Både top og bund til anden dag på Nordic Noise Festival

Diverse kunstnere, Nordic Noise Festival, Remisen, Østerbro

Både top og bund til anden dag på Nordic Noise Festival

Anmeldt af Robert Bergstein Larsen og Morten Okkerholm | GAFFA

Flere billeder fra festivalen følger snarest

Fredag og lørdag bliver der for fjerde gang holdt Nordic Noise Festival med fokus på hardrock, i år i Remisen på Østerbro. Her følger anmeldelser af lørdagens program. Læs anmeldelser fra fredag her.

Devils Gun ****

Svenske Devil's Gun åbnede lørdagen for et endnu beskedent publikum, der trods tømmermænd fra dagen før tog godt imod de glade svenskere, der havde taget lige dele humor og musikalitet med i gigbag'en. 

The Sprit of Brian Johnson

Lyden var ganske udmærket, og bandet forstod, at deres opgave var at vække folk. Så der blev spillet pænt højt, og Joakim Hermanssons lyse skingre vokal var skyhigh, så den gode hørehæmmede Brian Johnson ville have spidset...

Resten af bandet havde hans ryg med tempo og ægte cartoonrock riffs og vaskeægte Poison/AC/DC-intensitet. Fede hooklines. Gode rolige passager for at skabe dynamik, indlevelse – og ikke mindstnærværende musik, hvilket jo er en vigtigt ingrediens for at kunne kapere endnu et band, der udelukkende disker op med massivt retrospektiv musik, hvilket det vitterligt var.

IKEA-Metal

Ros til Joakim Hermansson for at få publikum med på legen. Folk indvilligede frivilligt i klap, hujen, djævlehorn og rokken på stedet. Hvorimod et vis andet band fra i går trådte i karikatur, trådte Devil's Gun i karakter som et refræn- og drivestærkt band, der både har sympati for sig selv – og publikum. Det kunne mærkes, godt gået, I Djævleske Pistoler, svensk solidt håndværk, I fik vækket os på 30 minutter, vi er i gang igen!

 

Black Oak County ****

Black Oak County var et af de bands, vi var ret nysgerrige på, da vi før i dag ikke havde haft mulighed for at høre deres tonstunge, filthy sydstatsagtige riffs live.

Kvartetten hed tidligere Great White Buffalo, og trods det radikale farveskift i navnet bærer deres nye navn og deres sound stadig præg af hang til samme tørre og kvasende americana-tråd. Det kan vi umiddelbart godt lide, især når der er store lighedstegn med Clutch, ikke mindst forsangeren Niels Beiers bjørnerøst.

Her lugter lidt af... humør

Man kan ikke sige, at de hiver målbare musikalske landvindinger op af hatten, hvad angår genrefornyelse, men det gør de færreste bands jo reelt, ikke mindst her på Nordic Noise. Men i veloplagthed og spilleglæde matchede de den høje barre, som svenske Devil's Gun havde sat kort forinden, og man kunne se, at de nød at stå på scenen. Der er altså noget befriende over bands, som giver sig tid til at grine indspist og drille hinanden undervejs.

Aggressiv musikalitet

Black Oak Countey kan skrive numre, som sidder i ørerne bagefter, numre man gerne lige vil høre igen (orv, var det lige smart eller hvad?), de spillede med skræmmende aggressivitet; der blev gået til makronerne, det var lidt som at være spærret inde i en telefonboks med en tirret Grizzlybjørn. Eller fire. Der blev spillet både stoner, post-grunge,  retrorock og gedigen mætøøøl. Esbjergenserne fik taget nogle dybe spadestik med riffs, der buldrede under remisens håndboldgulv og en vokal lige i fjæset som en lussing, der stadig synger... Eller er det begyndende tinnitus, så tidligt på dagen?

I erkendelsen at, at "der er ikke en kæft af jer, der kender vores sange", fik Mr. Beier igangsat noget call-response med publikum, og det plejer at være en god indikator på, om bandet har fat i den lange ende, eller om de har hovedet for langt oppe i deres eget æsel. Men no worries, vi var alle med, så

"ååhh-åh-åh-åh, ååhh-åh-åh-åh!"

 

Dear Delusion *****

Dear Delusion har vi været glade for i lang tid, og var meget begejstrede for deres album "Sleep og Reason". Vi måtte desværre misse deres nylige koncert den 30.04. i Aarhus, men heldigvis havde de ikke glemt at spille feeeeed rock siden da.

Ifølge konferencieren Ditlev Ulriksen siger Dear Delusion selv, at deres musik er tung og mørk, og det er jo ikke altid et plus, med mindre man altså netop er kommet for at høre hård uforfalsket støjende rock.

Med en lækker samplet intro fra studiealbummet er der hurtigt skabt en spændende dramatisk stemning, og det bliver kun bedre, når de igangsætter debutens nummer et, "Unmade".

Det er et røvtungt og melodisk godt skrevet nummer, Alice In Chains møder Soundgarden og et snert af Muses sans for drama.

"Og nu et afsnit med ros"

Alle, men især, Simon Roland i front og guitar gik helt og aldeles arrigt i flæsket på bandets egne numre og løftede dem op på et virkelig højt live niveau.

Rolands vokal og Andreas Bjernos kor slap godt fra nogle ofte svære tynde og sårbare stemmeføringer midt i rolige passager, og igen lød de som et helt kor midt i al balladen, når hele bandet var oppe i det røde felt, og det var det tit.

Simon Gessø Hansen, bas og Rasmus Rindom Riise, trommer, var stort set ufejlbarlige, låst til hinanden, så vi alle kunne lytte til helheden.

Vi var som nævnt meget begejstrede for deres album "Sleep of Reason", og der er store musikalske ambitioner i sangopbygning og klangunivers, og her og der var der elementer at den avantgarde progressivitet, som også Black Book Lodge mestrer.

Overskuddet viste sig også ved deres afslappede måde at holde nogle elementer kørende, så der sjældent var pauser blandt numrene. Og er du gal, et vokalregister Mr. Roland har, den røg sgu ud af taget på remisen flere gange, uden at det pitchede skævt.

Fremtiden forude

Der var efterhånden en pænt stor crowd, og det var som om, alle kunne fornemme, at det her band godt kan hive gamle oldschool trick op af posen, men vigtigere, de forstod at række ud mod noget større og vigtigere, noget som måske ligger og lurer rundt om hjørnet, når vor tids elskov med retrorocken har fortaget sig.

Så mangler jeg bare at se dem igen til næste år, start juli, på en eller anden dyrskueplads, hvor jeg har taget fri fra mit anmelderjob!

 

Powerplay ****

Powerplay er et band med en bizar historie, de var unge lovende i starten af 90'erne, men grundet tragiske hændelser privat var de sat ud af spil i tyve år. Nu er de trådt ud af fortiden og har en mission: god, gedigen underholdning af høj musikalsk værdi.  

Back in the day bekendte de sig til USA westcoast rock, a la Toto, og det gør de søreme også i dag, hvilket kan virke outdated og gammelfar-agtigt. Og lige når de går i gang, er det svært ikke at forestille sig en eller anden 80'er-reklame for en amerikansk sportstøjsfabrikant. Men kort efter breder der sig et af de allerbredeste smil i femøren.

Lørdagsmassage

Startende med "City of Life" masserer de med deres softrock publikums ører, hvilket man nok havde glemt, at man havde behov for efter halvanden dags særdeles hård rock. Ret hurtigt står folk og nyder musikken. Det er godt valgt at placere Powerplay på dette tidspunkt på festivalen.

Jeg fremhævede ham også, da jeg så dem i PH Cafeen den 4. september sidste år, til release af deres debut, "All Those Years", nemlig deres bassist Philip Stricker. Han har altså ikke betalt mig for det, men han har en fantastisk ikke-anmassende tyngde, tydelig, men helt in-tune med samtlige instrumenters samspil. Ro, balance og store ører.

West Coast eller intet

Sidst havde de to korsangere med, men det var nok med den ene i dag, hendes klang passede godt til Erik Thomsens lead. Bandet underholdt, hev gamle meloditrick op af hatten og besad en gennemført lækker, varm, rolig og tilbagelænet sikker sound, og Erik Thomsen har en klar lys vokal med et element af soul i bunde, og en smule knas i toppen. Det er en gennemført behagelig americana klang, som man skal kunne give sig hen til – eller gå i baren. For der er ingen slinger i valsen, især ikke med Simon Dahlbergs saftige og drevne gryder. Selve nummeret "Powerplay" bliver man sgu aldrig træt af, det rammer noget real life pain, hvis I forstår. Og Thomsen leverede en killer vokal på det nummer.

Det er lidt synth

Lidt malurt. Jeg manglede langt mere synth/piano i lydbilledet, og deres lækre 7'er -akkorder gik ikke så godt igennem, hvilket er ærgerligt, da det er ret signifikant for deres stil. Publikum var mere passive end tidligere i dag, der blev snakket og mumlet lidt i krogene – taget løftede sig kun i det ene hjørne et kort øjeblik, men, ok, det matchede bandets tilbagelænede drive, og melodierne var igen dejlige og livsbekræftende.

 

St. Prostitute ****

St. Prostitute er gamle kendinge i Nordic Noise-sammenhæng og var igen i dag leveringsdygtige i stilsikker eyeliner-rock med masser af inspiration hentet fra Mötley Crüe og alle de andre Sun Strip-bands (det synes jeg, jeg har skrevet en del gange disse dage?) og så et dansk band, man slet ikke giver nok kredit disse dage, mere herom senere.

Den fede fest

Lige fra de bryder publikum isen – og gennem lydmuren – med åbneren "farewell and goodbye", og til de går ned fra scenen, sprudler de i rend-mig-i-røven-attitude, møggodt humør og sammenspil. Jeg vader lidt rundt og ser analyserende ud, omme bagved, men får forvildet mig helt op foran, og det altså er her, der er fest, hold da op, kom glad.

De kan godt lide af gøre rock-klichéer til deres egne og forme dem til deres eget sprog, hvilket fungerer rigtig godt. Under en sing-a-long passage med publikum får de markeret, at dansk hardrocks udødelige D-A-D har sat gevaldige beataftryk i de prostitueredes sjæle. Jeg hører i hvert fald "Sleeping My Day...", som grundskelet i den rolige passage.

Jordnære og højtflyvende

Nok om det, det koger godt og grundigt, og numre som "LA Party" og "All Mine" rykker godt i gonaderne, som en eller anden skribent engang har sagt. St. Prostitutes partyridt levner ikke meget plads til eftertænksomhed, blot en enkelt ballade, og i en af de få pauser, der dog er, får frontmand Fussy sagt, at de hedder St. Prostitutes. "Hvad hedder I?", funny ha ha,  og på alle mulige måder er det bemærkelsesværdigt, hvordan alt, hvad de gør, er i øjenhøjde og bundsympatisk, samtidig med, at de bevarer en the sky is the limit-attitude, som man tror på.

Og nu... slut

Bandet sluttede af med en udmærket version af "Scream" og grundet tidsmangel nåede de så ikke at spille alle de numre, de ville, øv bøv. For et år siden til Nordic  Noise Festival fik vi en vildt god udgave af Guns 'N' Roses' "Paradise City", og den ville jeg altså gerne have hørt igen. Og publikum står i skrigende stund og råbte ekstranummer. Cool.

 

The Treatment *****

The Treatment er et band, som jeg har hørt meget godt om, men aldrig oplevet live, og derfor var forventningen til aftenens koncert også stor. Fra første anslag var det tydeligt, at de fem britiske gutter havde tænkt sig at indfri de forventninger.

Mike Tramp stod på scenen før koncerten og talte om det hårde liv on the road, og den bundsympatiske hardrocker har jo som bekendt noget at have det i. Ifølge ham var Treatment indbegrebet af rock'n'roll, og han havde derfor anbefalet dem til Nordic Noise og fik således talt dem pænt meget op og samlet publikum foran scenen.

Kulvognen i Remisen

Treatment var også ret gode. De lagde ud i et hæsblæsende tempo og lød, som om en kulvogn var koblet af AC/DC-lokomotivet og ikke stod til at stoppe, før australierne får Mr. Johnson tilbage igen.

Den nødvendige selvtillid og charme

Der er nogle bands, som kan få festen startet allerede efter et par numre; det kan Treatment, men de insisterede også længe på, at de tilbageholdende danskere gik helt hen til scenekanten; se det er noget, der falder naturligt for britiske og amerikanske bands, de vil blæse på, om vi er vant til at blive spurgt v-i-r-k-e-l-i-g pænt, bare en mor skal have hjælp til at få barnevognen op i bussen.

Måske skal flere danske bands være mindre forsigtige, sådan, I ved, som rigtige farlige rockmusikere? Når det bliver bakket op af en god portion selvtillid og charme, så kan man jo som bekendt få publikum til alt. Og charme havde Mitchel Emms i rigt mål, og kontakten til publikum var derfor eminent.

Is this it?

Når man så har hørt på deres velklingende, catchy og stramme bord-og-stol-bulder i en halv time, begynder man at lede efter lidt mere, ikke for at være sur, bare lige for at tjekke, om der skulle være lidt mere..? Men nej, det kommer ikke sååå meget videre, og derfor mangler jeg nok lidt sjæl og dybde i deres udtryk. Jeg må slå mig til tåls med, at de mest af alt er et rigtig, rigtig, rigtig godt beat-opkog på noget røvgammelt, som man til gengæld aldrig holder op med at holde af, når det serveres med den der rå charme.

Det var tydeligt, at bandet var sygt rutinerede og professionelle og vant til at spille for en større crowd, og samtidig lod de sig ikke mærke med, at vi ikke var så mange. Materialet var ikke vildt originalt, men der blev godt nok undervist.

The Treatment sluttede af med "Shake The Mountain", og de fik i hvert fald rystet godt og grundigt rundt med den gamle remise.

 

Now or Never *

Den næstsidste act på Nordic Noise 2016 stod de rutinerede herrer fra Now or Never for. De kalder selv stilen for Moderne Heavy Rock, og heavy var det bestemt, men moderne er vel så som så. 

That's Amore

Der er ingen tvivl om, at Jo Amore er en trænet hero-opera-metal sanger fra en svunden tid, hvor heltene hed Bruce Dickinson, Rob Halford og Ronnie James Dio. Amore arbejdede godt og bød på flotte fraseringer og vibrato hist og her. Han rendte rundt, thi han er sandelig bandets trumf.

Lydrod

Men de rullende og buldrende metaltrommer fyldte stort set alt, og indenfor rock er vi jo også forkælet og forvænte med, at man kan høre guitarer af og til, således at man fornemmer harmonik og kan orientere sig i lydbilledet og sangenes retning.

Hvad enten man stod foran eller bagved eller til siden, manglede guitar og til dels også bas afgørende, og så bliver ørerne altså trætte, når der kun er top og bund; en bund der blev leveret, som var vi i cirkus, med en evigt tandpastasmilende trommeslager Ranzo (the Clown)'s fokus rettet primært på fotograferne. Hvordan kunne kapaciteter som guitarist Ricky Marx og bassisten Kenn Jackson, begge eks-Pretty Maids leve med det? Måske derfor?

Rød næse og snabelsko

Enerverende, at man kun kunne få guitaren tydeligt nok frem i solo, og at man af og til fornemmede samplede strygere, man heller ikke forstod ideen med. Jo, der var en fin strygeroptakt til en ballade, der så til gengæld blev væk i Ranzo (the Clown)'s gryderet. Guitaren blev marginalt højere undervejs, men det virkede desværre ikke, som om Amore kunne fange tonearten.

Konklusion:

Jo Amore løb med stjernen, jeg tror det var hårdt at være ham, dog gav publikum ham gode vibes og rimelig opbakning. De hujede og klappede, som de pæne og velopdragne mennesker, de nu er. I hvert fald i den første halvdel. Men musikken udeblev, og man skulle være pænt vissen for helt at opleve den sammen kanonfede energi, som åbenbart var åbenlys for Ranzo (the...).

Til sidst dalede publikum responsen markant. Til Now Or Nevers sidste nummer "Wind of Freedom", der fungerede bedst (hvilket ikke siger så meget), var folk stået helt af, hvilket Amore godt kunne mærke under introduktionen. Folk var begyndt at sive og havde opdaget deres Wind of Freedom.

Det sære er, at det måske var nogle fede numre...

 

Mustasch ******

Svenske Mustasch havde fået opgaven at lukke og slukke dette års Nordic Noise Festival, og jeg ved da også, at flere har haft store forventninger til svenskerne. Bandet nærmer sig deres 20 års jubilæum, og har otte studiealbum med sig i bagagen, Ni hvis du tæller "The New Sound of the True Best" fra 2011 med.

Der var lidt vrøvl med lyden i starten, men med den lovende titel "It’s Never Too Late", kom Mustasch alligevel ud af starthullerne og så sig ikke tilbage. 

Aggressivitet

Det første, man lægger mærke til er, at de har en helt ekstrem voldsom aggressivitet i stort set alt, hvad de gør. Det næste er, at Ralf Gyllenhammar på vokal og guitar sætter sig i respekt med sine lige dele brutale fremtoning og broderlandskærlig connection til publikum. Det tredje er, at bandet på grund af sin rutine har udviklet et perfekt sammenspil. De kender hinandens skygger og har instinktivt hinandens ryg.

Det muliggør, at de på et nummer som "Thank You for the Demon" veksler smidigt mellem blødhed og  mørkesort dommedagstorden inden for ganske få takter. Gyllenhammars er ikke en specielt unik og toptrænet vokal ekvilibrist, men han har en god del Ian Astbury-vildskab fra naturens side, og ud fra den har han fundet sit eget udtryk ved bare at kaste sig ud i det. 

Fandenivoldsk

Han er fandenivoldsk og det er bandet også, og derfor kan man ikke tillade sig at undre sig over, at trommeslagerens stortromme er lavet ud af bildæk, hans tammer er digitale, at der mellem numrene spilles trancetechno, efterfulgt af numre med Metallica /Sabbath-riff tilsat uimponeret svensk accent. Alle er superdygtige, bassisten Stam Johansson er snittet ud af et gammel svensk grantræ, og han holder pulsen sammen med trommeslageren Robban Bäck, mens Gyllenhammer – naturligvis godt dækket op af fotografer – går fra scenen, hen til baren for at få skænket en øl, og tilbage igen til scenen med et påtaget "undskyld, jeg var tørstig", før musikken koger igen. 

Svensk hjemmebane

Med andre ord, de er bare så meget på hjemmebane, her i nærheden af Trianglen, så det er simpelthen perfekt med dem som final act.

De gør lige alt det, de andre bands håber på at kunne gøre en dag, underholder, fører sig frem, spiller fedt og særegent og får publikum til at feste – hele tiden.

Der skal altså noget særligt til at tryllebinde det, lige før, så møgtrætte publikum, som har været i gang siden klokken 16, men Gyllenhammar & co holdt hof, og publikum glemte fuldstændig trætheden. 

Når man som bleg, skægget midaldrende svensker med lædervest kan slippe godt fra at vende røven mod publikum iklædt røde underdrenge med Danmark påskrevet og bagefter modtage fellatio med en flaske JD af de danske mandlige publikummer, tja, så kan man sgu feje gulvet i remisen med os alle sammen. 

Det er det, et sublimt band kan. Mustasch fik kørt det efterhånden godt brugte Rock 'n' Roll Train i remisen på behørig vis. Og når mine ører efter to dages hard rock atter en dag kan tåle musik, kunne Mustasch sagtens blive det første, der bliver sat på anlægget. Men ingen JD foreløbig.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA