Solid førstedag på Nordic Noise Festival

Diverse kunstnere, Nordic Noise Festival, Remisen, Østerbro

Solid førstedag på Nordic Noise Festival

Anmeldt af Robert Bergstein Larsen, Morten Okkerholm og Martin Thaning Petersen | GAFFA

Billedet ovenfor viser Skullclub

Fredag og lørdag bliver der for fjerde gang holdt Nordic Noise Festival med fokus på hardrock, i år i Remisen på Østerbro. Her følger anmeldelser af fredagens program.

 

Stonebird ****

Stonebird havde den utaknemmelige opgave at være de første på scenen til dette års Nordic Noise festival og skulle dermed sparke løjerne i gang.

Man kan bestemt ikke sige, at vildt mange mennesker endnu havde fundet vej til festivalen, hvilket kunne have sat spor i bandets engagement.... men det gjorde det så ikke!

Jeg kendte dem ikke på forhånd, og de var vist ikke et af de acts, som havde været første valg. Ikke desto mindre stod de altså for en gedigen omgang 60'er/70'er-retro-rock-oplevelse, hvor især Led Zeppelin og the Doors stod frem som oplagte inspirationer.

Karisma og stærk vokal

Ok. Publikum var ikke klar til at gå amok endnu, klokken var kun lidt over fyraften, men tingene var på plads. Lyden var i betragtning af hallens tomme kvadratmeter ret god, og vintage rock flød ud over scenekanten. Forsanger Andreas Gajhede optrådte med lige dele karisma og stærk vokal, til tider med samme flabede fraseringer som Ian Astbury, og så ikke ud til at lade sig mærke af det sparsomme publikum, resten af bandet svingede fedt, og det var befriende, at de havde den ikoniske organlyd med. Lidt synd at Sean Leavys tangenter dog ikke altid var hørbart.

Næstsidst i deres korte sæt kom nummeret "Beast", som er et buldrende læs dinosaur-rock'n'roll, med alle de floskler og obligatoriske virkemidler, der dertil hører af tunge riff, tørre tæsk, temposkift og fængende duetsoloer. Fedt med rolige passager med trommebeat kørende.

"Mama/Sister" var helt i samme rille, dog med lidt mere interessant "halt" trommerytme i verset.

Det musikalske udtryk var energisk og kompromisløst, og guitaren var mega tør med eksplosive korte guitarsoloer inde mellem vokalafsnittene. Generelt var det levende musik på den rigtige rock' n' roll-måde.

Samlet set er der ikke mange finger, man kan sætte på det – hvis det her er standard/bundniveauet for resten af aftenen, er der ingen grund til at klage. For alvor.

Omvendt udeblev den nyskabende opfindsomhed og det der helt særegne, som gør, at man tænker, at her var man vidne til noget vigtig. Det var vi ikke, det var endnu en revitalisering af noget meget meget gammelt.

Men igen, ingen sure miner, its only rock'n'roll, but we like it.                  

Af Robert Bergstein Larsen og Morten Okkerholm 

 

Childrenn *****

Med så blandet baggrund i bands som Sort Sol, Psyched Up Janis, The Raveonettes og Hymns From Nineveh bør det være tilladt at skrue forventninger til Childrenn pænt højt op. Så det gjorde vi lige.

Childrenns liveshow og deres aktuelle debut "Animale" er – med rette – karakteriseret som en "massiv, støjende og kompromisløs helhedsoplevelse, der vil fryde enhver med trang til mørk, repetativ og desperat rockmusik." Bum.

Let it begin

Ligesom et symfoniorkester stemmer og slår an før åbning kommer Childrenn ind på scenen og spiller næsten før de har fået instrumenterne i hånden. Efter to minutters tid undslipper et helt tight spillet guitarriffs fra lydmassen, og Childrenn er gang!

Minimalistiske riffs spyttes ud af højtalerne, og vokalfraserne vokser godt ud af de simple rytmer og akkompagnement-toner. Et skarpt og simpelt nummer lægges der ud med, og den specielle lydæstetik fanger med det samme publikum.

Aftenens anden sang er ét af deres officielle videotracks med den lidt spændende titel ”Handcuffed”, som har en masse fede rockriffs at byde på. Men i løbet af koncerten spæder Childrenn op med flere og flere numre, der træder ind i avantgardens verden.

Man støder på numre, der eksploderer i fire sekunder og derefter pludselig er i et helt andet univers. Dette er udtryk, man mest hører i avantgarde-musik, og skulle Childrenn sættes i et genreperspektiv, ville jeg nok sætte mærkatet ”minimalistisk avant-garde-synth-rock” på.

Man kan også fornemme på publikum, at der ikke var så meget rock´n´roll-logik, som de kan svinge med på. Logikken bliver brudt på de mest obskure måder, og skiftene sidder lige i kassen. Man bliver nødt til at tage den intellektuelle hat på for at forstå Childrenn, og det er fedt, for de kan både lave almindelige groove, men også levere moderne og interessante kompositioner, som man kan gå lidt og gruble over efter koncerten.

Massivt lydbillede

Childrenn spiller med en meget fokuseret lyd uden for mange tilfældige hyletoner. De fleste alternative lyde, der presses ud af instrumenterne, lyder meget kontrollerede og bestemt ikke tilfældige.

Forsanger Jakob Brixen fyrer den helt af, og lægger, trods bandets intense rytmer, en dominerende og intimiderende stemme over dem. Der er til tider akkompagnement, som bevæger sig fra det mest simple 1,2,3,4-rock, til den mest outrerede speed metal-rytmik. Den tjans klares til UG af trommeslageren Rune Nugge Kristensen.

Bassen, spillet af Jakob Krogh Jørgensener, er skarp og intens. Nogle sange er der forvrængning på bassen, og selv hér er den gennemtrængende og intens i lydbilledet.

Vi kommer nok til at høre mere til Childrenn

Lyden er generelt god, og der er mange specielle numre. Efter koncerten var det lidt svært at kapere, at det var det samme band, der leverede disse numre, og jeg savnede lidt et langt nummer i midten af koncerten, som kunne være definerende for Childrenns stil. Et nummer, som havde en mere logisk opbygning, men som repræsenterede bandets iderige univers.

Alt i alt er Childrenn et band, der helt og holdent har masser at byde på, både musikalsk og innovativt. De er meget sikre på det, de laver, og de er et skridt foran publikum, som lige skal forstå de nyskabelser, der bliver kastet ud i koncertsalen.

Af Martin Thaning Petersen og Morten Okkerholm

 

Freddy and the Panthoms *****

Freddy and the Panthoms har et naturligt afsæt i en Americana bluesrock-tone, hvor vokalen bæres igennem, stort set som den er, med runde klange og en behersket brug af vibrato. Og så lidt ørkenstøv.

Jeg må sige, at jeg altid bliver glad for at se tangenter på en ellers hegndomineret scene, og inden Freddys spøgelser gik igang, fik vi i lydprøven lige en opvisning fra Anders Haahrs side i, hvordan værtshusvarme tangentfingre finder naturligt rundt i hurtige skalaløb og Bach-møder-John Lord agtige akkordbrydninger. Det lovede godt.

Freddy er en sand story teller, og med korte præsentationer mellem numrene skaber han det flow, som holder publikum til ilden. Han holder liv i numrene, mens de er igang med indlevelse og bevægelse på scenen; det hele groover.

Publikum vågner op til dåd

Aha, så det er altså ved det tredje band, at mændene på gulvet begynder at rokke med overkroppen og vippe med den ene tå, og kvinderne så småt slipper hofterne løs; med andre ord, det begynder sgu at swinge i remise.

Der klappes. Flødelyden fra orglet indhylder os i et blåt tæppe, boogien ruller og Freddys stemme koger. De svinger pivgodt sammen, og da Freddy aka Frederik Schnoor er medarrangør på indeværende festival, må jeg erkende, at jeg virkelig forsøger at finde noget, der ikke fungerer, for at dække mit eget æsel. Men det er sgu svært, og er man til bluesrock, så er de her twelve bars altså godt vredet.

"Shadows Across the Contry" er vintage i sin genre, og selvom "Down, Down, Down", fra deres nyeste plade, sjovt nok i beat starter som "Kids" med Robbie Williams og Kylie Minogue, så er og bliver det dog et nonchalant pulserende bluesnummer.

Overskuds-sololir

De spiller med kærlighed og ærlighed for stilarten, og en vis Eric Clapton ville have stået og trippet for være med på scenen, hvis han lige vidste, hvad vi rendte rundt og lavede i dag. Og det, som jeg stod og manglede i starten af koncerten, kommer så efterhånden, nemlig overskuds-sololir musikerne imellem.

Freddy forkynder at, nu skal det ikke kun handle om blues, men også hård rock, og det får vi så med titelnummeret fra "Times of Division"(2014), som måske tæsker lidt for hidsigt afsted med ikke-blues-stakkerede lilletrommepisk. Men sikke en forrygende god orgelsolo. God lyd, og de slutter det hele af med et rabalder.

Både Freddy og Morten Rahm har bluesen i deres DNA, og Wilken flot og lys korstemme bassisten Mads har (fik I den?). Den matcher godt til Freddys vokal. Det er et band, som tydeligvis slapper af i et gennemarbejdet concept, som man kan mærke, de føler sig hjemme i, som en fælles lilla velourpyjamas. Alt i alt en helt overbevisende ny blues-røverhistorie – på dansk.

Af Robert Bergstein Larsen og Morten Okkerholm

 

Skullclub **** 

Ohøj! Så er vi taget på ramsaltet herretur med punkpiraterne fra Tysklands Odde. Med saltvandskumsprøjt og herreomklædningssprog styrer de direkte mod det åbne menneskehav i Remisen.

Som Skullclub selv proklamerer, står den på søsyg punkrock, og ovenpå noget mere stilren hard rock baseret buldrende tråd, så jeg virkelig glæder mig til at høre, hvad de disker op med…de gale søulke fra Kolding.

..Tja, en anderledes koncertoplevelse...

Mystiske rumlelyde som playback kommer imod publikum idét lyset slukkes. Det lyder ondt…men nej… så kommer der et irriterende bas-ostinat med en banal banjo-melodi, som vi allehelst vil undvære…hmm..lige som forventet… der er vist lagt op til noget sjov-og ballade her…

Fra første beat er vi i røvballeverdenen, både i lydæstetik og i komposition. Det er godt, at Skullclub går på et stykke inde i programmet, hvor folk har fået en øl eller syv, for der skal noget smørelse til at få dette her ned, især efter de ret avancerede foregående bands.

Men på den anden side er det okay festligt at høre noget, der bliver spillet fra hoften, af nogle der sikkert også har fået nogle øl før de gik på scenen. Lyden sidder okay i skabet i genren, og med de banale rytmer slasker det derudad. Pludselig kommer der en kvindelig gæstesanger ind på scenen og synger et par vers…tja, lidt variation er der da.

Mikrofon-væseren Troels Bjorholm har åbenlyst glædet sig til at tage roret og føre publikum ud på det urolig hav med sømandsmelodier og en vuggende skude, i form af utighte rytmer på den mest basale ur-rock-punkede måde.

Underholdning… ikke musiknørderi

Tja, man kan sige hvad man vil om dette, men publikum går meget godt i medsving på dette skrabede lydunivers, og man går sikkert også hjem med tanken om, at Red Warszawa ikke har levet forgæves og er med til at holde gang i oppositionen til tech/prog-musik.

…og det er nok også sådan, at der bliver drukket flere øl og festet mere på gulvet, end når raketvidenskab-avantgarde-tech-bands står på scenen og nørder. Og i denne betragtning leverede Skullclub sgu okay og jordnær underholdning med et godt glimt koøjet.

Af Martin Thaning Petersen og Morten Okkerholm

 

SEA ****

Nu har vi efterhånden set og hørt retro-rockerne SEA nogle gange, og vi må konstatere, at de har den der hamrende rolige og helt igennem smånochalante attitude, der kendetegner bands, som ved hvad de gør, ved hvad de vil og ved, at de endnu en gang vil levere en killer performance.

Med en samplet intro fra deres Metallica'esque instrumentale nummer fra debuten igangsatte SEA endu en gang en helt vanvittigt træfsikker omgang riffs, breakdowns, melodik og formled, næsten så komisk stilrent, at man skulle tro de havde stjålet åbneren "Cry" fra Mr. Blackmore, back in the day og tilsat lidt (læs:meget) moderne tyngde.

Med sig på scenen havde Anders Brink og hans medsammensvorne nogle spritnye numre, som vi har set frem til at labbe i os, når skiven udkommer. At bedømme ud fra liveopførslen bærer de ny numre i høj grad præg af en fortsat stædig hang til oldschool. Deres ny "The Stranger Within" er et stærkt og megahårdt nummer, og teknisk er de tæt på overlegne.

Store forventninger

Når man har store forventninger til et fortsat relativt ungt band som SEA, som har en stak priser med sig i inderlommen, så er der altid fare for, at man bliver skuffet. Faktisk var det en lidt svingende præstation, og ofte stod lydens rungen og buldren ikke mål med deres indiskutable kunnen. Og så løb Jonas Bangstrup liiiige stærkt nok bag gryderne af og til. Det var faktisk lidt ærgerligt.

Brink og Anders Kargaards guitarduetter sad dog stadig lige i solar plexus, og Maico Thyges bas ramte fortsat under gulvbrædderne på lytterens mellemgulv.

Andet singleudspil "Ride On" var et af de bedst udførte nummer i aftes, og selvom de ikke virkede så skarpe som tidligere, så holdt Brink hof som en rockhalvgud, der allerede har klaret den. Han fortalte om, hvordan de skrev deres første nummer "Rust" fra den kommende plade for et år siden, som en heroisk og følsom anekdote, som kun en musiker fra the States normalt plejer. Magelighed er en farlig sport, hvis man ikke har solide meritter bag sig, og det har SEA altså stadig kun næsten. Men de skal nok nå derhen, hvor Brink måske allerede føler, de er. De arbejder i hvert fald godt for det, og med et nummer som " Sorry to be Sane", viser de, at de kan skrive sange, som sidder fast i krydderen. Og det var noget, publikum havde mere brug for end teknisk overlegenhed. Jeg kunne ikke helt nå derhen, hvor SEA har taget mig, selvom jeg, bedømt på de forreste rækker blandt publikum, måske er outnumbered.

Af Robert Bergstein Larsen og Morten Okkerholm

 

Mike Tramp featuring Lucer *****

Selvom det kun er annonceret, at Lucer er "featuring" til Mike Tramp, stiller de op, kun Lucer, og træder på rock-pedalerne, inden de skal akkompagnere det store navn Mike Tramp.

..så kommer Tramp på..

Efter et kvarters tid dukker den danske stjerne Mike Tramp op på scenen. Tramp er typen, som betager publikum med sin specielle afdæmpede rock-karisma. Han er jo også en here, som har haft rock-force nok til at blive én af Danmarks eneste internationale rock-stjerner. Mike Tramp kender de fleste både fra blandt andet Mabel og White Lion samt en lang solokarriere, og man kan sagtens fornemme, at han er vant til at stå på en scene. Det hele kører problemfrit derudad, og man kunne næsten høre, at han påvirkede Lucer til at spille meget bedre end de foregående minutter, hvor de spillede for sig selv som Lucer.

Ørehængermusik med kant

Sættet bestod af nummer efter nummer med ørehænger-karakter med lidt pop-tone, men der var alligevel en del ”noise” i det, som gav en gedigen rock-sound. Det musikalske udtryk skuffede ikke på nogen måde trods den venligtsindet melodiøse sangstil.

Tramp er ikke kendt for at levere den hårdeste rock, og det var heller ikke det, han ville her til aften. Man følte sig tryg i soft rock-verdenen, og man vidste, at der ikke lige pludselig blev skruet 130 procent op for intensiteten, bare fordi han var programsat med rå og ekstreme musikere i løbet af aftenen.

Tramp var god performer, og han var god til at tale til publikum mellem numrene. Det var ikke selvfede, biografiske anekdoter, vi fik, det var meget jordnært og ydmygt. Han reklamerede også for og hyldede Kickin Valentina, bandet som kommer helt fra Atlanta, og er bandet, som lukker og slukker første dag af Nordic Noise Festival.

Mange numre havde havde lidt country-feeling over sig, uden at ramme genren alt for tydeligt. Nogle guitar-riffs var mere ovre i guitar-melodier, og de blev spillet laid back og med smoothness til den helt store guldmedalje.

..sent på aftenen skal vi også have musik der svinger ekstraordinært!

Mike Tramp var helt klart et navn, der naturligt skulle falde som ét af højdepunkterne i aftenens overflødighedshorn af rock’n’noll. Der var ikke så meget noise som nogle af de foregående bands, men Tramp og Co. fik gulvet til at gynge godt med, og publikum var mere end tilfredse.

Der var ikke nyskabelse i musikalsk stil, men det var bare ærlige sange, der sad lige i kassen, og Tramp og Co. kørte klatten fra start til slut.

Af Martin Thaning Petersen og Morten Okkerholm

 

Kickin Valentina **

Kicking Valentina er et amerikansk rock'n'roll-hardrock-band, som skylder den legendariske Sunset Strip-epoke en hel del på lydsiden og en hvilken som helst tomatpuréfabrik en god del på idesiden.

Frontmand Joe Edwards vokal er blevet beskrevet som "a diamond in the dirt", hvilket måske skyldes hans enerverende skærebrænderstemme, og med hans fysiske Dio-size lægger man således, både i lyd og fysik, med det samme mærke til ham. Sammen med resten af bandet, klædt i læder og nitter, skilte han sig absolut ud fra mængden af fremmødte 24/7-danskere. De amerikanere forstår virkelig at klæde sig på.

Efter tidligere at have hørt deres nye album, "Superatomic" fra 2015, tænkte jeg i dag, hvorfor skal Kickin Valentina lukke fredagen? Og hvad kan de, som danske Mala Costumbre og St. Prostitute ikke kan, andet end at være fra det der store, store land?

Ægte plastic

Det, der trækker op er at det vitterligt er ægte plastic. Plastic måske, men ægte. De mener det sgu, og så spiller de piskende hårdt og lige i fjæset, med syg intensitet. Og når Edwards lød bedst, nærmede det sig Blackie Lawless fra Wasp, og det kunne jeg godt lide. Publikum var nu gået ind i deres midnatsfase, hvor øl holdt systemet kørende. Der blev rokket, headbanget, og der blev vist et par fesne horn – og der var da også veleksekverede hooklines her og der fra Kickin Valentinas side, men man fornemmede, at bifaldene fra publikum også handlede om at holde sig selv vågen, samt måske også lidt i benovelse og fascination over bandets stålsatte selviscenesættelse? Så skal man vel klappe, ellers er det lidt... pinligt?

God bund og gennemført stil

Jeg giver dem den kredit, at de kører stilen helt ud, og de slider godt for deres crowd, Edwards er en spradebasse af en anden uvirkelig verden med alle de vintage fakter, den kan trække. De har god bund i deres sound og er besat af at gå den direkte vej til omkvædet. Og de får spillet sig va... lune.

Men de ligner og lyder altså mest som en stiliseret bleg udgave af alle de bands, de aldrig vil kunne nå i originalitet, fordi de er 30 år for sent på den.

Kickin Valentina har turneret som opvarmere for bands som Buckcherry, Queensryche, Pop Evil, Fozzy, Skid Row, Red Dragon Cartel, Sebastian Bach, Eve to Adam, Faster Pussycat og LA Guns og har således haft rig lejlighed til at lade sig inspirere til at kopiere andre end Skid Row og Mötley Crüe. Den fangede de så bare ikke helt.

Intet nyt kan tit være godt nyt, men andre gange er det bare lidt træls. Ikke mindst deres sidste nummer, "Burning Love", som jo altså er et Elvis Presley-nummer. Den fik de lige kvast under deres smadretons.

Af Robert Bergstein Larsen og Morten Okkerholm

Nordic Noise Festival fortsætter lørdag med følgende program: Mustasch, Now or Never, The Treatment, St. Prostitute, Powerplay, Dear Delusion, Black Oak Country og Devil's Gun


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA