Tue Track vz PowerSolo: The Unreal Zound

Tue Track vz PowerSolo
The Unreal Zound

Tue Track vz PowerSolo: The Unreal Zound

GAFFA

CD / Crunchy Frog
Udgivelse D. 15.04.2016
Anmeldt af
Peter T. Aagaard

Jeg kan huske, da jeg hørte "Boom Babba Do Ba Dabbas", førstesinglen fra PowerSolos "The Real Sound" og tænkte, at det lalleglade nummer lød fjollet. Jeg forstod det ikke.

Nu kommer så "The Unreal Zound", hvor hiphop/electro-produceren Tue Track skaber et album ud af PowerSolos rock-univers. Coverbilledet er meget sigende, for det er næsten, som om musikken er kommet gennem en kødhakker. Dogmen er, at der kun må bruges samples fra PowerSolo, men Tue Track må tilføje sine velkendte remedier såsom trommemaskiner og keyboards.

Allerede fra åbningen, "Zonic Zauce" – (z'erne forvrænger originaltitlerne), er det tydeligt, at der er noget helt nyt på færde. Den knasende og vrængende urlyd fra PowerSolo mødes en kontrolleret, nærmest robotlignende sound. Det skramlede og fandenivoldske bliver ikke poleret, men placeret i en ny, nutidig kontekst, hvor guitar erstattes af scratchessolo.

Det ville være dumdristigt at forsøge at genrebestemme albummet, både PowerSolo og Tue Track opererer i forvejen indenfor et væld af stilarter, og det varierer da også fra sang til sang, hvem der tager teten. Nummeret "Zalty Lick" bliver med en blanding af western-guitar og 808-trommer næsten til en slags cowboy-breakdance.

Nu er jeg sandt for dyden ikke velbevandret i PowerSolos bagkatalog, men jeg kan se, at kilden til "Teachz You Fun" stammer fra en ældre udgivelse, og mørkere lyd giver her en krybende, filmisk stemning. Samtidig bliver den kvindelige gæstesang til et fedt modspil til Kim Kix' kompromisløse vokal, der ellers dominerer albummet både i vokalsamples og scratches.

"The Unreal Zound" bliver en adgang til PowerSolos univers, hvor rock'n'roll gerne må lyde af gamle dage. Egentlig bidrager Tue Tracks jo også med lyden af den tidlige hiphop og electro, der har formet ham.

Da albummet afslutttes med "Boom Babba Do Ba Dabbaz", er det som naturlig kulmination. Og pludselig forstår jeg det: originalen bliver, som Andy Warholsk popart, dekonstrueret og rekonstrueret. Det er et nyt nummer, men stadig med tydelig reference til den oprindelige kærlighedserklæring til rockabilly. Det er noget af en åbenbaring for en hiphopper. Jeg kan kun håbe, der sidder en ligeså forstokket, gammel surferrocker derude og får samme oplevelse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA