Mariah Carey: Forum, København

Mariah Carey, Forum, København

Mariah Carey: Forum, København

Anmeldt af Carsten Skov | GAFFA

Der var i overvejende grad ingen tvivl blandt publikum. Henrykkelsen var stor på forhånd over udsigten til at opleve en kunstner, der har haft så mange nummer 1-hits i USA, at det kun overgås af The Beatles. Den kommercielle succes har måske ikke alle årene igennem været matchet af en tilsvarende kreativ mangfoldighed og succes, men det var svært ikke at overgive sig, da bandet indfandt sig og satte i med nummeret "Fantasy", mens aftenens absolutte hovedperson som en anden Cleopatra blev båret ind, højt hævet på en rød chaiselong-sofa.

Det kræver en solid portion selvtillid – og selvironi – at indtage en så svulstig attitude, men det blev samtidig båret af en feeling så smooth, så det var svært at sidde stille med den kølige distance intakt. Ikke mindst, når Mariah Carey demonstrerede en vokal, der nok sine steder havde det svært med de høje registre, men som i overvejende grad viste sig overraskende vital. 

Bandet leverende lige præcis dén musikalske ledsagelse, der skulle til. Ikke mindre, men heller ikke mere i form af soli eller improvisationer. Det var på den måde op til Mariah Carey selv i den vokale forgrund at stå for aftenens musikalske ekvilibrisme. På den måde trak helhedsindtrykket umiddelbart i retning af noget mekanisk, noget lidt rigeligt velkalkuleret. En pointe, der ikke mindst blev understreget af fire omklædninger, der kunne have hakket flowet i koncerten i stumper og stykker – men som trods alt blev holdt sammen i smidige overgange af henholdsvis band og dansere.

Der blev trådt varsomt

Derfor kom der straks noget menneskeligt ind i showet, da Trey Lorenz – sangskriver, producer og mangeårig samarbejdspartner – blev hevet frem fra koret – og Mariah Carey kunne fortælle, at han havde trådt på et glas, så blodet flød aftenen før. Dramatisk skulle det selvfølgelig lyde, men da han humpede frem, var der nu heller ingen tvivl om, at der skulle mere til end et skud Ibuprofen, før han var helt på toppen. Der var imidlertid nerve og gejst over duetten "I'll Be There", som han sang i duet med Mariah Carey – og over "Rock With You", det Michael Jackson-cover, som Trey Lorenz sang solo. 

Aftenens tekstunivers bevægede sig på ingen måde blandt dyb- eller tungsindige emner. Det var kærlighedens trængsler samt op- og nedture, der blev vendt og drejet. At dømme efter entusiasmen blandt publikum var det måske netop årsagen til, at høj som lav, ung som gammel kunne spejle sig i og identificere sig med både glæden og smerten. I dét perspektiv kunne man så ønske sig, at de syv sange efter aftenens anden omklædning fik lov at stå i deres helhed og ikke bare blev afleveret et hastigt potpourri.

Cover-versioner med pondus

Så var der straks mere karakter, mere pondus over "Against All Odds", "One Sweet Day", "Hero" og ikke mindst "When You Believe", fra filmen "Prince of Egypt" – som denne aften blev sunget i duet med Whitney Houston på storskærm. Man kan mene, hvad man vil om dén form. Det var uomtvisteligt to bemærkelsesværdige kvindelige kunstneres stærke vokaler, der var i spil.

Med "We Belong Together" var den ordinære del sættet nået til ende. Endnu en sang om længslen efter harmoni oven på opbrud i kærligheden. I grunden lidt sært, at en sang med dét tema i dén grad kunne sprede den varme, der gjorde det muligt for publikum efter ekstranummeret "Without You" at forlade Forum med tilfredshed og mundvigene opad. Der var blevet sunget med, og i S-toget på vejen hjem kunne de alleryngste koncertgængere med trætheden malet i øjnene holde fast i programmet fra Mariah Careys "Sweet Sweet Fantasy Tour" og sige, at de havde været der dén aften.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA