The Entrepreneurs og Nicotine Nerves: Fatter Eskil, Aarhus

The Entrepreneurs og Nicotine Nerves, Fatter Eskil, Aarhus

The Entrepreneurs og Nicotine Nerves: Fatter Eskil, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den københavnsk baserede trio The Entrepreneurs med rødder i Thy spiller efter eget udsagn "noise and romance"-musik. Sidste år udgav de tre singler, "Brutal Summer", "It Strikes Again, Love" og "Routine Lines", spillede på markante festivaler som Spot, Distortion og Roskilde og fik masser af afspilninger på P6 Beat. Nu er de taget på deres første, lange Danmarksturné, "Tony Rominger Tour", og 1. april udsender de deres debut-ep, der også er opkaldt efter den schweiziske 90'er-cykelstjerne.

Turnéen havde premiere onsdag aften i et udsolgt Fatter Eskil i Aarhus. Fatter Eskil er et hyggeligt spillested, men præget af, at scenen kun er 10 centimeter høj, hvorfor det kun er de første rækker, der kan se noget, når musikken spiller. Jeg havde af samme grund taget opstilling helt foran scenen, men høfligheden tog over, så jeg lod nogle lavere personer komme foran mig – og før jeg havde set mig om, stod jeg pludselig langt væk fra scenen.

Udsynet var derfor begrænset, men man kunne sagtens høre musikken, for den var høj. "Noise and romance" er et ganske dækkende varebetegnelse, for The Entrepreneurs spiller støjende rockmusik med højt tempo og masser af forvrængerpedal. Musikken har samtidig også en romantisk dimension, først og fremmest via forsanger Mathias Bertelsens lyse, rene og kraftfulde stemme, der altid sørger for at holde melodien i fokus – også live, hvor han flere gange fik mig til at tænke på Hamilton Leithauser fra desværre pauseholdende The Walkmen.

Stemmen udgjorde en effektiv kontrast til det rå lydbillede. Bertelsen var omvendt næsten alene om at holde fast i det melodiske, for guitarspillet var overvejende akkordspil med masser af effekter og kun få melodibærende passager. Sammenspillet mellem de tre medlemmer, Mathias Bertelsen på sang og guitar, Anders Hvass på barytonguitar, bas og kor og Jonas Wetterslev på trommer var tæt og solidt.

Stærke i lavt tempo

Sættet åbnede med "It Strikes Again, Love", og undervejs fik vi alle fem sange fra ep'en og en håndfuld mere. Ofte i et højt, punket tempo, og selvom sangene hver især var solide nok, eksempelvis "Unable to Stop" med bassen i en fremtrædende rolle, blev det en anelse monotont i længden. Derfor var de tre langsommere numre, "Feathers", "From Above" og "Amiandos", kærkomne variationer og et felt, The Entrepreneurs gerne må bygge videre på i fremtiden. En cykelrytter må jo også økonomisere med energien.

Koncerten varede 55 minutter og var ifølge bandet selv deres længste nogensinde. En passende længde, den relativt sparsomme musikalske variation taget i betragtning. Sættet sluttede med "Brutal Summer", den stærke single, der overraskende nok ikke medvirker på den kommende debut-ep, og så var publikum for alvor tændte – og sultne efter mere, og så var det jo godt, at man kunne købe deres ep ved koncerten.

Og Tony Rominger, hvad har han med det hele at gøre? Forsanger Mathias Bertelsen har udtalt følgende i en pressemeddelelse:

"Tony Rominger var en nøglefigur, og titlen på ep'en er en hyldest til ham og til dengang, cykelsporten stadig havde sin uskyld og sin poesi. Det gælder for såvel sport som musik, at hvis det bliver for strømlinet og professionaliseret, går det ud over spontaniteten og det umiddelbare, hvilket ofte får det til at fremstå som kedeligt."

Koncerten var hverken strømlinet eller overdrevet professionaliseret og havde i kraft af de både melodiske og støjende passager en vis poesi og uskyld over sig. The Entrepreneurs har endnu ikke den gule førertrøje på, men de træder hårdt i (distortion)pedalerne, og det bliver spændende at følge deres videre færd i det bakkede musiklandskab.

Opvarmning: Nicotine Nerves ***

Inden The Entrepreneurs gik på scenen, fik vi 25 minutters opvarmning fra Vejen-garagerockduoen Nicotine Nerves alias sanger og guitarist Rasmus Rankenberg Madsen og trommeslager Frederik Nielsen. Musikalsk var vi ikke langt fra The Entrepreneurs, og også Nicotine Nerves holdt forvrængerpedalen i bund næsten hele vejen.

Vokalen var mindre bemærkelsesværdig end Mathias Bertelsens og sangene mindre melodiske end The Entrepreneurs, men bød til gengæld på en del effektive skift mellem voldsomme og afdæmpede passager, i stil med formodede forbilleder som Pixies og Nirvana. Samspillet mellem de to musikere var tæt og godt, og så var det stærkt underholdende at se den storsmilende Frederik Nielsen hamre løs i trommerne. Gruppens medlemmer så ud til at være maksimum 20 år, så de har fremtiden for sig, og absolut talent til at komme et godt stykke videre.

Se hele The Entrepreneurs' turnéplan

 



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA