Festlige Beck

Beck, Blue Stage, NorthSide

Festlige Beck

Anmeldt af Kristoffer Veirum | GAFFA

Da notoriske Duran Duran havde charmeret NorthSide publikum færdige med en rendyrket omgang firsernostalgi, var det overladt til sangskriverkamæleonen Beck at afslutte festivalen med et festbrag.

Heldigvis var den diminutive amerikaner – klædt i hat, polka-prikket skjorte og bikerjakke – indforstået med, at søndagen som sådan bare skulle festes ud, og han og hans godt-groovende band var spændt op til lir.

De gav et tætpakket publikum halvanden times dansevenlig underholdning, hvor det var næsten umuligt at stå stille de uimodståelige postmoderne funkeskapader og rockede guitarsange pakket ind i beatlesque harmonier.

En tredjedel af sætlisten bestod af sange fra ”Guero” (2005), mens vi også fik de obligatoriske hits fra 90’erne. De seneste ti års udgivelser blev dog til gengæld næsten helt udeladt. Vi fik enkelte pluk fra ”The Information” og ”Modern Guilt”, og fra den ellers anmelderroste ”Morning Phase” fik vi kun ”Blue Moon”.

Når det så er sagt, er det også i forståelse af, at Beck havde den store festivalfest i sigte . Der skal benene helst bevæge sig mere end småbitte tårer i øjenkrogene.

Bandet lagde ud med en solid åbningssalve af den øjeblikkeligt fængende ”Devil’s Haircut”, funky ”Black Tambourine” og ”Think I’m In Love”, hvor psykedeliske lavasprøjt på scenens storskærm lyste op i det tiltagende mørke. Hovedpersonen selv var da også i sit es og proklamerede, at han ville vende vrangen ud på den danske sommer.

Det lykkedes til dels allerede i fjerde sang, ”Loser”, som i den grad løste op for publikum, der hengav sig til fællessang. ”Hold da kæft, I er højest,” bemærkede Beck lakonisk.

Under ”Ghettochip Malfunction (Hell Yes)” var Beck cool as f*** modsat den danske sommer, der bare er kold, og det fortsatte i de følgende sange.

Beck fik åbnet sin musikalske legetøjskasse – der var de særegne funky bidder, hvor Beck rappede sig igennem psykedeliske iagttagelser af verden, og bandet svingede brillant bag ham, mens han i andre stræk også demonstrerede en udsøgt kærlighed for fuzz-pedaler og rocket attitude og indlevelse.

Lilla og grønne lamper lyste scenen op i ”Mixed Bizness”, hvor falsetkoret sad lige i skabet, mens publikum atter var på med fællessang i ”Go It Alone”.

Herefter fik vi et lille åndehul, hvor de akustiske guitarer blev hevet frem til ”Paper Tiger” og ”Lost Cause” fra ”Sea Change” (2002). Førstnævnte lød endnu bedre end på pladen, dens monumentale afslutning blev understreget af flotte guitarhyl og rullende trommer.

I singlen ”Dreams” fra sidste år sang Beck om en pige, der fik hans puls til at stige, mens adskillige publikummer fyrede op for fjolletobakken, og det understregede blot den grundlæggende stemning af chillern fest – som man nok ville sige i Aalborg.

Bandet trak festen op i højeste gear på de sidste numre, den neurotisk underlivs pulserende ”Sexx Laws” og en stor, bombastisk ”E-Pro”, som fik hele pladsen i gang, før en maratonudgave af ”Where It’s At” slukkede og lukkede.

Her præsenterede Beck sit band, hvad gav mulighed for en hyldest til David Bowie (”China Girl”) – det må jo være året for Bowie-tributes? – og Prince (”1999”). Herefter tog Beck den helt ned og henvendte sig til publikum. ”Lige meget, hvad I ønsker, skal I få det,” tilbød entertaineren lokkende. Han tilbød blandt andet fodmassage, kram, og gav en rasle-solo med en banan – ”Just lettin’ out my wild side …”

Vi fik også en mundharmonikasolo og a cappella blues-sang, som publikum sang med på. Afslutningsvis fik Beck hele pladsen til at hoppe i takt, mens han selv smed skindjakken og dansede sejrrigt rundt på scenen. Det sluttede i den store fælles fest.

Takket være Beck fik NorthSide sommervarmen til midnat – og i dag venter vi så bare på den lovede fodmassage til at løsne op for de ømme festivalfødder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA