivelser med Marie Key Band. Det kom også til udtryk på scenen, hvor der det meste af tiden ikke var skyggen af en guitar at se, men til gengæld hele fem keyboards og to trommesæt, et stort sæt med blandt andet en elektronisk drumpad og et mindre med forskellige typer slagtøj tilkoblet.

Instrumenterne blev betjent af Aakjærs tre musikere, mens hun selv det meste af tiden "nøjedes" med at synge uden at spille guitar samtidig. Til gengæld brugte hun energi på at synge (endnu) mere kraftfuldt end tidligere, og der er ingen tvivl om, at Annika Aakjær har en både stor, smuk og nuancerig stemme, der såvel kan nå op i et fint, falsetlignende leje som brøle igennem i et dybere register – og meget derimellem. En smule i stil med Sanne Salomonsen i dennes velmagtsdage i 80'erne og 90'erne.

Ikke overraskende var de nye sange i fokus, og de fungerede udmærket i et udtryk, der lå ret tæt på albumversionerne, dog med mere massive trommer. Sættet åbnede med den hitpotentielle "Aldrig Mere Sommer", og et tidligt højdepunkt var den inkluderende "Plads Nok", en gæstfri nationalsang i ånden fra Gnags' "Danmark" – et særdeles kærkomment budskab i en tid, hvor man kan blive idømt femcifrede bøder for at samle blaffere op, hvis det er syriske flygtninge.

Selvlysende sko

Den tidligere så kulørt klædte Aakjær havde skruet noget ned for pangfarverne i sit sceneoutfit, men havde til gengæld medbragt en gimmick, som desværre kun kunne ses af de forreste ved den lave scene: Sko med blinkede lys i sålerne. Lys, der tilmed blev reguleret sådan, at når de blinkede hurtigt, skulle man være opmærksom på, at der kom en masse backtrack-kor, hvor Annika Aakjær sang kor med sig selv – og når de blinkede langsommere, var koret knap så massivt, som Aakjær fortalte i en af sine mange anekdoter mellem sangene.

Som sædvanlig, når det gælder Annika Aakjær, fyldte anekdoterne næsten lige så meget i sættet som musikken, og var næsten lige så underholdende. Niels Hausgaard og Allan Olsen har i Aakjær i den grad en konkurrent/kollega, når det gælder om at fyre underfundige bemærkninger af undervejs i en koncert. Spøjst var det også at høre om hendes frygt for svaner, grundlagt af en formanende farmor i barndommen – det blev til en linje i "Plads Nok" om, at "der er svaner, der kan brække dine arme og ben" – og om Kanye Wests lighed med Ulrik Wilbek. De har begge fungeret som vredesafledere for henholdsvis Annika Aakjær og Anja Andersen.

Flere sange var ifølge Aakjær inspireret af Kanye Wests vrede over dette og hint, og der var da også masser af energi i en del af de nye sange som eksempelvis "Alt Jeg Vil Sige" og den særdeles iørefaldende og hitpotentielle "Tæt På", et af de stærkeste numre på "Lykkens Gang".

Sættet bød på flere numre, som endnu ikke er udgivet, blandt andet "Til Det Sidste", som ifølge Aakjær var dybt inspireret af Medina, og som gerne måtte blive indspillet af denne – det var nemlig en sang om, at "det er synd for mig, og det er nogle andres skyld." Det afdæmpede nummer var dog både mere melodisk og mere tekstmæssigt nuanceret end en gennemsnitlig Medina-sang og sammen med den ligeledes uudgivne, forholdsvis langsomme "Dobbelt A" med kantslag på trommerne blandt aftenens stærkeste stunder.

Fraværende fortid

Inden koncerten havde jeg mine overvejelser over, hvordan Annika Aakjær ville fremføre sine ældre, mere akustiske numre i sit nuværende elektronisk orienterede univers. Det viste sig dog at være helt spildte tanker, for vi fik ikke en eneste af disse sange.

Til gengæld fandt Aakjær omsider sin akustiske guitar frem i ekstranumrene, hvor bandet til gengæld gik af scenen. Her fik vi først endnu en ny sang, "Lad Os", en solid countryballade om "et par, der bliver sammen hele livet, og det er der jo næsten ingen, der gør, så den vedkommer ikke ret mange," som Aakjær sagde det med sin sædvanlige finurlighed. Og endelig nok en ballade, "Skulder Ved Skulder", en smuk, smuk sang om venskab og det absolutte toppunkt på både albummet "Lykkens Gang" og ved koncerten – hvor der også blev sunget med i salen.

En absolut udmærket koncert, hvor jeg dog ikke kunne lade være med at savne bare et par numre fra Aakjærs to første, fremragende album – og lidt mere akustisk guitar. Det er al ære værd, at hun forsøger at udvikle sig selv musikalsk, og resultatet er også vellykket, men arven fra de to første udgivelser er så stærk, at det er lidt synd helt at lade den ligge. Også fordi Aakjærs meget velskrevne tekster til tider var en smule svære at høre i det massive lydbillede trods hendes ellers stærke vokal. Det er dog luksusproblemer – Annika Aakjær er en af vore bedste sangerinder og sangskrivere, og forhåbentlig går der mindre end seks år, før vi får et nyt album fra hende.

 



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA