Velvet Volume: Pumpehuset, København

Velvet Volume, Pumpehuset, København

Velvet Volume: Pumpehuset, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Se en anden fotoserie fra koncerten her

Trioen fra Århus kan gå på vandet. De tre søstre satte et så kraftigt aftryk ved tre tv-transmitterede optrædender, hvor de for alvor kulminerede ved GAFFA-prisfesten, hvor prinsen og kongerøgelsen var blevet hjemme, og Bremen for en stund var forvandlet til en rockseance. Og nu fire måneder senere havde de tre solgt Pumpehuset ud og skulle vise os, at de ikke bare havde formatet til en showcase-affyring af to-tre hits, men kunne fylde en rockkoncert helt ud. Så det gjorde de så bare.

Nataja Lachmi har på de fire måneder føjet ny alen til sit trommespil. Jeg er gammel som Metusalem og kan huske, hvordan det var at stå foran Led Zeppelin med John Bonhams gryder lige i synet. Jeg kan godt lide, når trommeslagere slår hårdt og kompetent. Har nerve og variation. Og formår at være det kraftcenter, der for alvor får en trio til at fungere optimalt. Som 16-årige Nataja Lachmi spillede til aften, var hun alt det. Fra at have været to tvillinger med en sindssygt lovende lillesøster, var de tre nu vokset sammen til en enhed. Et kraftfelt. Og leverede beviset på, at de kan nå langt. Ikke fordi de er kvinder, men fordi de simpelthen spiller, synger og fremfor alt underholder forbilledligt. Tak for det!

De er stadig uspolerede. Kan slet ikke fatte egen succes og siger "Tusind-tusind-tusind tak" og "Det er for vildt" og "Det er helt sindssygt", fordi et stort publikum klapper overgivent, ja, er fans. Men de har også meget forskellige personligheder. Og overskuddet til at tage pis på os, være hvad man med et engelsk udtryk kalder tongue-in-cheek, som da de gav os Britney Spears' (egentlig Max Martins) gennembrudshit ...Baby One More Time i en egen thrashet rockudgave som første ekstranummer. Det var frækt gået, men da var koncerten altså også spillet hjem, og de kunne det der med at gå på vandet.

Forinden havde de bygget drømmen op i de hellige rockhaller, som Pumpehuset jo er. Givet os alle gestalterne fra rockseancen, både klichéerne og nye og spændende breaks, der vidnede om, at det må være minimalt, hvor meget skolen har set de tre på det sidste. Alle breaks og vokalerne sad knivskarpt lige i skabet. I det hele taget synger tvillingerne hver for sig formidabelt, og kan i den grad lægge kor på for hinanden.

Noa Lachmi kan stadig sin affekterede punkvokal à la Patti Smith, men der er allerede kommet andre og dybere nuancer på også her, og hendes søster, Naomi, synger med en countrysangerindes intonation. Der er en snert af westcoast, når de to bakker hinanden op. Og de evner at synge krystalklart samtidig med, at de spiller i bund på bas og guitar. Jeg var ret vild med We Just Wanna Get Along, hvor omkvædet blev vendt rundt og udbasuneret af stemmernes magi. Nærmest fanfarer fra de to.

Forinden var rockdyret blevet pirret, pirket til og vækket i indledningen, inden Naomi gik på og sang åbningen til hittet Runnin' Wild, som har en evergreens karakteristika. Naomi, hvis du en dag laver et countryalbum, siger du bare til. Hvilke fraseringer! Hvilke blå toner!

Alligevel var det de mange svinkeærinder og turene ned i tempo, der imponerede, for det mestrede de også. Ligesom de kendte hit fra singlerne fik hele salen til at synge med, mens aldrende punkere stod og gjorde ansatser til at headbange.

Stor aften med dansk band, der kan gå hele vejen.

Se en anden fotoserie fra koncerten her

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA