90’erne på godt og ondt med Eurodance-stjernerne fra dengang

Vi Elsker 90'erne, Rødovre Rådhusplæne

90’erne på godt og ondt med Eurodance-stjernerne fra dengang

Anmeldt af Sebastian Taylor Bach | GAFFA

De fleste har et forhold til Eurodance. En af de mest udskældte og samtidig elskede genrer, der eksploderede i popularitet i et musikalsk alsidigt årti.

Årets første version af " Vi elsker 90’erne” var én stor udsolgt kærlighedserklæring til alt det smukke og grimme, der prægede genren. 10.000 mennesker lagde vejen forbi Rødovre Rådhusplæne for at opleve hedengangne kunstnere som Haddaway, Robin S., Corona og East17. Et festfyrværkeri af navne fra en tid, hvor Buffalo-støvler ikke kun var noget, man talte om.

Kaotiske konferencierer

Som ankerpunkt for hele festligheden var Riffi Haddaoui og den altid unge Dan Rachlin. Energien og samspillet mellem med-arrangør Haddaoui og Rachlin var mildest talt elendig og de herrers geografiske kundskaber ligeså. Til gengæld kan de deres ”hvem, hvad, hvor” for 90’erne og kunne servere flere interessante anekdoter. Et must inden for koncerter er aldrig at lade publikum vente i stilhed, hvilket desværre var tilfældet inden dagens sidste kunstner, Scooter, hvor alt musik pludselig forsvandt, og det samme gjorde festen. Den manglende tilstedeværelse fra både musik og de to konferencierer førte til opbrudsstemning og skabte tydelig irritation hos flere gæster. Ifølge arrangørerne var det dog Scooter, der havde krævet stilhed på scenen før deres optræden.

Det sure og det søde

De to konferencierers vekslende performance afspejlede ligeledes de forskellige kunstneres. Nogle var en brag af en fest, andre skuffede fælt. Captain Hollywood Project havde fået den kedelige tjans at starte dagens fest. De gik på scenen, imens størstedelen af dagens gæster stadig stod i den 30 minutter lange flaskehals af en kø, der var dannet ved indgangen. Tyskerne fik, bogstaveligt talt, endnu 15 minutes of fame, inden de strøg af scenen videre ud i VIP-området, sandsynligvis til drinks i den allerede bagende sol. En lunken start.

Heldigvis havde hjemlige Daze alle intentioner om at starte en fest. Kæmpeballoner, guitar og høj energi akkompagnerede « Tamagotchi » og « Superhero » på eminent vis og fik publikum i gang med at plukke æbler.

Således vekslede energiniveau og engagement gennem hele den solrige dag. Største skuffelse var danske Me & My og DJ Sash!. Førstnævnte leverede en gang tam husmor-tyggegummipop-performance af ligegyldighed. Der var ikke meget bid i « Lion Eddie » eller bandets fatale cover af D-A-D’s « Sleeping My Day Away ».

Tyske Sascha Lappessen gjorde reelt, hvad man kunne forvente. Han stillede sig bag sin pult, trykkede play og råbte i nye og næ titlen på det nummer, der nu engang blev spillet. Efter at have oplevet Cut’N’Move, Infernal og senere hen Scooter levere en magtpræsentation i showmanship og performance, var det decideret kedeligt at være vidne til kæmpehits som « Ecuador », « Stay » og « Encore Une Fois » blive fremført så uopfindsomt og tamt.

Ud over den danske powerduo, Cut’N’Move og Infernal, var det en fornøjelse af opleve East17 træfsikkert lire det kvindelige publikum op, mens Peter André for de flestes vedkommende nok havde taget lidt for meget tøj på. Men danse, det kunne han – synkront som man ikke har set det siden 90’erne. I det hele taget var de to popnavne et behageligt break fra den konstant insisterende og pumpende bas, der prægede størstedelen af dagen.

Dagens helt store overraskelse var Ace Of Base, der var hentet ind som erstatning for et afbud. En kærkommen overraskelse, om end vi måtte nøjes med ¼ af bandet. Jenny Berggren havde i al hast pakket tasken med hits og dansepiger og fundet vej til Rødovre. Selvom « Happy Nation » ikke ligefrem er en partystarter, var « All That She Wants », « The Sign » og « Beautiful Life », sikre hits og vand på en eskalerende fest-mølle.

Soundtracket til din ungdom

I det hele taget havde de 10.000 fremmødte en fest. Trods varierende performance på scenen var der ikke grund til andet. Solen bagte, der var rigeligt øl, og toiletforholdene var for det meste fornuftige. Dagen var reserveret til minder og alt det, der var smukt, grimt og neonfarvet. En musiker som Haddaway, der med sin udødeliggjorte « What is Love », om noget kendetegner 90’erne, gav et vagt aftryk i forhold til nutidens popmusik. Affektionsværdien var til gengæld så høj, at det ikke gjorde noget, at nummeret blev spillet to gange. Om end sidste var i en opdateret sommerversion.

Men på trods af svingende kvalitet og performance fra de fremmødte kunstnere, lod det ikke til at påvirke publikum, der i den bagende sol sang og dansede sig vej igennem klassikerne. For er det ikke hele essensen af Vi elsker 90’erne? Affektionsværdien, minderne, de gode oplevelser, som alle er foreviget i et soundtrack af eurodance og tyggegummipop. Det lod i hvert fald til, at det lige præcis var det de fremmødte var kommet efter. For da Scooter, trods forsinkelser, med deres tyske effektivitet og et inferno af et lysshow startede (og sluttede) festen, var næsten samtlige af de oprindeligt fremmødte gæster stadig til stede for at få den sidste bid af 90’er festen med. Et sikkert tegn på succes.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA