Rockmusikken er et mangehovedet fabeldyr med gevir og tentakler

Mercury Rev, Heartland Festival, Lowland Stage, Egeskov

Rockmusikken er et mangehovedet fabeldyr med gevir og tentakler

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Mercury Revs koncert var et brøl. Det var lyden af ubegribelige naturkræfter og den komplette overgivelse til en nedsmeltende lavine. Jeg tog fejl, da jeg antog, at denne koncert ville være som Flaming Lips, bare uden cirkus. Jonathan Donahue synger måske i samme tonelag som Wayne Coyne, men hos Mercury Rev er bandet for alvor kørt i stilling som et artilleri i et bagholdsangreb. Der var slet ikke plads til lir på scenen på grund af den soniske fæstning, som rejste sig foran Lowland-scenen og fik grevens slot til at virke som en lego-borg.

Der var godt med albuerum, da bandets guitarist Grasshopper i starten indtog scenen og lagde an til “Queen Of Swans”. Sangen, der også åbner bandets seneste album The Light In You, gav rig mulighed for, at Donahue kunne svaje hofterne rundt og finde sig godt til rette i en lyd, der var skruet helt perfekt sammen. Måske med undtagelse af vokalen, der til tider simpelthen sank i lyden fra et band, som spillede helt umenneskelig godt med hinanden. Da “The Funny Bird” først trak op til storm, var der ingen vej tilbage, Grasshoppers soli svævede knivspidst ud af højtalerne, og trommerne var præcise afmålte sniperskud i semi-automatisk riffel-tempo, mens tværfløjten gav det hele et skrøbeligt åndedrag.

 

Savtakkede vingeslag fra Buffalo

Der var ikke mange nuancer at spore fra 90’er-bandets ellers kulørte bagkatalog. Der var kun et koncentreret monster, som lige stoppede for, at Donahue kunne hive saven frem på den stemningsfyldte optakt til “Holes”. Som i fortællingen om fuglekongen satte det ene højdepunkt af fra det foregående, og koncerten blev løftet højere og højere, indtil man ikke kunne andet end at læne sig bagover og lade sig overtage. Hidsighed og skrøbelighed i smuk forening flød fra sange som “Central Park East” og “Lincoln’s Eyes”. Det var hård psykedelisk prog-rock, der svingede fra side til side ubesværet mellem tempo og struktur, men altid så larmende, at jeg nok ikke var den eneste med en korsyngende tinnitus. Mercury Rev var som et kontrolleret Mars Volta.

Til lyden af “The Dark is Rising” fik Heartland den sidste velfortjente spanking, mens festivalens app meddelte, at der snart ikke var flere pladser i Talk-teltet, hvor Brian Eno sad klar. Den eventyrlige festival havde fået sin majestætiske drage, der smældede med halen og hvæsede i forvrænget elguitar. Dette monster kunne ikke stoppes, og derfor stoppede det aldrig. Bandet forlod Lowland-scenen midt i den ustoppelige støj, og det var først, da en tekniker slukkede for anlægget, at de to konferenciers forsigtigt begav sig tilbage på scenen, mens et kryptisk stykke Rat Pack spillede.

Alle var halvspændte på, om Mercury Rev ville vende tilbage til scenen for at spille et tydeligvis planlagt ekstranummer. Det ville ikke være mærkeligt, hvis bandet var lidt skuffet over et begrænset fremmøde, selvom Grasshopper nåede at sige ”mange”, inden han hoppede ud. Koncert-monsteret var dog for længst kravlet tilbage under sengen, og i stedet for den forventede “Goddess On A Hiway”, stod vi få festivalgængere tilbage med brændt hår fra et kompromisløst ildpust og med ulmende gløder i øregangen.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA