Diverse kunstnere: Huset Hardcore, Huset, København

Diverse kunstnere, Huset Hardcore, Huset, København

Diverse kunstnere: Huset Hardcore, Huset, København

Anmeldt af Asger Feldby Sørensen | GAFFA

Et gammelt ordsprog siger, at man skal rejse sig ved det træ, man er faldet. Derfor padler jeg i dag videre igennem den danske, primært den københavnske hardcorescene. I går bød på både positive og mindre positive oplevelser. Især LLNNs fremtidshardcore og Hexis' vanvittige lydmur fortjener at blive fremhævet som højdepunkter på en overordnet god aften. Denne aften står programmet så primært på grindcore og old school hardcore. Vi starter dog i en lidt anden boldgade.

Ruined: ****
Ruined spiller bare god gedigen hardcore... ikke så meget pis, bare hurtige trommer og fuld tryk på distortionen. På forsangerens T-shirt står der Integrity med store hvide bogstaver, og det beskriver meget godt den vibe, man får fra ham. Der bliver ikke lukket noget bullshit ud, og han råber tørt sine gloser. På mange måde minder det mig om sådan noget newyorker "bølle"-hardcore, uden alt for meget machofis. Det her er højt på min liste i aften.

Bandet starter med et møgbeskidt basriff, og forsangeren svinger en gang med armen, så er vi sgu i gang. Selvom der er lidt tomt i salen, har bandet deres attitude på plads, og om end lidt nervøsitet spores i starten, så spiller de fedt. Andet nummer minder mig helt vildt om det gamle danske band Barcode, og bandet spiller konsekvent med god energi, højt tempo og nærvær på den der vi-spiller-lige-lidt-for-et-par-venner-i-øveren-agtige måde. Guitaristen synger storsmilende med på sangende, og bassisten ser ud til at fyre et par interne jokes af over for trommeslageren. Der hersker en fed afslappet stemning, uden at det bliver sloppy og alt for uprofessionelt.

Sangen "Powerless" er et mere down-tempo nummer, og afvekslingen er rar og giver de hurtige sange mere slagkraft. Ret generelt spiller bandet tight, og de virker både glade og veloplagte, og det smitter af på publikum, der kvitterer med klapsalver efter hvert nummer. Bandet flyver videre og trækker os mere i retning af klassisk punkrock, krydret med nogle gode breakdowns. Det her er i mine øjne kort sagt essensen af hardcore-ånden... Det føles, om noget, true!

Bandets sidste sang "Expired" starter i højt tempo og med spandevis af energi. Trommerne får en seriøs røvfuld under breakdownet, knyttere flyver fra forsangeren, og publikum labber det i sig. En helt igennem kanon start på aftenen.

Direct Youth: ***
Det bliver næsten en vane under den her festival, at jeg lige misser enten hele første nummer eller i hvert fald en god portion af det. Programmet er, som nævnt i første del, bare alt for stramt, og det er umuligt at få alt med. Det betyder selvfølgelig bare, at festen er sat i gang på den anden scene, når jeg ankommer, og det er der også noget fedt ved.

Direct Youth spiller old school hardcore, med ekstra gammelt på. Her tænker jeg start- til midt 80'er-hardcore a la Black Flag og Minor Threat. Forsangeren er et ordentligt skur, der ligner en, der spiser børn til morgenmad og deres forældre til frokost. Han smadrer rundt imellem folk, alt imens han synger i bedste Henry Rollins-stil, mens bandet spiller korte sange i det vanlige høje punktempo.

Black Flag-referencerne fortsætter på tredje nummer med en intro, der ligger meget tæt op ad den legendariske sang "Rise Above". Heldigvis føles det ikke kopieret, men snarere inspireret, og bandet rammer da også både lyden og udtrykket fra 80'ernes scene til UG. Med korte sange, meget lidt melodi og dedikationen til dårlig lyd og halvsejlende sammenspil kommer man nok ikke tættere på CBGBs i New York i dets storhedstid.

Forsangerens mange vilde stunts ude blandt publikum får desværre resten af bandet til at virke en smule kedelige. De står næsten hele showet, som har de slået rødder og stirrer ned på deres gribebræt, mens de rykker en smule med hovedet. Der kunne man godt savne, at bandets musik og sceneoptræden matchede lidt bedre. Ud over det formår de heller ikke at engagere publikum noget videre. Det skyldes muligvis forsangerens mange hovedspring ud i folkemængden, der flere gange er tæt på at ende galt for en eller flere af tilskuerne. Det type optræden er og bliver en del af den mere punkede del af hardcore-miljøet og er da også acceptabelt til en vis grænse, men her gik det nok lidt for meget ud over publikums indlevelsesevne og derfor showets overordnede feeling.

Filthy Element: ***
Vi bliver i den gamle skole, men rykker over mod grindcore-pionererne Napalm Death, og de altid velkomne blastbeats... og jeg skal love for, at Filthy Element banker os i gang lige fra første sekund! Det er ultra brutalt og kaotisk. Igen er der desværre ikke så fyldt, som man kunne håbe, fordi mange lige skal sunde sig imellem shows. De næste par numre føles, som om både band og publikum lige skal i gear. Der er flere lange akavede pauser mellem numrene, og måske spiller de heller ikke så tight, som man kunne håbe.

Som det sig hører i genren, så skal vi da lige have lidt fjolleri. Imellem sangene tager forsangeren trøjen af og siger: "Jeg er tyk og har en kæreste... lad mig være" hvorefter bandet sætter gang i endnu et brutalt nummer. Det er ligesom om, det vækker publikum lidt, og bandet begynder at modtage større applaus end tidligere. Med publikum i ryggen åbner bandet op for, det jeg synes er deres bedste sang, som er en punket affære, der ifølge bandet selv handler om at blive nakket af sigøjnere. Her bevæger bandet sig lidt væk fra blastbeatet og får en smule mere struktur på deres musik... dog selvfølgelig, uden det ligner noget, der i den virkelige verden kunne kaldes struktur. Heldigvis!
Bandets stationære stil og lidt utrighte spil går ud over oplevelsen, men de har en jordnær charme, der rammer plet i aften, og de ender da også med et pænt bifald efter sidste sang.

Kluster Fuck: *
Det her er en fuldstændig urimelig anmeldelse og det er det, fordi jeg bare ikke fatter det her musik. Det er alt det, der er ufedt ved grindcore i mine øjne. Kluster Fuck sejler rundt og spiller på godt gammeldags dansk ad helvede til. Guitaren stemmer ikke, og det virker, som om trommeslageren ikke kan andet end bare at tæve ukontrolleret løs på tønderne. Det er über crustet grindcore, og det er sikkert præcis sådan det skal spilles, uden tvivl, men det er bare ikke godt.

Sorry, men når man sætter sådan et band op imod et band som Piss Vortex, der også spiller grindcore, så er Kluster Fuck til grin. Nogle i punkmiljøet vil sikkert mene, at jeg misser pointen, og det gør jeg nok også, men jeg kan konstatere på resten af publikum, at jeg er langt fra den eneste, der har det sådan.

Jeg vil dog sige til bandets forsvar, at de er væsentligt bedre end fredagens ligesindede katastrofe Bloodsnorter, som så vidt jeg kan se består af nogle af de samme personer. Jeg tager mig en velfortjent pause cirka halvvejs igennem bandets set og begynder at glæde mig til næste koncert.

Piss Vortex: *****
Nu kan jeg ikke andet end krydse fingre for, at Piss Vortex vil redde grindcorens ære i aften. Bandet åbner med et brag, og det her føles helt rigtigt. Energien på scenen er for vild, de spiller knivskarpt, og forsangeren gør det fremragende. Det begynder for første gang i aften at ligne en fyldt sal, og spændingen hos publikum er ikke til at tage fejl af. Mange har ventet og glædet sig til det her.

Piss Vortex er kendt for deres anderledes og eksperimenterende tilgang til genren, og de skuffer da heller ikke her. Flere gange i løbet af de første par numre sætter bandet det ene overraskende stykke efter det andet i gang. Niveauet er ustyrligt højt.

Grindcore plejer at være garant for noget kaos, og det skal jeg love for vi får på sangen "Autumn's Day". Bandet fuldender det bragende virvar af skrig og lynhurtige instrumenter på overlegen vis, med bassisten væltende rundt blandt publikum, til store klapsalver.

Næste nummer bevæger sig frem og tilbage mellem lynende hurtig grind og tunge breakdowns, der får hovederne til at svinge i takt. Afvekslingen og den skæve struktur på bandets sange fungerer noget bedre live, end jeg havde regnet med, og blandingen af jazz og kaotisk hardcore må være en af aftenens absolutte højdepunkter.

Bandet spiller hele deres kommende udgivelse "Future Cancer" i sin fulde længde og det tegner til en vild og tempofyldt sag. I hvert fald spiller de i et hidtil uhørt tempo, med vanvittige akkorder, fuldstændig ubesværet. De har den sjældne egenskab, at de rent faktisk kan skabe atmosfære i en genre, der ellers bare er to-tre-fire og så derudad. Det giver dem et helt unik udtryk og gør dem til et af det mest spændende bands på den danske hardcorescene overhovedet.

Koncerten slutter med en eksplosion af dobbeltpedaler og syret, disharmonisk fingerspil, der ender ud i bare ren støj og hylende feedback. Jeg har næsten ondt af det næste band, for det her var en fantastisk koncert!

Extended Suicide: ***
Extended Suicide spiller møghamrende beskidt, smadret og virkelig old school hardcore. Jeg hører en masse af midt 80'er-ikonet Discharge i dem. Setuppet er simpelt, en trommeslager, en guitarist og en bassist/sanger. Bandet udstråler en kompromisløs punkrockattitude, og hertil passer deres musik perfekt. Korte sange med aggressiv vokal, hurtige trommer og guitarriffs der er umulige at finde hoved og hale i, det er opskriften. Bandet spiller usammenhængende, skørt og vildt på den helt rigtige måde.

Desværre virker det, som om de lige skal bruge tre-fire sange på at komme i gang. I hvert fald er der et par fuckups hist og her, og bandet må også starte et nummer forfra. Især guitaristen virker ikke veloplagt. Han er meget stillestående og når ikke rigtigt ud over scenekanten, som resten af bandet ellers gør.

Da støvet endelig er blevet banket af, leverer Extended Suicide et nummer, der ville få de fleste old school hardcore bands til at skule misundeligt. Det fungerer supergodt, og energien fra frontmanden er helt i top. Selvom han er bundet af mikrofonstativet, får han alligevel forvildet så helt ud i publikum, der ellers står godt tre meter fra scenen. Nu begynder det at ligne noget. Næste nummer er mere melodiøs end hele deres øvrige repertoire kombineret. Det betyder dog ikke, at det ligefrem er en ørehænger, men afvekslingen er kærkommen og sætter deres vildskab i perspektiv.

Hen imod slutningen af sættet får vi den udsøgte "glæde" af en guitarist, der tilsyneladende ikke har en tuningpedal og derfor må stemme efter gehør. Det er ikke nogen rar oplevelse, da han med skrigende overtoner forsøger at finde den rette stemning. Herefter går det lidt ned ad bakke, måske både fordi guitaristen nu virker ekstra nervøs grundet det lille stunt, men også fordi der simpelthen mangler afveksling i musikken. En fed koncert, med uheldige problemer og en lidt lang sætliste.

Halshug: ****
Halshug må siges at være hele denne minifestivals hovednavn og der er da også mødt flere op end til nogle af de forrige bands i aften. Det er der ikke noget at sige til. Halshug er et af de mest hypede bands i dansk hardcore i øjeblikket, og deres seneste udgivelse "Blodets Bånd" har virkelig fået bandet på folks one-to-watch-lister. De spiller ultra råt crustpunk, fuldstædig strippet ind til benet. Ingen udenomspjat, bare den rene oplevelse.

Og det er også sådan, showet starter... hurtige punktrommer og feedback fra guitaren, inden sangeren overtager showet med bassen svingende rundt og et hæst råb. Noget af det, der får Halshug til at stå ud i mængden er nok, at de som nogle af de eneste i genren spiller virkelig tight. For mange crustpunk-bands gælder det mere om at vælte rundt og ikke så meget på at spille godt, men sådan er det ikke her. Halshug spiller knivskarpt og virker som et velsmurt maskineri.

På tredje sang sætter bandet for alvor gang i Husets dansegulv, og de mest inkarnerede fans både danser pogo og mosher for fuld tryk. Første sang på "Blodets Bånd", "Gudsforladt" holder gang i festen og er klart et af bandets mest catchy numre. Det går faktisk så vildt for sig under sangen, at en vagt må dæmpe gemytterne i pitten, hvilket dog foregår i venskabeligt stil. Bandet gør det generelt godt og formår at holde en god balance mellem udadvendt eksploderende energi og indadvendt indlevelse. På de mere rockede sange holder bandet sig lidt tilbage, mens de på de hurtige punkede sange hamrer deres instrumenter op i loftet og losser til mikrofonstativerne. Der er visuelt lidt for enhver smag.

De fleste mennesker har en grænse for, hvor mange indtryk de kan absorbere på en aften. Ligesom i går er den, her sidst på aftenen, ved at være nået for de fleste, da bandet går ind i den sidste fjerdedel af deres sæt. Her burde man nok have spillet en kortere koncert, men i bedste punkstil er Halshug ikke ude på at overvinde nogens hjerte, eller ændre deres koncept for at passe ind i normen, og de fortsætter ufortrødent. En velspillet koncert og et flot punktum på et godt arrangement, som forhåbentligt vil blive gentaget i fremtiden.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA