Rorcal og Impure Wilhelmina og Arakk: Underwerket, Valby

Rorcal og Impure Wilhelmina og Arakk, Underwerket, Valby

Rorcal og Impure Wilhelmina og Arakk: Underwerket, Valby

Anmeldt af Asger Feldby Sørensen | GAFFA

Rorcal ****
Første gang jeg hørte om bandet Rorcal, var for et par måneder siden gennem en ven, der mente, at man bestemt ikke kunne kalde sig for black metal-fan uden at kende dem. Jeg gav selvfølgelig bandet et lyt og kunne hurtigt konstatere, at der var noget om snakken. Rorcal er ikke et black metal-band i den traditionelle facon, men er nok mere en fusion af black metal, elektronisk drone-musik og kaotisk hardcore. Det er alt det, jeg godt kan lide, så forventningerne er helt i top.

Bandet lægger ud med et nummer fra deres nye og fjerde plade, "Creon", som lige er udkommet. Deres vanlige lyd er let genkendt i de hurtige guitarriffs inde over et tungt og ret utraditionelt trommebeat. Røgen fra røgmaskinen fylder luften og får stearinlysene foran scenen til at virke ekstra dramatiske. I en forstyrrende symfoni af skrig, dobbeltpedaler og stroboskoplys åbner nummeret for alvor op.

Rorcal er kendt for deres lange, repeterende, trance-udløsende sange, og de første par sange holder sig tæt op ad denne opskrift. Bandet kører rutineret ind og ud af det ene dystopiske og disharmoniske riff efter det andet, mens trommerne skiftevis spiller hurtige blastbeats og ultratunge markeringer. Bandet viser flere steder, at de er en flok fantastisk dygtige musikere, med svære overgange og indviklede sangstrukturer.

Først omkring halvvejs i sættet ændres bandets opskrift en smule. Nu får bassen lidt mere rum, og der bygges langsomt en storladen stemning op omkring basriffet. Efter næsten fem minutters opbygning blæser forløsningen igennem, med stroboskoplys, dybe growl og lynende blastbeats. På næste nummer, "V"  fra deres tredje plade "Vilavege" (2013), får vi igen lidt afveksling, med nogle fede breaks anført af trommerne. Desværre vender bandet alt for hurtigt tilbage til deres sædvanlige stil med de næste par sange, og her er også bandets akilleshæl.

Selvom jeg elsker en god gang smadder, så har jeg, i så langt et sæt, brug for noget mere afveksling for at sætte smadderet i perspektiv. Uden den afveksling ender sangene med bare at flyde sammen, og jeg mister interessen. Det bliver desværre ikke helt det højdepunkt, jeg havde håbet på, men det var da om noget et velspillet show, og bandet virkede yderst oplagt.

Impure Wilhelmina **
Denne schweiziske kvartet er et helt nyt bekendtskab for mig. Jeg plejer ellers lige at tjekke et par numre ud med hvert band, inden jeg tager til et show, men Impure Wilhelmina var lige smuttet i svinget. Genren er svær at definere, men der er både noget psykedelisk syrerock, lidt metal, en lille smule cirkusmusik og en god portion grunge. Det virker umiddelbart som en sjov bookning, de andre to bands taget i betragtning, men skidt nu med det.

Bandets åbningsnummer, der er en relativt tung og ret syret sag, går desværre ikke helt efter planen. Efter et par minutter må bandet stoppe på grund af problemer med stortrommen. Der opstår en ret så akavet pause, uden forsangeren gør noget for at bløde stemningen op i ventetiden. Heldigvis går næste nummer noget bedre, og her viser bandet, at de er fremragende musikere. Især forsangerens og den anden guitarists guitarspil ser ret snørklet ud. De to flyver rundt mellem mærkelige greb, jeg aldrig har set før.

Desværre er gode musiker og gode sangskrivere ikke altid det samme, og i det her tilfælde må man sige, at sangskrivningen nok lider under bandets tendens til legestue. Sangene er meget lange, og strukturerne er slet ikke skarpe nok. Jeg kunne kun identificere meget få omkvæd under koncerten, og krydrer du det med en halvsvag vokalpræstation, så er der langt i mål.

Impure Wilhelmina ender som en ret uinteressant oplevelse og det er tydeligt på publikums manglende entusiasme, at deres Danmarkseventyr er lidt af en fuser.

Arakk *****
Nu er det endelig tid til dagens hovednavn... lyset bliver dæmpet, det danske doom metal-band Arakk indtager scenen, og dystre synthflader begynder så småt at sive ud af højttalerne. Jeg har ladet mig høre, at bandet kun spiller én sang i aften, men at den til gengæld varer næsten en halv time. Det er et vovet move fra et relativt ukendt band, men med den smule kendskab, jeg har til bandet, har det bare fået mig til at glæde mig endnu mere. Deres super tunge, meget sludge-inspirerede metal har virkeligt potentiale, og det minder på mange måde om flere af de helt tunge drenge inden for genren. Der er både noget Isis, Neurosis og noget Cult of Luna i Arakk, samtidig med, at de har en helt unik vibe over sig.

Bandet åbner for aftenens uden sammenligning tungeste udspil, og doom-stemningen får lige et ekstra stykke med dommedag på! Bandet spiller tight, og der er en god indlevelse på scenen. De nedstemte guitarer slæber nærmest sangen af sted efter de langsomme og markerede trommer og det mere flydende keyboard. Det er atmosfærisk som bare fanden, og da bandet trækker intensiteten ud af sangen, bliver det bare endnu mere atmosfærisk.

Den mere afdæmpede passage sætter scenen for det næste stykke, der føles helt drømmende, indtil vokalen kommer på og tvinger os ind i et mareridt i stedet for. Vokalen føles meget som et instrument og har sammen med keyboardet en fed stemningsforstærkende rolle. En super-simpel, men yderst effektiv lead på guitaren overtager vokalens rolle og tilføjer endnu en dimension til det i forvejen flotte nummer.

Lydbilledet, bandet danner på denne sang er så usandsynligt dragende og smuk, uden at miste den kant og brutalitet, der også hører til i genren. Jeg tager mig selv i flere gange bare at stå med lukkede øjne, mens jeg forsøger at indtage og fordøje indtrykket. Uden sammenligning aftenens højdepunkt.   
 



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA